Tvangstanker

Tænk, at være spærret inde i sin egen hjernekiste, hvor tvangstankerne rumsterer - skrækkeligt!!!!!
Da jeg læste om dette fænomen første gang, gennemgik jeg straks mine egne vaner for at se, om også jeg hører til de stakler, der lider af OCD (Obsessioner = tvangstanker, Compulsioner = tvangshandlinger, Disorder = forstyrrelse/sygdom). Resultatet var: hvis der er noget, så skjuler det sig i tågerne, selv om jeg da har en hel del dårlige vaner som f.eks. min tendens til at bande, så det står mig om ørerne, når jeg bliver gal ....
Nå, men jeg tror heller ikke, jeg kender nogen, der er så langt ude, at de ligefrem kvalificerer sig til denne diagnose, (for det er jo en sygdom), men måske nok nogle, der har sære vaner. F.eks. kendte jeg engang en (nu afdød) dame, der havde det med at pille fnug af blusen - uden at der var noget. Hun kunne drive visse andre til vanvid ved at sidde på den måde, og der var faktisk én i hendes omgangskreds (dog ikke mig!), der havde det med at drille hende med det. Vedkommende påtalte det også over for andre, hvilket jeg syntes var tarveligt.
Jeg har hørt om folk, der gør sig store anstrengelser for ikke at træde på mellemrummene på en sti med fliser, eller som netop gør en masse for at ramme disse steder. Begge dele forekommer mig sært, men heller ikke mere. Herregud, de skader jo ikke nogen med den slags vaner, og det er det, der tæller for mig. Fnug eller fliser, der udvikler sig til en fiks ide, gør mig ikke bekymret for folks mentale sundhed.
Tvangshandlinger og ritualer som konstant at skulle frisere sig, vaske hænder eller tjekke, om man nu også har låst efter sig om og om igen forekommer mig ret uskadelige, men måske nok generende for den enkelte. Hvis man derimod ikke kan sove eller stå op uden at at have gjort noget bestemt, fordi man tror, det skaber uheld eller fare for én selv eller andre, ja, så er man efter min mening ilde faren. Kan man overhovedet tvinge sig selv ud af sådan et mønster? Det er der vist delte meninger om, og jeg formoder, at det er op til den enkelte, hvilket ikke ligefrem gør det nemmere.
Der er dem, der hævder, at det eneste, der hjælper på OCD, er kognitiv adfærdsterapi. Faktisk er der dem, der mener, at ca. 70 % af de syge kan blive hjulpet på den måde, men at de færreste slipper helt af med deres symptomer.