Sjæleven

De fleste af os udvikler os og forandrer os hele livet. Den, man var som 7-årig, ville næppe klikke med den, man er som 30-årig. På samme måde med venner: man mødes, er sammen og er glade for hinanden, men man risikerer at vokse fra hinanden, helt automatisk og uden dramatik. Nogle er livslange venner med de samme mennesker, de har kendt siden barndommen, men det er nu nok sjældent. De fleste får nye venner og mister de gamle, som årene går, og det er sådan set en naturlig proces, som man ikke kan gøre noget ved.
Nogle venner er imidlertid specielle: de føles som sjælevenner, fordi man har fornemmelsen af, at man kender hinanden fra første sekund. Det er imod logikkens love, men er vel beslægtet med det, der styrer én hen imod en person, man forelsker sig i. Ens veninde, søster eller nabo føler ikke nogen magnetisme, men det gør man selv, og det gælder også med sjælevenner. På en eller anden sær facon er det, som om man genkender denne person, selv om han/hun er helt ny i ens liv. Meget sært og meget magisk ....

Det er latterligt at give forbrydere kælenavne

Jack the Ripper var en skid - BASTA! At hans "kælenavn" indikerer noget friskt og initiativrigt på et helteagtigt niveau er imidlertid pinligt, for han var ikke nogen helt. Som så mange andre kvindemordere var han en pervers nar, der ikke kunne holde sine hormoner i ave, og det bør altså ikke belønnes med et kælenavn. Hvis man absolut skal kalde ham noget - og hans virkelige navn har vi jo beklageligvis ikke kunnet finde - så kunne det passende være "gade-idioten".
Det samme gælder danske mordere som f.eks. HA'eren Jørn Nielsen, der fik kælenavnet "Jønke".  Dette kælenavn indikerer noget hyggeligt, rundt og meget dansk, men i virkeligheden er han morder og voldsmand - foruden altså forfatter og populær fordragsholder. Pengeskabstyven Julius Alfred Thorvald Framlev fik kælenavnet "Det borende X", hvilket også lyder friskt og muntert, hvilket hans gerninger jo ikke var.
Nazi-bødlen Josef Mengele blev kaldt "Dødsenglen fra Auschwitz", men burde hedde "Døds-satanen". Til gengæld har gestapomanden Klaus Barbie fået et mere passende tilnavn, nemlig "Slagteren fra Lyon".
Der burde være en regel om, at disse skiderikker aldrig får kælenavne, der står for noget godt eller ufarligt, og det er på høje tid, at vi gør op med skikken med at betegne dem med hyggeonkel-navne.

Kvinder, der elsker mordere

Det virker besynderligt på udenforstående, at nogle af disse morderiske og helt igennem modbydelige personer formår at tiltrække kvinder, der forelsker sig i dem, og som vil gifte sig med dem. Ikke bare Ted Bundy - der virkelig var en gennemført skiderik - men f.eks. også "vores egne" Peter Madsen og Peter Lundin - der dog ikke nåede Teds uhyrlige antal af ofre - fandt kærligheden, medens de endnu sad bag tremmer.
Peter Lundins kone, der også blev mor til hans søn, har imidlertid senere ladet sig skille fra ham, hvilket er mere forståeligt, end at hun giftede sig med ham. Hvordan kunne hun vælge sådan en mand, og hvordan kunne en pæn og tilsyneladende normalt begavet kvinde som Carole Ann Boone ikke bare gifte sig med Bundy, men også føde hans datter, selv om det krævede næsten umulige tiltag? Nok har mange kvinder en svaghed for "bad boys", men dette virker nu alligevel alligevel komplet naturstridigt, for disse mænd har jo altså myrdet deres kønsfæller for at opfylde en eller anden syg drift ....

https://allthatsinteresting.com/carole-ann-boone-ted-bundy-wife

https://youtu.be/GkjfyERs5Jc

Når sproget driller

Jeg kan godt lide at skrive korte - og helst pointerede - digte, men regner dem ikke selv for min bedste metode til at udtrykke mig. Ofte ender de faktisk som en art skoleeksempel på ordenes fallit.


