fredag den 17. april 2020

Når barnet fødes i kisten ....

 
Mange kvinder har sat livet til under graviditeten. De er blevet begravet i gravid tilstand, men senere finder man så ud af, at de har "født" deres barn i kisten. Faktisk er der beretninger om disse sære fødsler fra helt tilbage i 1300-tallet, nemlig fordi arkæologer har fået fingre i de døde.
Der er også tilfælde, hvor folk fra kvindens samtid har oplevet en sådan begivenhed. F.eks. fik Den Spanske Inkvisition dødsdømt en gravid kvinde i 1551. Fire timer efter at være blevet hængt, "fødte" hun et dødfødt barn, medens hun stadig hang i galgen. Man undrer sig over, hvorfor inkvisitionen henrettede en gravid kvinde og i det mindste ikke ventede, til hun havde født. Barnet var jo uskyldigt, men blev altså dræbt sammen med sin mor, og det forekommer mig, at det ikke kan være i 
overensstemmelse med kirkens forskrifter.

 
Det lader til, at man ikke helt kan forklare disse "fødsler i kisten" videnskabeligt, men at man mener, det har noget med ligets forrådnelse at gøre. Der frigives gasser, der får den døde til at svulme op, hvilket angiveligt presser fosteret ud. I mine ører lyder det meget logisk, men for nogle andre har sagen et guddommeligt præg, der gør, at de finder langt mere fantasirige forklaringer på fænomenet. Rygtet om, at en død kvinde har født et levende barn, har næppe noget på sig, men de eksisterer og bringer en hel del forvirring med sig.

 
En anden form for "kiste-fødsel" fandt sted i Ungarn i juli 2013, hvor lægerne havde holdt en hjernedød, gravid mor "i live" - og i den tilstand var hun jo reelt ikke andet end et tomt hylster - i tre måneder for at forsøge at redde fosteret. Det lykkedes åbenbart, selv om den lille virkelig var lille med en kropsvægt på sølle 1420 gr. "Fødslen" fandt sted i 27. graviditetsuge, og barnet lader til at have overlevet.

Hvad er lykke?

Da jeg så dette herlige foto af lille Ritchie, der var lammet i bagkroppen, men som nu fik mulighed for at opleve det, alle hunde elsker, nemlig at suse afsted og sige "VOV!!!!" til hav, måger og mennesker, var det for mig som at se SAND lykke beskrevet bedst muligt. Sådan skal det være, når det nu engang er det, ens instinkter påbyder én at gøre. Jeg mener nemlig, at krop og sjæl er forbundet i øjeblikke med sand lykkefølelse.
Man ser noget af det samme i dette foto af Stephen Hawking, der så at sige har mistet sin krop til en forfærdelig sygdom, men som pludselig får mulighed for (helt konkret) at svæve.

Uden hjælp fra de to herrer i billedet kunne Stephen Hawking ikke gennemføre denne episke flyvetur, men sand lykke en nu merer en aktiv proces, hvor man selv er med og ikke bare får det forærende af andre. Dér tror jeg, at mange - især kvinder - begår den fejl, at de forventer at blive GJORT lykkelige af andres handlinger. Den form for lykke ser jeg som noget meget, meget skrøbeligt, der kan blive taget fra én når som helst, og fordi man ikke selv har været en del af skabelsen af denne lykke, sidder man tilbage, tom og deprimeret.

Paradoksalt nok kan fråds og gnasken-gumlen fylde en med en dyb lykkefølelse. Serotoniner frigøres, og sjælen fatter nyt mod, samtidig med at man risikerer at æde sig en pukkel til. Det er jo ikke så godt, men så kan man heldigvis opnå en følelse af lykke ved at tabe sig.

Annoncen er selvfølgelig fup, og man kan ikke undgå at blive sur, når man opdager, at det eneste, man taber, er penge.


