Himmelskarer hist og pist?

Ja-ja, så siger vi det: Universet applauderer os, når vi gør et eller andet, "det" kan lide ...

Tanken er afgjort ikke så fremmed for folk, som man umiddelbart skulle tro, for mange mennesker forestiller sig stadig, at de helt konkret er omgivet af engle, skytsånder, osv., der tager del i deres liv og skæbne. Ønsker man, at det skal være sådan? Jeg gør ikke, for jeg føler, at privatlivets fred ville være alvorligt truet af den slags usynlige magter, der fulgte mig, uden at jeg kunne komme af med dem. Andre derimod elsker tanken om denne himmelske skare, der vogter over ethvert af deres skridt. De beder og fører indre dialoger med disse usynlige væsner og anbefaler en sådan tilgang som vejen frem for os alle. Noget, jeg tvivler stærkt på ville fungere, samtidig med at jeg godt kan forstå behovet for en form for nærhed med dem, man tror, styrer ens tilværelse, for det giver tryghed. At den er falsk, falder slet ikke de troende ind ....





 

Hvilket sprog talte Adam og Eva mon?

Nuttebasse? Ja, helt sikkert, men for kejser Frederick II (1194–1250) var sådanne væsener også "forsøgsdyr", for han havde en teori om, at det sprog, som Adam og Eva logisk set må have talt i Paradisets Have var det samme, som nyfødte børn uden kontakt med voksne automatisk ville tale.

Derfor gjorde han det, som han havde magt til: han tog nyfødte børn fra deres mødre og overgav dem til folk, der skulle opfostre dem uden nogensinde at tale med dem eller bare røre ved dem. Sidstnævnte forbud førte formentlig til deres tidlige død som stumme og dybt ulykkelige babier, for berøring og andre former for kontakt er af vital betydning for et lille barn. At de små heller ikke udviklede et sprog siger sig selv, så Frederick II's eksperiment endte som en total fiasko.

 

Den totale minimalist

Den berømte græske filosof Diogenes var den kendteste af antikkens såkaldt kyniske vismænd. Det vrimler med sjove anekdoter og myter om ham og hans liv, men det synes sikkert at sige, at han var super-asket og nægtede at eje noget som helst, hvilket gør ham til minimalismens stamfader. Han boede i en tom vintønde, og hans eneste ejendel var en lille træskål, som han brugte til at opbevare den mad, som han tiggede sig til. En dag så Diogenes imidlertid en lille, fattig og hjemløs dreng, der drak vand ud af sine hule hænder. Det inspirerede filosoffen til at destruere sin eneste ejendel, nemlig træskålen, idet han udbrød: "Sikke et fjols jeg har været. Tænk, at jeg har båret overflødigt gods med mig i al den tid!"

Diogenes afviste alle konventioner, sov, defækerede og onanerede lige præcis, hvor han havde lyst samt lige når han havde lyst. Han chikanerede ihærdigt de andre græske filosoffer, især Platon, som han mente havde forrådt Sokrates' ideer. Faktisk lader han til at have fundet stor fornøjelse i at afbryde Platons undervisning og at kalde ham en svindler og bedrager. Noget, der formentlig hang sammen med det faktum, at Platon, der kom fra en særdeles velhavende familie, krævede sig godt betalt af sine elever.
På et tidspunkt blev Diogenes bortført af pirater, der solgte ham som slave. Manden, der købte ham, spurgte ham om, hvad han kunne, og da han svarede, at hans kunnen bestod i "at lede mænd", blev han sat til at undervise hans sønner. Noget, der angiveligt førte til, at disse rigmandssønner blev omvendt af ham.

Ikke bare Platon, men også Alexander den Store blev latterliggjort offentligt, men det lader til at have moret den store erobrer, for han opsøgte ham og tilbød at gøre alt, hvad han kunne for ham. "Nå ja," sagde Diogenes, "du spærrer for solen, så du kan flytte dig ...." Senere skal Alexander have udtalt, at hvis han ikke havde været den, han nu var, så ville han ønske at være Diogenes. Det lader dog til, at først de senere hippier for alvor fulgte i filosoffens fodspor.

Ironi

Selvfølgelig har tyven ikke fortjent at få flere penge, og det er netop pointen. Faktisk en meget elegant måde at sige "Din lede lort!" på, hvilket man jo for det meste kun tænker og ikke siger højt. Den slags er det gode ved ironi og humor, hvilket jeg konstant indskærper mig selv at bruge i stedet for de vilde og voldsomme udbrud, der ofte presser sig på ....

Konen, der forvandledes til søster

Var Anne af Kleve grim og med en ubehagelig lugt? Eller sagt på en anden måde: Var hun virkelig så frastødende, at Henrik VIII bare måtte lade sig skille fra hende? Ifølge det portræt, som Hans Holbein den Yngre havde malet af hende, inden kongen mødte hende, var hun nok det, man kalder "nydelig", dvs. pæn, men ikke direkte smuk ud fra vore begreber.

