Den taktiske jomfrudom

Der har været mange gætterier omkring "Jomfrudronningen", Elizabeth I af England, for var hun nu også jomfru i teknisk forstand? Man ved jo, at hun var en stor flirt, og at hun i sin ungdom var smuk og statelig. Eller rettere sagt: det siger myten om hende i hvert fald, og indtrykket understøttes af diverse billeder.
Jomfrudomme er ikke længere i særlig høj kurs i vor del af verden, så Elizabeths taktiske spil med dyd contra magt går nok hen over hovedet på de fleste af os. Hvorfor kunne hun dog ikke bare gøre som de senere russiske, regerende kejserinder, der havde elskere og såmænd også fik (illegitime) børn? Katharina II af Rusland fik således i hvert fald ét "uægte" barn, nemlig denne nydelige, lille dreng, Alexei Bobrinsky.

Den slags er der vist ingen, der mistænker Elizabeth for, selv om man har gjort sig visse tanker om nogle af hendes mandlige hoffolk. I virkeligheden er det dog langt mere interessant, at hun længe drev et politisk spil, hvor indsatsen var hendes jomfrudom og genetiske værdi. Hendes omverden - både i og uden for Englands grænser - tog for givet, at hun nok skulle blive gift med en eller anden heldig prins, for "sådan var kvindens natur jo". Den gik dog ikke med Elizabeth, for hun frygtede, at en sådan prins kunne overtage hendes kongerige og regere over det. Elizabeth kunne godt lide alle forhandlinger om overdragelsen af sin jomfrudom, men smuttede altid fra den endelige aftale, for var det slut, så var det virkelig slut, og det ønskede hun ikke. Noget, der må have været til stor skuffelse for mange ambitiøse bejlere.
Folk tog for givet, at hendes adfærd skyldtes, at hun som en ærbar jomfru var genert, men i virkeligheden trak hun forhandlingerne ud, fordi de gav hende en vis beskyttelse fra landene med de giftelystne prinser. Det kunne simpelthen betale sig for hende politisk at blive bejlet til uden at lade sig indfange af en eller anden ærgerrig ægtefælle. At der var gang i spekulationerne kan bl.a. ses af, at hendes vaskekone fik en ekstra indkomst ved at rapportere alt vedr. dronningens menstruationscyklus til fremmede magter, der drømte om, at netop deres ægteskabskandidat ville fange hendes opmærksomhed. Som en fertil prinsesse ville hun jo nemlig være langt mere værd for en eventuel ægtemand.(Noget lignende kom hendes forgænger, halvsøsteren Mary, forøvrigt ud for).
At den vrangvillige "brud" endte med at erklære sig som "jomfru-dronningen", der ikke drømte om sex og børn, må have været meget vanskeligt for samtiden at forstå.