Er beboeren af dette værelse pr. definition lykkelig? Ikke pr. definition, men måske på et andet og lavere plan, for jeg vil såmænd ikke benægte, at uden penge får vi det svært i vort samfund. Dog er jeg ret sikker på, at penge ikke er en garanti for lykke ....
Desuden er der en sandhed, vi ikke skal glemme: "Nogle skaber lykke hvor de går, andre når de går." Jep, sådan er det med det, for nogle hoverer måske ligefrem over de ikke nær så lykkelige medskabninger, der bevidner deres lykke. At skabe lykke, giver lykke, men der er inge garanti for, at det lykkes i alle tilfælde, faktisk glipper det nok oftere.
Hvis man skal forsøge at definere lykke, så står man over for mange problemer. Først og fremmest mangler der jo altså en definition, som alle kan blive enige om. Lykke kan altså ikke vejes og måles eller bestemmes mht. bestanddele eller holdbarhed. Det er noget individuelt, der veksler fra menneske til menneske, så en videnskabelig definition er altså umulig. Sært nok, når nu det er noget, som alle verden over ønsker og leder efter.
Flosklen "jeg vil gøre dig lykkelig" hører til en almindelig omgang kurmageri, og det er nok også noget, som den, der siger det, virkelig mener. Han/Hun ØNSKER at gøre den anden part lykkelig, men projektet er næsten altid dømt til at mislykkes, fordi de er to forskellige mennesker med hver deres opfattelse af et lykkeligt liv. Hvor han måske er vild med hurtige biler, så elsker hun babyer og drømmer om at få 10 styks, hvilket ville gøre ham desperat og dybt ulykkelig.

Lykken tilmed lunefuld, som det fortælles i en gammel schlager, så man skal nok være forsigtig med at forvente for meget af den. Foreløbig kan man måske nøjes med at glæde sig over, at "enhver er sin egen lykkes smed" .....





















torsdag den 16. april 2020

Industrispionage


Industrispionage går meget længere tilbage i tiden, end man vist normalt tænker over. I den gamle, italienske by Sybaris klagede de allerfineste kokke således over, at deres rivaler inden for kokkekunsten stjal deres madopskrifter, når der blev afholdt fornemme banketter. Dette skete vist nok omkring 850, og klage førte til opfindelsen af en form for tidsbegrænset "copy-right".
Jeg tvivler dog på, at selv så mange copy-rights kan hjælpe på selve problemet. Denne specielle tyveriform fortsatte nemlig op igennem historien, bare med andre ting. F.eks. var der de dristige, kristne munke, der stjal silkeorme i Kina og transporterede dem hjem i deres udhulede stokke. På den måde brød de kinesernes monopol på det lukrative silke-marked. Desuden var der nogle franske gejstlige, der stjal opskriften på, hvordan man laver porcelæn, og endnu engang gik det ud over de dygtige kinesere. Englænderne behandlede dem heller ikke for godt, da den skotske botaniker Robert Fortune fandt en nyttig lærdom vedr. driften af teplantager i Kina.

Det kan virke som en avanceret sport, at alle mulige har udspioneret fremmede lande og derpå har bragt deres nyvundne viden tilbage til deres hjemland. Andre, som f.eks. den engelske emigrant Samuel Slater, gjorde gik dog den modsatte vej: han tog sin viden om tekstil-fremstilling med sig fra England, hvor han var født og opvokset, til sit nye, selvvalgte land, nemlig USA. I England kunne den slags forræderi medføre dødsstraf, men Slater skaffede sig en levevej i sit nye land og var ligeglad med, at englænderne rasede imod ham og gav ham øgenavne.

