Spildte liv

Holly Bobo var 20 år, glad og lykkelig med venner, kæreste og en kærlig familie. Hun var også meget yndig, og mange mænd havde øje for hende, selv om hun altså havde en kæreste, som hun var glad for.

En af disse forlibte mænd var Shayne Austin, der ikke ligefrem udmærkede sig ved hverken udseende eller sociale evner. Til gengæld var han vældig godt til at hænge ud med et par kammerater, der matchede ham godt i personlighed og lysten til at begå "drengestreger". Sammen lavede de mange dumme ting, der vist for det meste stammede fra de forvrængede forestillinger om egne evner, som druk og stoffer gav dem.
Det lader til, at mange vidste, at Shayne Austin var som besat af den smukke Holly. Hun fornemmede det også selv, og ved en særlig lejlighed havde hun forladt en fest, "fordi han hele tiden glor på mig". Situationen var akavet, fordi der ikke var noget ved Shayne, der ville kunne tiltrække Holly. Hans følelser ville aldrig blive besvaret, som han ønskede det, og en dag traf han så en fatal beslutning, da den fik ham til at bortføre, voldtage og derpå dræbe hende. Han fik sine venner til at hjælpe sig både før og efter mordet, og det er muligt, at en eller flere af disse også voldtog hende. Det var i hvert fald en af dem, der så at sige gav hende dødsstødet, da han skød hende i hovedet, fordi det viste sig, at nok var hun alvorligt skadet, men helt død var hun altså ikke.
Hele denne rædsel førte til to dødsfald: først Holly og derefter Shayne, der begik selvmord en tid efter mordet. Dette gjorde han måske både fordi han blev ramt af samvittighedsnag, og fordi han vidste, at politiet åndede ham i nakken.
Dvs. at følgerne af denne ubesvarede kærlighed var død på død samt lange fængselsstraffe til Shaynes venner, foruden altså den store sorg, som Hollys familie blev ramt af. Intet kan retfærdiggøre Shaynes - og hans venners - handlinger, og intet kan bringe Holly tilbage, så hun kan fortsætte det liv, hun kun lige havde taget hul på, og man må spørge sig selv om, hvordan disse fyre retfærdiggør deres handlinger over for sig selv. Mange mordere bliver afsløret, fordi de ikke kan lade være med at prale af deres horrible gerninger, hvilket jo er helt grotesk: hvor de burde skamme sig og se deres handlinger som et nederlag for deres etiske sans, så opfatter de dem tværtimod som en sejr, de er stolte af. Dette skete vist også for Shaynes dumme venner ....

Julekøb

Skal julemanden nu have skylden for vort overforbrug i forbindelse med julens mange indkøb? Det er ikke helt retfærdigt, for nok er han et symbol på vort forbrug, men det er nu os selv, der trækker i trådene og lader det ske.

Landet, hvor mænd går med PH

Else Cederborg i Arbejderen: 23. december 2019:

Gerd Brantenbergs satire "Egalias døtre", der udkom i 1977, blev Norges største internationale bogsucces i 1970- og 1980-erne. Successen har både holdt sig og bredt sig, for bogen er ikke bare kommet i store oplag, men er efterhånden blevet oversat til noget nær alle sprog. I 1980 udgav den uforlignelige Kirsten Hofstätter den på dansk på sit forlag Hønsetryk i en oversættelse ved Else Sander og Ulla Simonsen, og denne udgave er nu tilsyneladende totalt udsolgt. Selv om den er en ægte klassiker, der lever den dag i dag, kan den tilmed være svær at få på vore danske biblioteker.
Denne morsomme og tankevækkende roman om kønsroller og magt er altså blevet en forrygende succes. Noget, der skyldes flere ting. Først og fremmest er den virkelig gennemarbejdet helt ud i de mindste detaljer, også sprogligt. F.eks. er "man" erstatter med "dam" og i stedet for at "beherske" sig, "befrusker" man sig.
Romanen foregår i det fiktive land Egalia, hvor kvinderne har samfundsmagten på grund af deres evne til at føde børn, medens mændene er forvist til hjemmet og rollen som børnepassere. Deres liv er præget af angsten for ikke at slå til som sex-objekter, og de går enormt meget op i deres udseende. At være stor, muskuløs og det, vi forstår som "mandig", er ikke in, for her skal man(-d) være alt det, som vi forbinder med kvindelighed, nemlig bløde, sarte, bly og hengivne.
Kvinderne er store, brovtende og grove både i mæle og tankegang. De behandler mændene - dvs. deres "moner" - ligesom kvinder er blevet behandlet gennem århundreder i vores samfund. Mændene risikerer voldtægt og vold, de hænger på børn, som de ikke engang kan være sikre på er deres, og de straffes for at dyrke ubeskyttet sex, sådan at de tvinges til at bruge mere eller mindre farlige præventionsmidler, medens kvinderne betales for de børn, de føder, og som de måske ikke ellers har nogen kontakt med. Nogle lever ligefrem af at producere nye børn! Hvad sex angår, så er kvinderne totalt uinteresserede i mandens tilfredsstillelse, og selv om Gerd Brantenberg er erklæret lesbisk feminist, så har hun nogle interessante betragtninger om mænds og kvinders kønsliv i et spejlende samfund.
Hovedpersonen er teenageren Petronius, hvis far har alle de ønskede karakteristika, men desværre ligner han selv mere sin kraftfulde mor. Dog har han ét virkeligt fortrin: han er udstyret med en ualmindelig lille penis, hvilket er et stort aktiv i Egalia. Vi møder ham på et tidspunkt i hans liv, hvor han - som alle andre unge mænd - skal begynde at bruge PH, hvilket har genklang af det, vi kender som BH. Denne himstregims snærer ofte, men Petronius smider den først, da han - ligesom nogle andre kønsfæller - kaster sig ud i en mandekamp for ligestilling. Disse mænd brænder deres PH’er, kalder sig "maskulinister" og "mandesagsforkæmpere", ligesom de også danner basisgrupper med navne som f.eks. ”Iltre Hane”. Nogle laver aktioner ved ”Det Store Menstruationsspil”, og de er i det hele taget i gang med en masse, der spejler den kvindekamp, vi har oplevet her.
Den forfatter, man uvilkårligt kommer til at tænke på, når man læser denne bog, er George Orwell. Hans forrygende romaner "Animal Farm" (1945) og "Nineteen Eighty-Four" (1949) udviser rigtig meget af den samme form for humor, satire og samfundskritik, som "Egalias døtre". Både Orwell og Brantenberg afslører skævheder og vilde uretfærdigheder i samfundet ved at vende det hele på hovedet. Metoden fungerer forbløffende godt, også fordi man er underholdt af historien og skrivestilen.

