Faren ved (falske) autoriteter

Duane Deaver tog sit arbejde så alvorligt, at han glemte hæderligheden for at "gøre det rigtige", hvilket i hans version blev til "gøre det, der får fslemme olk dømt". Som blodstænk-ekspert var han en autoritet på et område, der krævede indsigt og integritet, hvilket desværre var noget, han ikke besad. Når han påstod, at der var blodstænk et bestemt sted, og at det fulgte et bestemt mønster, så kunne det være det, der fik en anklaget i fængsel for noget, han/hun ikke havde gjort. Det skete bl.a. for Greg Taylor, der tilbragte 17 år i fængsel for mord, og forfatteren Michael Peterson, der kom ud efter 8 år bag lås og slå, fordi Duane Deavers svindel blev afsløret. På grund af hans svindleriske metoder, fremstod Peterson som en brutal hustrumorder. Når Deaver fandt noget, der ikke passede med hans forudindtagne holdning, så fornægtede han det uden videre eller bortforklarede det, så det ikke talte med i det samlede billede af den anklagede.

Når man ser Duane Deaver i retten, er det tydeligt, at han nyder sin rolle som autoritet. Den giver ham den pondus, han selvmangler, og det vækker mistanke om, at han har handlet af narcissistiske grunde. Han er en lille, ucharmerende nørd at se på, men opfatter vist sig selv som en ridder, der kæmper for retfærdigheden, idet han altså uden skam i livet fabrikerer falske fund og lige så falske tolkninger.

Han er som en illustration til problemet med "autoriteter": deres status gør, at det, de siger og gør, tages som den ubetvivlede "sandhed". Dette ene menneske bliver så at sige den enevældige "tolk" af begivenheder, der påvirker andre mennesker og deres skæbne.
Hvordan har de så fået denne autoritet? Før i tiden kunne de være præster, der sad inde med en såkaldt "direkte linje" til Gud, eller også var de måske konger, hvis ord var lov. Nu om stunder er det forskellige professioner, der giver autoritets-status. Det gælder ikke mindst læger, der kan stille diagnoser, som det nu passer dem. De kan bremse en udredning med en mere eller mindre fejlagtig diagnose, og det giver dem faktisk en meget stor magt over de enkelte patienter ....

Velbekomme!

Et herligt billede af en prinsesse, der ikke følger skik og brug. I stedet for at kysse den forheksede frøprins æder hun ham. Hendes drømmende udtryk tyder tilmed på, at hun får noget ganske specielt ud af dette måltid ....
At frøen angiveligt i virkeligheden er en meget flot, men forhekset prins, der ville kunne forsøde hendes tilværelse på andre måde end som et måltid, ved hun måske ikke, og i så fald viser billedet jo en tragedie. Så bliver historien pludselig helt anderledes, for så er hun ikke en prinsesse, der sætter sin frihed højere end en fremtid som frø-brud, men én, der har forspildt sin chance for et lykkeligt parforhold.

Mulighederne ved at kysse en frø er ellers mange, og ingen siger, at fremtiden er, som han lovede hende, da han lokkede hende til at kysse sig. Hun kan ende med at blive snydt og bedraget, som det er sket for mange almindelige kvinder, der har kysset menneske-frøer, der ikke har forvandlet sig som lovet, men er blevet mere og mere frø-agtige, samtidig med at det prinselige forsvandt mere og mere.

Skal - skal ikke? Med en menneske-frø kan det være et valg for livet, også fordi de "haletudser", de får kan gå i deres fars fodspor og blive til noget af en byrde for en pæn og ordentlig "prinsesse" ....

Når nu det skal være ...

Jeg har lagt mærke til, at de gamle, naturtro kunstige lemmer har fået konkurrence fra nogle, der tydeligvis er, hvad de er, nemlig kunstige. Fyren her ovenfor ser helt elegant ud med sin "robothånd", og hvad med dette kunstige ben? Det er da flot, ikke?

For ikke at tale om det her! Meget elegant, og det er desuden flot, at hun ikke skammer sig over det, men viser det frem som det, det er, nemlig en del af hende selv.

