onsdag den 29. april 2020

Historiens værste skiderik

OK, dem er der nogle stykker af, selv om mange sikkert vil se Hitler som den værste. Som det ses er denne overbroderede herre dog ikke den tyske skiderik, men den belgiske konge, Leopold II (1835-1909). Han var såmænd den konge, der har siddet længst på den belgiske trone, som han indtog i 1865. Magen til modbydelig karl skal man lede efter, og han satte træskoene alt for sent.
Det, Leopold vil blive husket for, var hans behandling af befolkningen i den afrikanske stat Congo. Belgien og Congo er ikke ligefrem naboer, men Leopold fik lagt beslag på dette afrikanske land med hjælp fra den berømte opdagelsesrejsende, Henry Morton Stanley. Det blev tilmed sanktioneret ved Berlin-konferencen i 1884-1885, hvor hans krav autoriseret, fordi han angiveligt skulle "forbedre" den indfødte befolknings levevilkår. En betingelse, som denne opstyltede Hans Majestæt ikke bare blæste på, men latterliggjorde gennem sin behandling af disse mennesker, hvis liv og stat han havde annekteret. For ham var og blev de undermennesker, og det, det gjaldt om, var at fylde de kongelige lommer mest muligt. Noget, der foregik gennem udnyttelsen af landets råstoffer. Han bevægede sig fra indsamling af ibenholt til en gummiproduktion, der involverede tvangsarbejde "krydret" med vold, mord, lemlæstelser og andre ubegribelige overgreb.

Hvis der ikke blev produceret så meget gummi, som Leopold havde forventet, blev arbejderne straffet, som regel med amputationer af deres højre hånd. Hvordan dette skulle kunne få mere gang i arbejdet er ret uvist og må derfor tilskrives Leopolds sadisme og menneskeforagt. Der er uenighed om det nøjagtige tal, men man mener, at mellem 1-15 millioner indfødte congolesere mistede livet på grund af belgiernes fremfærd.
Eftersom Leopold var stifter af og ene-ejer af det, der blev kaldt "Congo Free State", falder ansvaret på ham. I 1908 overtog den belgiske stat administrationen af det, der hidtil havde været Leopolds private legeplads.



https://www.npr.org/2018/09/26/649600217/where-human-zoos-once-stood-a-belgian-museum-now-faces-its-colonial-past

Ingen kommentarer:

Send en kommentar