Når man er dansker-chauvenist

Lad mig sige det på den måde: jeg er glad for at være dansker og skandinav, når jeg sammenligner vore vilkår med mange andre landes. Derfor har jeg også kunnet gribe mig selv i at synge vor pris over for bl.a. amerikanere, idet jeg mener, at USA er et land, der den ene gang efter den anden tipper over i forhold og fænomener, der ikke er gode.
Ikke, at vi er engle, for vi har da bl.a. haft en Peter Lundin og Peter Madsen samt mange andre af samme skuffe før deres tid, men intet i stil med skoleskyderiernes, de tilfældige mords, pædofiliens hærgen, etc., etc., som man kan finde i USA. Det skyldes måske, at vi ikke har en slap våbenlov, men jeg vælger nu at tro, det har noget med vores nationalkarakter at gøre. Folk kan grine ad sådan en påstand, men jeg tror på det, og jeg tror også, at ting som vort frisind, juridisk definerede kønsligestilling, almen tolerance, (som det dog kan knibe med i visse tilfælde), frihed mht. tale og skrift samt en eller anden form for tillidsfuldhed er en del af vor nationalkarakter. Vi er kort sagt nogle herlige personer, og det er mig en gåde, at ikke langt flere lande følger vort eksempel med et (lejlighedsvis) velfungerende velfærdssamfund.