Min morfar fik på et tidspunkt knoglekræft i det ene ben/hofte, og han måtte derfor have det amputeret og erstattet af et kunstigt ben. Dengang har det sikkert været meget tungere end i dag, hvor materialerne er helt anderledes. Han lod sig dog ikke mærke med noget, men fortsatte så godt han kunne, hvilket er den helt rigtige måde at gribe den slags an på ....

Jeg ELSKER at bande

Så langt tilbage jeg husker, har jeg bandet, når jeg blev gal, og jeg har haft det helt fint med denne vane, selv om nogle personer i min omgangskreds har udtrykt mishag. Fandme' om jeg tager mig af det!!!

Der findes en pænere version af fænomenet, nemlig "fyndord". OK, jeg indrømmer, at nogle bandeord ikke er til dannet selskab, og at en omdefinering til "fyndord" ville hjælpe på situationen. Jeg tvivler dog på, at noget, jeg oplever som et dannet "fyndord" vil kunne føles nær så godt som et godt, saftigt bandeord. Sagen er jo den, at banderiet betyder, at man lukker en ødelæggende, ophobet "damp" ud ved at give sig disse ord i vold, og det er altså godt for ens mentale tilstand. "Fyndord" som f.eks. "sgu'" er mere til en understregning af et eller andet.
Mine foretrukne bandeord er fuldt mine egne, for jeg har selv opfundet dem, og de kommer helt automatisk, når der opstår en "damp-situation". Nogle af dem har tilmed en akustisk lighed med andre og langt pænere ord, hvilket gør, at jeg føler, de er OK også offentligt. Noget, mange andre pæne mennesker ikke vil give mig ret i, også fordi jeg som kvinde slet ikke forventes at bande.

Ikke desto mindre kendte jeg engang en virkelig fin dame, der ofte brugte et formentlig selvopfundet udtryk, der vist befinder sig midt mellem "fyndord" og bandeord: "Lort i lommen!" Det sagde hun tit og ofte, hvilket i hendes tilfælde blev set som noget "pudsigt" og ikke noget uartigt eller rigtig provokerende.

https://politiken.dk/kultur/art4875155/Vi-bruger-fire-bandeord-per-halve-time

https://www.femina.dk/soendag/sundhed/selvudvikling/derfor-er-det-godt-bande

https://miskmask.dk/det-er-fandme-ok-at-bande/



  

Den tøjlede og misbrugte Amor

Det har skabt nogle interessante konstellationer, når kongehusene har måttet gøre en speciel indsats for at sikre deres fortsatte eksistens. Det gælder ikke mindst de mange børn, som Georg III af England fik med sin dronning Charlotte. Begge var gode og hæderlige folk, der blev højt
elsket af befolkningen, men sært nok faldt deres børn - og især sønnerne - helt anderledes ud.

Den ældste søn (dvs. den senere George IV) var den eneste, der havde formået at producere det, der er livlinen for en kongeslægt, nemlig en legitim arving: prinsesse Charlotte Augusta af Wales. At hun var blevet født, var noget af et mirakel, for hendes forældre havde fra første sekund ikke kunnet fordrage hinanden, og hendes mor, Caroline af Brunswick, blev mere eller mindre tvunget til at forlade landet efter hendes fødsel.
Alle George IIIs døtre var barnløse, så kongeslægtens fortsatte beståen afhang helt og holdent af de fem udsvævende sønner, der alle havde flere såkaldt uægte børn uden arveret til tronen. Nogle af disse prinser levede for sig selv efter at have indgået ulykkelige ægteskaber, hvor der ikke blev produceret legitimt afkom. 
Da den populære prinsesse Charlotte Augusta døde efter fødslen af en dødfødt dreng, blev stafetten givet videre til hendes ugifte onkler, hvilket udviklede sig til noget, der ligner en konkurrence om at være den første, der formåede at frembringe en ny tronarving. Den, der kom først i mål, var George III's fjerde søn, den 50-årige Prins Edward, Hertug af Kent og Strathern, der giftede sig med den afdøde prinsesse Charlotte Augustas svigerinde, nemlig prinsesse Victoria af Saxe-Coburg-Saalfeld, der var enke, og som havde to børn med sin afdøde mand. Minsandten om ikke det gav det ønskede resultat, nemlig prinsesse Victoria, der blev Englands dronning som 18-årig.