Den eneste direkte frastødende i det mislykkede ægteskab, der varede fra 6. januar 1540 og et halvt år frem, var Henrik selv, hvilket hans enorme forfængelighed dog gjorde det umuligt for ham at erkende. Som ung havde han været en meget flot og fysisk stærk mand, hvilket dog fortog sig med stormskridt, efterhånden som han blev ældre. Noget af det skyldtes hans fedme, andet de sår, han havde pådraget sig, bl.a. gennem turneringer, hvor han rigtig kunne vise sig som den fysiske kraftkarl, han så sig selv som. Som narcissist formåede han ikke at få et realistisk billede af sig selv som kønsvæsen, og det lod han gå ud over Anne, idet ægteskabet ikke blev fuldbyrdet, "fordi hun var for grim".

Hun var hans fjerde kone og burde have været kronet som dronning, men blev det ikke, hvilket måske var hendes held, for nok gjorde Henrik sig fri af hende, men hun blev hverken henrettet som to andre af hans koner eller forstødt som den første. Næh, hun blev forvandlet til hans "søster" og fik som sådan mange fordele frem for andre kvinder, der havde været i hans liv. Bl.a. fik hun Richmond Palace og Hever Castle, der før havde tilhørt familien Boleyn. Faktisk blev hun overøst med besiddelser og ende som den rigeste kvinde i England. Ikke nok med det, men de tidligere ægtefæller blev også gode venner. Anne deltog ved fornemme begivenheder og blev kaldt "the King's Beloved Sister". Hendes rang blev fastsat til at befinde sig over alle andre kvinder i England med undtagelse af hans døtre og den kvinde, han gjorde til dronning i hendes sted.
Jamen hvis deres nye forhold var så idyllisk, hvorfor kunne de så ikke bare have fortsat ægteskabet?
Sagen var den, at den forfængelige Henrik havde dummet sig ved deres første møde, og der var ting ved dette, der nagede hans narcissistiske sjæl: han havde mødt hende uden at give sig til kende som kongen og altså hendes fremtidige ægtemand nytårsdag 1540 på hendes rejse fra Dover. Formentlig havde han nogle urealistiske ideer om, at hun som kvinde straks ville falde for hans mandlige charme og kaste sig i armene på ham. Da hun i stedet veg tilbage fra denne fede og ikke længere så lækre mandsperson, sårede det ham, og hans løsning var at senere påstå, at det han hende, der var grim og frastødende.

Det var angiveligt hans brændende ønske om at cementere huset Tudor som Englands kongeslægt gennem en mandlig arving, der gjorde, at han arbejdede sig igennem hele seks koner, men hvis det virkelig var det, der drev ham, burde han have holdt fast ved Anne af Kleve, for hun kom fra en overmåde frugtbar familie. Hendes far var nemlig kendt for sine mange "uægte" børn, som han avlede til højre og venstre med høj og lav i det rige, hvis overhoved han var ....

https://www.news.com.au/lifestyle/real-life/true-stories/anne-of-cleves-the-queen-king-henry-viii-couldnt-stand-the-sight-of/news-story/4648c8e7cf7b84679c56040dc0098625

Enhver sandhed har flere sider

Morsom tanke og ikke helt ved siden af, for alt okkult eller "sært" er jo populært og ses af mange som underholdning. Måske tilmed ofte af dem, der ikke GIDER at se et videnskabeligt program. Noget, jeg til en vis grad godt kan forstå, for sådan er vi folk med fantasi nu engang. Vi vil mægtig gerne fantasere om de muligheder, der ligger i det, man kunne kalde "realiteternes bagside" - dvs. det, der ikke er sandt, men som kunne være det ....

Fake News er et nyt begreb, men traditionen for falske rygter og vilde påstande er ældgammel og sikkert udødelig, fordi vi finder det underholdende at lege med tanken om, at verden ser anderledes ud, end vi har fået fortalt.

Den kendte ukendte ....

Dette er en afstøbning af ansigtet på et lig, der blev fundet i Seinen i 1880'erne. Man mener, at den unge kvinde havde begået selvmord, men da man aldrig har fundet ud af, hvem hun er, har man heller ingen sikre oplysninger om hende og hendes sindstilstand, da hun døde, så dødsfaldet kan også skyldes et uheld eller et mord.
Dengang hun blev fundet var det almindeligt i Paris at placere lig af ukendte i et specielt udstillingslokale, sådan at mennesker, der søgte deres forsvundne slægtninge, etc., havde mulighed for at se de døde, men ingen meldte sig i dette tilfælde. Hun var og blev en fascinerende gåde, noget hendes Mona Lisa-smil forstærkede for dem, der så hende.
Den patolog, der tog imod hendes lig, blev så fascineret af hendes ansigt, at han fik taget en gipsafstøbning af det, der er blevet gemt til eftertiden. Pigen blev kendt som "L'Inconnu de la Seine" (dvs. "Den ukendte fra Seinen"), og gipsafstøbningen blev berømt, også i eftertiden. I 1955 blev hendes ansigt nærmest udødeliggjort, da gipsafstøbningen blev brugt til frembringelsen af CPR-dukken "Resusci-Anne".  

Credit: Edited from a post by The Chirurgeon’s Apprentice