Senere bliver spionagen mere og mere avanceret, og alle oplysninger om f.eks. den amerikanske traktor Fordson, der fabrikeredes på Ford Motor Co., bliver let og "elegant" ført til USSR fra USA. Alle mulige spionerer på alle mulige andre for at sikre sig de nyeste opfindelser inden for elektronik og bioteknologi. Det bliver vildere og vildere, og det lader til, at ingen for alvor forventer at kunne stoppe det.
Nogle af de nye produkter fra ikke særlig vestligt-venligsindede lande som f.eks. Kina virker også direkte truende, som om deres produkt i sig selv er spionudstyr. Således har Huawei med deres 5G-system, (som jeg ikke forstår en pind af) tilsyneladende mulighed for at benytte sig af en (angiveligt) indbygget overvågningskapacitet, der skulle være speciel for dette mærke. Der er dem, der påstår, at Huawei derved bliver i stand til at manipulere internetforbundet elektronik. Det lyder slemt, og i vor paranoide tid tror man det såmænd gerne: vi er gået fra udhulede stave til elektronik, og det næste bliver måske tankekontrol eller lignende ....

Den taktiske jomfrudom

Der har været mange gætterier omkring "Jomfrudronningen", Elizabeth I af England, for var hun nu også jomfru i teknisk forstand? Man ved jo, at hun var en stor flirt, og at hun i sin ungdom var smuk og statelig. Eller rettere sagt: det siger myten om hende i hvert fald, og indtrykket understøttes af diverse billeder.
Jomfrudomme er ikke længere i særlig høj kurs i vor del af verden, så Elizabeths taktiske spil med dyd contra magt går nok hen over hovedet på de fleste af os. Hvorfor kunne hun dog ikke bare gøre som de senere russiske, regerende kejserinder, der havde elskere og såmænd også fik (illegitime) børn? Katharina II af Rusland fik således i hvert fald ét "uægte" barn, nemlig denne nydelige, lille dreng, Alexei Bobrinsky.

Den slags er der vist ingen, der mistænker Elizabeth for, selv om man har gjort sig visse tanker om nogle af hendes mandlige hoffolk. I virkeligheden er det dog langt mere interessant, at hun længe drev et politisk spil, hvor indsatsen var hendes jomfrudom og genetiske værdi. Hendes omverden - både i og uden for Englands grænser - tog for givet, at hun nok skulle blive gift med en eller anden heldig prins, for "sådan var kvindens natur jo". Den gik dog ikke med Elizabeth, for hun frygtede, at en sådan prins kunne overtage hendes kongerige og regere over det. Elizabeth kunne godt lide alle forhandlinger om overdragelsen af sin jomfrudom, men smuttede altid fra den endelige aftale, for var det slut, så var det virkelig slut, og det ønskede hun ikke. Noget, der må have været til stor skuffelse for mange ambitiøse bejlere.
Folk tog for givet, at hendes adfærd skyldtes, at hun som en ærbar jomfru var genert, men i virkeligheden trak hun forhandlingerne ud, fordi de gav hende en vis beskyttelse fra landene med de giftelystne prinser. Det kunne simpelthen betale sig for hende politisk at blive bejlet til uden at lade sig indfange af en eller anden ærgerrig ægtefælle. At der var gang i spekulationerne kan bl.a. ses af, at hendes vaskekone fik en ekstra indkomst ved at rapportere alt vedr. dronningens menstruationscyklus til fremmede magter, der drømte om, at netop deres ægteskabskandidat ville fange hendes opmærksomhed. Som en fertil prinsesse ville hun jo nemlig være langt mere værd for en eventuel ægtemand.(Noget lignende kom hendes forgænger, halvsøsteren Mary, forøvrigt ud for).
At den vrangvillige "brud" endte med at erklære sig som "jomfru-dronningen", der ikke drømte om sex og børn, må have været meget vanskeligt for samtiden at forstå.











onsdag den 15. april 2020

Når man er både han og hun - samtidig

Gudinden Afrodites søn med guden Hermes fik navnet "Hermaphroditos", men da han blev objekt for kildenymfen Salmacis lyster, så skete der ting og sager. Først afviste han den forelskede nymfe, hvilket gjorde hende så ulykkelig (og vred?), at hun uden videre forenede sig med ham ved at smelte sammen med ham. Dvs. at hans og hendes legemer forenedes, men ikke på den sædvanlige måde, når det gælder kærlighed og lidenskab. Næh-næh, hun blev i bogstaveligste forstand ét med sin elskede, og sådan forvandledes Hermaphroditos til en tvekønnet gud. Meget raffineret og særdeles avanceret, men åbenbart virksomt, for sådan forblev det.
I andre mytologier er det tvekønnede det oprindelige. Ymer i nordisk mytologi er således i stand til at avle med sig selv, og rimtudserne fødes i hans armhuler. Hvad den på mange måder specielle guddom Loke angår, så overgår han de fleste mht. skaberkraft, for han kan skifte køn efter behag og er f.eks. mor til den ottebenede hest Sleipner.

Ifølge Platon var den oprindelig form det tvekønnede, men guderne blev misundelige på disse "androgyner", som de blev kaldt og spaltede dem i to. Dette har så medført hver halvdels bestandige jagt på sin anden halvdel, sådan at de igen kan blive ét. Noget, der ofte har givet anledning til stor forvirring og almen uro.

Det er en sjov tanke, at denne nydelige fugl - en direkte efterkommer af dinosaurerne! - ikke er nær så interessant som den regnorm, den er ved at sætte til livs. Sagen er nemlig den, at disse orme er ægte hermafroditter, dvs. tvekønnede fra naturens hånd.

Ægte, menneskelige hermafroditter er yderst sjældne, men en af dem, hvis image kommer myten nærmest, er David Bowie. Han lader til at have en - påtaget eller spillet - nærmest flydende personlighed, hvilket bl.a. fremgår på dette plade-cover.

http://www.visdomsnettet.dk/o-1807/

http://denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Mennesket/androgyn

Danske dødsstraffe


Her ser vi Struensees lig udstillet efter henrettelsen i 1772. Ikke noget kønt syn og ret ubegribeligt, at folk, der kom for at se det, ligefrem tog en kikkert med.
Hvad Johann Friedrich Struensee angår, så var han en farlig forfører, der fik bragt ikke-blåt blod ind i kongerækken med den datter, Louise Augusta, han fik med dronning Caroline Mathilde.

"La petite Strunsee", som den udenomsægteskabelige prinsesse blev kaldt, fik nemlig som voksen datteren Caroline Amalie, der blev dronning af Danmark gennem ægteskabet med Christian VIII.

Ikke bare forførte Struensee dronningen, men tiltog sig også mere og mere magt over den sindssyge konge Christian VII. Det betød bl.a., at han kunne tildele sig selv nogle flotte titler samt rage diverse goder til sig. Derfor blev han væltet og derpå straffet med lovens strengeste straf, hvilket i sig selv er som en illustration til det gamle ord om, at "hovmod står for fald": han gik for vidt ....
Hvad dødsstraf angår, så blev det først afskaffet i 1930, men fik en kortvarig renæssance efter krigen, hvor der blev afsagt 78 dødsdomme og fuldbyrdet 46.

tirsdag den 14. april 2020

En flirt - eller noget i den stil ....

Jeg har en svaghed for stenalder-vittigheder, og denne har det hele, for den er både sjov, primitiv og med mange interessante paraleller til nutiden. Den minder mig faktisk om den del af min skoletid, hvor en flirt bestod i at smide papirkugler på den udvalgte. Nogle gik vist endda så vidt, at de smed vand, men det har jeg dog aldrig været ude for. Senere har jeg modtaget et par porno-billeder over Messenger, men det har nu aldrig gjort mig svag i koderne, og det bed heller ikke rigtig på mig, når en tur i byen førte mig sammen med selvglade fyre, der mente, at en øl eller to måtte være vejen til en dames hjerte.
Gad vide, hvad denne ganske flotte, Tarzan-lignende stenalderfyr her fik ud af sin "elegante" scorereplik. Måske damen syntes bedre om ham den rundryggede i baggrunden med køllen? Nogle kvinder vil jo hve syn for sagn, om jeg så må sige ....