Denne del af den royale slægtshistorie i England ligner et kursus i avanceret avlsarbejde for heste- eller hundeejere. At sådan en kongefamilie med deres ulykkelige, arrangerede ægteskaber overhovedet har kunnet overleve må skyldes de involverede parters faste tro på deres egen betydning samt - formentlig - et stærkt ønske om, at deres familie kan fortsætte det behagelige liv som samfundsspidser ....

Corona-betragtninger

Er det sådan, vi skal tackle symptomerne? Det er næppe nok, for det er jo ingen behandling, og hvad med det brugte "snot-papir" og de tilsølede hænder? Den slags skal helst under kontrol via god hygiejne, for vi skal ikke smitte folk omkring os, hvis det kan undgås.

Eftersom vi trues af et verdensomspændende virus-angreb, så er det mig ubegribeligt, at USA åbenbart ignorerer fattige folks behov. Sagen er også den, at selv om disse mennesker måske ikke kan betale de horrible priser for en test, så er de stadig farlige for de rige, der kan, for måske er de smittebærere. Det er det, der er så forbistret: man kan medføre død og elendighed for andre uden at ville det, men bare fordi man enten ikke har råd til en test, ignorerer resultatet eller ikke regner sygdommen for noget særligt.
Ingen ved endnu, HVOR SLEMT det kan blive, så vi bliver bare nødt til at tage højde for alle eventualiteter, også faren for at det kan mutere endnu mere, hvilket gør det hele meget mere farligt ....

https://www.bloomberg.com/news/articles/2020-03-10/coronavirus-conference-gets-canceled-because-of-coronavirus?fbclid=IwAR0HDeNqDbH1zxniHA1qQUAQ687HCcpPl4oJwmzt2E5zqHIrB7dHnK6Og7Q

17 børn og ikke én eneste efterkommer

Stakkels Anne af England - også kaldt Anne Stuart - der nåede at få flere børn end den ellers meget produktive dronning Victoria nogle hundrede år senere. Det er en skrækkelig tanke, at hun fødte 17 børn og så dem alle dø i en tidlig alder, for på en eller anden måde faldt det tilbage på hende, selv om det ikke direkte var hendes skyld. Hun myrdede dem jo ikke, men gav dem liv uden at kunne redde dem fra deres alt for tidlige død.
Anne (født 6. februar 1665) var datter af Jakob II af England i hans første ægteskab og arvede tronen i 1702. Da England og Skotland blev forenet i 1707, blev hun den første regent i det, der nu var Storbritannien, og hun regerede til sin død i 1714. Samtidig var hun den sidste monark af slægten Stuart, idet hun efterfulgtes af George I af slægten Hannover. Hendes mand, prins Jørgen af Danmark, var søn af Frederik III.

Man har diskuteret, hvad der lå bag Annes mangfoldige fysiske problemer, og nogle har forklaret dem med hendes berømte fedme. At hun var overvægtig er der ingen tvivl om, men det har formentlig været en følge af alle hendes skavanker, for de gjorde, at hun ikke bevægede sig. Alt gjorde ondt på hende, for hun led bl.a. af gigt og havde meget ømme led samt omhovnede lemmer.
At hendes børn døde tidligt - eller var dødfødte - har man også opfattet som et symptom på en sygdom, for hvorfor skete det om og om igen? I sine sidste år var hun så plaget, at det er lige før, man må sige, det var et Guds under, at hun fik fred efter et slagtilfælde som 49-årig. Spørgsmålet er dog, hvorfor skete alt det her?
Forskere i nutiden er kommet frem til den teori, at den stakkels dronning led af lupus, der er en autoimmun sygdom, hvor kroppen så at sige angriber sig selv. På den ene side havde Anne stor magt, på den anden var hun en elendig skabning, der levede med alt for mange pinefulde lidelser.

“Ugly, gouty, fat”: the problem of Queen Anne’s body