Situationsrapport

Vingeløs blandt fugle
holdt oppe af drømme
ombølget af tabte fugledun
hvert og et en status over mine mangler

Synsindtryk

Øjne, blinde for synet
et knivskarpt ingenting
holdt fast i øjeblikket
efterladt til glemslen

Det sker en gang imellem at jeg fyldes med gode ideer, som jeg ønsker at skrive om, men ordene til at formidle disse ideer er der bare ikke. Så må jeg spørge mig selv, om det er sproget, der har mangler, eller om det er mig, der har for mange mangler til at finde sproget. Somme tider kan det næsten føles, som om ordene er kokette drillepinde, der står bag en dør og nægter at komme frem, men mægtig gerne vil flirte ....

Den dejligste Darcy af dem alle: Colin Firth i BBCs "Pride and Prejudice"

Hvad er det, der gør ham Colin så lækker? Er han den flotteste af alle flotte engelske og/eller amerikanske skuespillere? Egentlig ikke, men mange kvinder flipper ud over ham, og især som den ellers ret umulige Darcy i TV-udgaven af Jane Austens "Stolthed og fordom" ("Pride and Prejudice"), så han har altså et eller andet, som mange andre mangler.
Noget af det skyldes nok rollen som antihelten, der bliver som forvandlet af omstændigheder, han ikke havde forudset. Heltinden har sine egne begrænsninger, og ligesom hos Darcy består de i karaktermæssige skavanker. Begge har dog deres del af både stolthed og fordom, selv om den ene har mere af det ene og den anden af det andet. Når kvinder følger hans forvandling, får de et indtryk af noget, man kunne kalde "kvinden som udviklende kraft i en mands liv". Der er lige efter opskriften i de romantiske romaner og noveller, mange af dem sikkert har slugt lige fra deres teenage-år. For dem er Darcys forvandling et bevis på det kvindeliges styrke, og de elsker det.
 

Kan man skrue tiden tilbage?

Ja, gid man kunne fylde den tomme tank så let, men den går nu engang ikke. På samme måde med helbred og tømte livsenergier. Det er meget sørgeligt, men altså en naturlov. Ligegyldigt hvad man gør, så kan tiden ikke skrues tilbage, og man kan ikke få den energi fuldt ud, som man har tabt.

I min nyfundne interesse for reality-serier har jeg også kigget lidt på de TLC-udsendelser, der følger den notoriske Dr. Nows patienter i USA. Han kæmper med den ene stærkt overvægtige efter den anden og sætter folk på kaloriefattige diæter, der går fra tallene 600 til 1200 kalorier pr. dag. Patienterne kan brokke sig lige så meget, de vil, for han står fast: tab dig, ligegyldigt hvordan du føler det ved at være på ekstrem smalkost. Mange af dem får desuden reduceret mave og tarm, så de kun kan forbrænde et vist antal kalorier, og når de alligevel skejer ud og æder sig fordærvet i usund mad, så gør denne mave-reduktion, at de bliver dårlige. Det er selvfølgelig meningen, at det skal være lærerigt for dem, så de holder sig fra den fastfood, de elsker, men nogle lader sig ikke styre af hverken operation eller diæt. Den eneste, de lader sig styre af, er vist dr. Now og hans vrede blik, men heller ikke det virker altid ...

Jeg har vel set 5-6 udsendelser og kan sige, at for nogle patienters vedkommende lykkes det, men det kræver ofte også efterbehandlinger i form af operationer, hvor overflødig hud fjernes. Dette er vist meget smertefuldt, men resultatet kan godt være pænt.
Alt det her demonstrerer en gammel sandhed for mig: man kan ikke skrue tiden tilbage, og har man ædt sig pukkelrygget i usund mad, så får det konsekvenser. Jeg kan forestille mig, at for dem, det lykkes for, vil oplevelsen være livsændrende, fordi de har besejret deres indre dæmoner. Mht dem, det kun lykkes delvist for må det være bittert at gennemleve hele denne proces uden det resultat, de har drømt om. Også fordi denne sidste gruppe tydeligvis lyver for sig selv. De er overbevist om, at de har holdt diæten, samtidig med at de giver sig selv lov til at skeje ud med madorgier den ene gang efter den anden.

Vand, der dræber

Pas på, disse produkter er ikke bare fedende og en hård tørn for ens tænder, men i større mængder kan de også være dødbringende. Selv om det måske virker usandsynligt, så gælder det iøvrigt også postevand og danskvand, der kan give en form for vandforgiftning, som ingen kan tåle, fordi saltet skylles ud, sådan at saltbalancen forrykkes ....

https://www.medicalnewstoday.com/articles/318619.php