Buttede barnekinder og familieidyl, så må det være Carl Larsson, og han er stadig elsket for det godt hundrede år efter sin død i 1919. Vi kan lide at se familien udfolde sig med dagligdags sysler i en atmosfære af kærlighed, flid og samhørighed, og det er der jo ikke noget at sige til. Hvis man skraber lidt i overfladen, opdager man imidlertid revner og sprækker i idyllen, som billederne ikke fortæller noget om.
Et par af hans kultegninger kan godt virke lidt dystre, men det er også det nærmeste, han kommer til at tegne eller male de dæmoner, der greb ham en gang imellem, når hans manio-depression brød igennem den idylliske facade. Vincent Van Gogh er min yndlingsmaler, og hans billeder griber mig umiddelbart, for de fortæller en historie, men med Carl Larsson standses man allerede ved overfladen: hertil og ikke længere, for alt er godt, og sådan skal det forblive ....
Billederne fra Carl og Karin Larssons hjem Lilla Hyttnäs i Dalarna er glansbilleder, og det skal de såmænd også have lov til at være, for de fortæller om et ideal, mange mennesker kan nikke genkendende til: gid det dog var sådan ....
Selv havde han ikke bare en alvorlig sygdom, men også en baggrund med fattigdom samt nederlag inden for kunsten. Han blev ikke maler af historiske motiver, men blev virkelig god til at fortælle historier om det borgerlige drømmeliv - det iscenesatte liv, hvor ikke mindst hans hustru Karin optræder som statist. Hun havde selv haft ambitioner som maler, men opgav dem for at støtte sin mand og lade sig forvandle til den selvopofrende hjemmets engel, som han ønskede at se hende som.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar