Ord gyder altså ikke, men det gør fisk. Til gengæld skaber de (formentlig) ikke nye ord og udtryk, men det gør vi. Vi har også en tendens til at omformulere ord, så de betyder noget ande, end det de gjorde oprindelig. Det gælder bl.a. ordet "kælling", der i sin tid betød "en lille, god og kærlig kvinde". Nu står ordet for det modsatte og har tilmed også en bibetydning: gammel og grim.
En gammel, slidt kvinde som hende her kan tilmed få tilnavnet "krage". Grove løjer, for hun ligner én, der har haft et hårdt liv, som hun bør hædres for.
Nye ord ser dagens lys, idet de ofte skabes i pressen. "Væredygtighed" synes jeg er et flot ord, og jeg ved lige præcis, hvad det betyder. En "hverdagsbetjent" har jeg aldrig hørt om, for en betjent er vel en betjent, hvis han/hun altså er ansat i en sådan stilling inden for ordensmagten.
"Karantæneramt"? Ja, mon ikke og ih, hvor er det træls!!! Et andet meget let forståeligt nyt ord er "coronakilo", for det med nye overflødige kilo er jo desværre en del af corona-oplevelsen.
Det er fantastisk, at mennesket tilsyneladende altid finder ord for deres oplevelser. Gad vide, om det også ville ske for en eneboer i en afsides hule, hvor han/hun ikke havde kontakt med andre mennesker. Faktisk tror jeg, at det er tilfældet, for en eneboer kan også gøre det, som jeg selv gør oftere og oftere, nemlig at tale med mig selv. Gang på gang studser jeg over den evindelige knever, som jeg lægger ører til, for så at opdage, det er mig selv, der meddeler mig selv et eller andet fra indersiden af mit hoved ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar