Det sker, at tegn gør det ud for ord, og her tænker jeg ikke på tegnsprog, men på en anden og mere umiddelbar form for kommunikation. Jeg oplevede det for et par år siden på en kirkegård, hvor jeg ville tappe vand fra en vandhane, der var opstillet til brug for de besøgende. Det var dog lidt svært at komme til, da en superglad og vildt begejstret skade badede i det vand, der havde samlet sig under hanen. Den sprøjtede og gjorde ved og udgjorde faktisk et perfekt og meget smukt billede på sand livsglæde.
Medens jeg stod og betragtede den begejstrede fugl, var der en anden, der betragtede mig, nemlig en ældre, vakkelvorn dame med en stok. Hun havde en fantastisk udstråling af visdom og venlighed. Det var tydeligt, at hun forstod situationen, og at hun håbede, jeg ville vente med at fylde vandkanden, til fuglen havde badet færdig. Hendes ansigt udtrykte dette ønske, og jeg forstod hende, for sådan følte jeg selv, men jeg havde ikke tid til at vente, for blomsterne, som jeg skulle vande, trængte til vand, og jeg havde faktisk travlt. Derfor besluttede jeg mig for at gøre det, jeg var der for, hvilket selvfølgelig fik fuglen til at lette, både våd og forskrækket.
Da jeg skævede til damen, så hun ikke bebrejdende, men nærmest sorgfuld ud, hvilket fortalte mig, at denne hverdagsbegivenhed, hvor mennesket tilsidesatte et dyrs behov for sine egne, virkelig rystede hende. Min samvittighed blev måske ikke sort som kul, men den blev unægtelig noget gråmeleret, og jeg tænker på det, hver gang jeg besøger vandhanen for at hente vand til de tørstende blomster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar