Forleden aften omkring midnat, hvor jeg så småt var i gang med at forberede natten, men bare var for træt til virkelig at gøre alvor af mine planer, fik jeg en uventet visit: en edderkop, vist nok af "stankelben"-arten. Den løb hen over min ene hånd, og jeg blev forskrækket, men fik mig dog taget sammen til at forsøge at fange den, også fordi jeg befandt mig nogle få meter fra min seng, hvor jeg kunne forestille mig, at den ville søge hen.
Fordi jeg ikke ville skade den, fik den mulighed til at smutte fra mig, og jeg tilbragte en meget urolig nat, for hvor var den blevet af? Havde den søgt tilflugt i min seng, uden at jeg havde opdaget den? Gemte den sig et andet sted, hvor den helst ikke skulle befinde sig?
Allerførste gang jeg så den var på badeværelset, (dog ikke bag min tandbørste), og allerede dengang havde den held til at flygte. Hvis ikke det var, fordi jeg føler en vis sympati for edderkopper, så havde jeg på det tidspunkt klasket den, men det gør jeg faktisk aldrig: edderkopper er i mine øjne ikke ækle, men fascinerende.
Nå, men "mit" stankelben havde altså undgået mig endnu engang og kunne (teoretisk set) befinde sig i min seng. Jeg ledte og ledte, men fandt den ikke, hvilket dog ikke gjorde mig tryg, for den KUNNE jo have gemt sig mange mærkelig steder i eller omkring sengen.
Nok kan jeg lide edderkopper, men ville den være egnet som en fremtidig husfælle? Nej, for jeg ville altid være bange for at komme til at træde på den eller at møde den steder, hvor den IKKE hører hjemme. Ergo: da jeg i dag fandt den i min næsten nedbrudte bogreol, fik jeg den gelejdet over i et bæger med låg og derpå båret ned i gården. Nu kan jeg så til gengæld gøre mig mange tanker om, hvorvidt en af de mange edderkop-fjender gør has på den, eller om den bliver ædt af en af beboernes hunde. Ih, altså de bekymringer dyreelskere uforvarende får med insekter ....
De næste
Ingen kommentarer:
Send en kommentar