https://arbejderen.dk/anmeldelse/landet-hvor-m%C3%A6nd-g%C3%A5r-med-ph

Myternes overdrev

Først er der myten om Jesu fødsel i en stald, og det sker angiveligt den 24. december i det, der bliver år 1 i vores tidsregning. Den myte er let at skyde i sænk, men det bliver den jo nok ikke, for med årene har den mistet reel betydning og er nu bare (endnu) en anledning til et universelt (over-)forbrug. Eftersom myten er blevet blandet op med julemands-traditionerne, er der tale om et virvar af mærkelige ideer, der lader til nærmest at have opstået af sig selv. Vi forventer ikke, at julemanden har Jesu med i bagagen, ligesom vi heller ikke venter at se nisser og den slags sammen med Jesus. På en eller anden måde formår vi at holde styr på disse to nærmest modsatrettede myter - nemlig forbrug over for afsavn og fattigdom, der fører til en fødsel i en stald - og have det helt fint med begge dele.
De fleste vælger nok efterhånden julemanden og hans stab frem for Jesus og hans familie, for det føler vi os trygge med, da de står for det, vi kender i vores hverdag, nemlig ejendele. For min skyld kan det godt fortsætte sådan, jeg har ingen religiøse kvababbelser over julemanden og gaveorgierne, men jeg undrer mig over de mennesker i fortiden, der ikke reagerede imod denne underlige sammenblanding. Så de ikke modsætningerne, eller var de bare så forhippede på festlighederne og gaverne, at de glemte barnet i krybben, samtidig med at de som regel gik meget op i deres image som kristne?

Systemet ....

Ak ja, og sådan fortsætter det jo nok, for hvem tror på kommunisme, revolution og samfundsomstyrtelse i vore dage? Man kan tro på mindre revolutioner og arbejde for dem, men SYSTEMET som sådant er næppe truet ....

Plastik så det batter!!!

Ikke den slags plastik, som alle taler om, fordi det forurener naturen, men den, der får ellers pæne og nydelige mennesker til at udsætte sig selv for omfattende indgreb. Ingen, der ser billeder af de to unge herrer på højre-billederne, ville have gættet, at de engang så ud som på billederne til venstre. Spørgsmålet er, hvad der fik dem til bevidst at lade sig omforme til karikaturer af sig selv. Ville de forskønne deres ydre? Ja, sikkert, men det skete jo altså ikke. Ville de være helt unikke på denne planet, der er fuld af mennesker med identiske fysiske karakteristika? Måske - og DET er lykkedes dem.
Alle kan selvfølgelig frit vælge at få behandlinger, der forandrer deres udseende på drastisk vis. Det er en privatsag og hverken kan eller bør forbydes, så længe man selv står for gennemførelsen af processen. Havde disse to herrer været forældre, der tvang børn til en lignende omformning, så ville det være kriminelt, men det er jo altså deres egne ansigter, det er gået ud over, såååå ....
Jeg vil dog tillade mig at sige: JEG FATTER DET IKKE, (hvilket så kan skyldes, at der er noget på spil, som jeg ikke kender til). F.eks.: hvordan var deres liv før og efter indgrebene? Var alt gråt i gråt, indtil de lagde sig under kniven, der skaffede dem masser af opmærksomhed?

Adoring the male

Yes, he is cute, and yes, I understand why these young ladies simply adore him. Boys are the honey of many female lives, but their adoration also reflects the prerogative of the male in many societies. Not only old kings like e.g. Henry VIII of England pray for sons, but so do their wives as the son is a status symbol to a woman in the patriarchy. It's not still quite that way in our society because the patriarchy of former days has changed in some respects. Women are legal heirs they way their brothers are, and nobody can demand that they marry the man their father chose for them.
Do women still adore their sons? They love them as their babies, but don't yearn for sons the same way as their great grandmothers loved their male offspring. Women have gained a new freedom and many exhibit the power that used to be exclusively male which turn them into valued members of society.