Der var engang - eller var der nu også det?

Man må formode, at afdøde har trukket vejret, spist og været på potten ligesom alle andre, samt at han har et personnummer og er blevet afkrævet skat, etc. - Ergo: han eksisterede, men levede måske ikke, som han havde talent og tilbøjelighed til. Masser af mennesker følger bare i andres fodspor, og har det helt fint med det, for "sådan har det jo altid været, og det, der var godt nok til mine forfædre, er også godt nok til mig".
Bliver de grebet af en indre uro, der fortæller dem, at der altså er andet her i livet end nærmest at genleve den samme dag, om og om igen? Måske, men jeg er ikke sikker, og det forarger mig faktisk ikke, at der findes sådanne mennesker. De fleste af dem har sikkert følt en indre glæde over at fylde den plads, de anser for deres, med punktlighed og trofasthed over for de gældende forestillinger om sømmelighed. Desuden: for at bebrejde dem for ikke at gøre andet, må man først anerkende tanken om, at de fra starten har været udset til noget andet, nemlig af et guddommeligt princip. Tror man på det, ja, så kan man have noget at anklage dem for, ellers ikke ....