Den djævelske "moderkærlighed"

Denne franske aristokrat, Madame Louise Monnier, var højt respekteret af den parisiske overklasse, hvor hun færdedes.Hun var meget velhavende og gav rundhåndede bidrag til de trængende, hvilket  skaffede hende anerkendelse i de fornemme cirkler, hvor hun og hendes søn, Marcel, færdedes. 

Hun var stolt af sin søn, for han havde klaret sig godt og var blevet advokat. At hun også havde en datter ved navn Blanche var ikke blevet glemt, for hun var kendt som en smuk, blid og venlig pige, som alle kunne lide.

Mystisk nok var der ingen, der havde set den yndige, unge pige i mere end 20 år, så hvor var hun? Tjah, hvad med at kigge lidr nærmere på hendes mors hus med de mange værelser? I et af de mindste lå der nemlig en udtæret og mere eller mindre halvdød, midaldrende kvinde gemt. Hendes fangevogter var ingen anden end den fornemme og respekterede Madame Monnier, der tragisk nok var. hendes mor, for hun synes at have været helt uden moderkærlighed, når det gjaldt Blanche.

Den bedårende Blanche havde hele livet foran sig, da hun som 25-øårig blev forelsket i en mand, som hendes mor bare ikke kunne acceptere, for han var fattig og ikke så fornem som Monnier-familien. At Blanche ikke ville opgive sin kærlighed betød imidlertid, at hendes mor og bror besluttede at holde hende indespærret i et lille, uhumsk værelse, hvor hun efterhånden forvandledes fra en skønhed til noget, der lignede et skelet med hud på.

Hendes elskede var død pludseligt i 1885, så han var uden skyld i, at hun ikke blev fundet før 1901, fordi en behjertet sjæl sendte et anonymt brev til politiet. Da ordensmagten tiltvang sig adgang og fandt hende, lå hun helt nøgen i et lille-bitte værelse, dækket af rester af afføring og andre uhumske ting. Det levende skelet vejede kun 25 kg, for hun var "selvfølgelig" også blevet sultet og havde kun fået mad med en lille ernæringsværdi.

Sagen vakte stor opmærksomhed, og da Madame Monnier så sin datter befriet - og selv blev arresteret - blev hun syg og døde to uger senere. Hvad Marcel angik, så mente myndighederne ikke, at hans mentale tilstand gjorde ham egnet til straf. Problemet var også, at det, mor og søn havde gjort, ikke var omfattet af loven, for der var ingen fortilfælde. Man vidste åbenbart ikke, hvad man skulle stille op med en sådan forbrydelse, og hvor man først ønskede at retsforfølge Marcel og hans mor, så opgav man det nødtvungent. At hans søsters liv var blevet spildt på denne modbydelige måde var bare noget, der skete. 

Det eneste, man kunne gøre, var at anbringe stakkelse Blanche på et sindsygehospital, for hendes 25 år lange indespærring havde selvfølgelig haft alvorlige følger for både hendes fysiske og psykiske helbred. Hun blev aldrig rask, men døde som 63-64-årig på hospitalet i 1913.