Det bliver os indskærpet at vaske hænder og/eller bruge håndsprit for ikke at videregive corona-smitten til vore medmennesker, og det forstår de fleste nok umiddelbart. Måske de ikke er vant til at gøre så meget ud af den slags til hverdag, men de ved, at det skal man under disse forhold.
For os er det altså naturligt at vaske hænder efter kontakt med noget, der er snavset eller inficeret. Man skal desuden være forsynet med en meget defekt næse, etc. for ikke at kunne fornemme ubehagelige dufte fra snavsede fingre, hvilket også bør være en naturlig rettesnor for mennesker i vore dage.
At manglende hygiejne på et hospital gav anledning til mange dødsfald blandt fødende kvinder virker direkte grotesk, og man undrer sig over grunden til, at dette kunne ske, nemlig at lægerne ikke vaskede hænder. Det betød, at de kunne bevæge sig direkte fra obduktion af lig til barselskvinder og smitte disse med noget, de selv har omtalt som "ligsaft". Hvordan pokker kunne de undlade at reagere med mere hygiejniske foranstaltninger, hvis de selv mente, at deres arbejde gav dem "ligsaft" på fingrene? Den slags må jo både kunne ses og lugtes, så var disse læger svin, der vadede rundt i ubehagelige lugte, som de burde have reageret på?
I 1848 var det helt galt, for helt op til hveranden fødende kvinde døde på Fødselsstiftelsen, der derfor blev midlertidigt lukket. Under denne lukning modtog stiftelsens leder, professor Carl Edvard Marius Levy, et brev fra en kollega i Kiel, der fortalte ham om en opdagelse i Wien, der havde reduceret antallet af barselsfebertilfælde markant. Desværre var professoren en stivnakke, der nægtede at tro på en forbindelse mellem håndvask og barselsfeber, måske fordi lægerne jo blev udnævnt til det dræbende led i fødselsforløbet. De var ikke mordere, men de myrdede uden at vide det ....
I Østrig havde lægen Ignaz Semmelweis observeret, at der var forskel på dødeligheden blandt de fødende kvinder på to forskellige fødselsafsnit på det samme hospital. På det ene afsnit lå kvinderne fra det finere borgerskab, der blev tilset af læger, på det andet afsnit lå kvinder fra lavere sociale lag, der blev tilset af jordemødre, og sidstnævnte - ligesom hjemmefødende - havde en langt større overlevelsesrate end de "fine".
Semmelweis forstod ikke helt sammenhængen med bakteriet, for de var ukendte på dette tidspunkt. Han talte om "dødningeagtige partikler", der overførtes fra lægerne, der havde udført dissektioner af lig, men ikke fra jordemødrene. Derfor forlangte han, at alle, der arbejdede med ham, skulle vaske hænder og instrumenter både i sæbe og en desinficerende væske. At han, der beviseligt reddede mange barselskvinders liv med sine foranstaltninger, blev latterliggjort og forhånet i et omfang, så han endte på et mentalsygehus, er meget sørgeligt. Ikke nok med det, men de forbenede læger strittede så meget imod tanken om, at det var
dem og deres mangel på hygiejne, der var den dødelige faktor, at det varede flere år, før håndvask blev obligatorisk på hospitalerne.
