Sådan kan man godt forestille sig Margery Kempe (c. 1373-c. 1438) med pen og blæk, men sådan gik det ikke for sig, da hun skrev det, der af de fleste regnes for den første autobiografi på engelsk. Hun har formentlig ikke fået nogen form for boglig undervisning og lader ikke til at have kunnet hverken læse eller skrive, for præster læste de religiøse skrifter for hende, som hun ærede hele livet. Jamen hvordan bar hun sig så ad som forfatter? Hun dikterede såmænd sin bog til skrivere i 1420'erne.
Denne bog kunne have været en skildring af hendes liv som hustru og mor til mindst 14 børn, men den indeholdt meget andet som f.eks. redegørelsern for hendes dybe, religiøse tro. Som en god katolik så hun de mystiske oplevelser, hun havde, som et udtryk for en guddommelig mening med hende og hendes liv, og det har måske været denne overbevisning, der fik hende til at nedfælde dem.
Noget, hun tit refererer til, er de samtaler, hun mente at have med Jesus, der åbenbart ofte viste sig for hende. Alle hendes visioner og den højlydte gråd, kramper, sukken og stønnen, disse referater gav anledning til, førte imidlertid til, at hendes omgivelser reagerede negativt på hende. På et tidspunkt blev hun ligefrem fængslet og truet med tortur i form af voldtægt. Dette lader dog til at have blevet ved truslerne.
Hun blev imidlertid flere gang anklaget for kætteri, men blev aldrig dømt. Grunden til disse anklager var, at mange af hendes aktiviteter som f.eks. hendes brug af hvidt, så det virkede, som om hun ville spille nonne. At hun påstod, at hun ikke bare kunne bede for afdøde sjæle i skærsilden, men også afgøre, hvem der var fordømt, og hvem der var frelst, var en alvorlig overskridelse af reglerne for en kristen kvindes gode opførsel. En hel del af hendes offentlige adfærd blev også set som et klart brud på Paulus' forbud imod kvinder, der præker. Det værste har dog nok været, at hendes tro på en personlig forbindelse med Jesus fik det til at virke, som om hun fremhævede sig selv og påstod, at hun stod over andre.
Hendes bog begynder med en beskrivelse af den vanskelige fødsel af hendes første barn, hvilket får én til at tænke på 1970'ernes og 1980'ernes bekendelseslitteratur. I hendes bog indgår denne fødselsoplevelse som et led i en religiøs oplevelse af, hvordan Jesus er hende nær som trøster og redningsmand. Senere fortæller hun om de seksuelle fristelser, som hun mente at burde tage afstand fra, selv om hun jo var gift. Desuden led hun af en slem jalousi imod andre kvinder, der bekymrede hende, men som hun ikke sådan lige kunne gøre sig fri af.
Efterhånden blev hun grebet af en dybere og dybere religiøs stræben. Det betød, at hun ønskede at leve et religiøst liv, hvor hun udelukkende bestræbte sig på tilbedelse af Jesus. For hende betød dette, at hun måtte overtale sin mand til at acceptere, at de begge skulle leve i cølibat. Noget, han åbenbart gik med til.
Som ikke-katolik kan man ikke lade være med at undre sig over Margery Kempes tankegang og selvforståelse. Det er så langt fra vores opfattelse af virkeligheden, at man faktisk har brug for en form for oversættelse. Bogen har været forsvundet i flere århundreder, og blev først genfundet i 1934. Den er anerkendt som et værk af stor historisk værdi, men man skal virkelig indstille sit hoved på en speciel oplevelse for at få andet ud af den end undren ....
https://www.atlasobscura.com/articles/the-first-woman-to-publish-a-book-in-english-lived-in-a-room-attached-to-a-church-and-walled-off-from-the-rest-of-the-world?utm_source=facebook.com&utm_medium=atlas-page&fbclid=IwAR0p5ABaaI_bXbm0X9uborg0RdoIHPfJTbazRXpKedk82d1HrV9jW2e1A0E
https://www.theguardian.com/books/2015/may/08/archive-find-shows-medieval-mystic-margery-kempes-autobiography-doesnt-lie
Denne bog kunne have været en skildring af hendes liv som hustru og mor til mindst 14 børn, men den indeholdt meget andet som f.eks. redegørelsern for hendes dybe, religiøse tro. Som en god katolik så hun de mystiske oplevelser, hun havde, som et udtryk for en guddommelig mening med hende og hendes liv, og det har måske været denne overbevisning, der fik hende til at nedfælde dem.
Noget, hun tit refererer til, er de samtaler, hun mente at have med Jesus, der åbenbart ofte viste sig for hende. Alle hendes visioner og den højlydte gråd, kramper, sukken og stønnen, disse referater gav anledning til, førte imidlertid til, at hendes omgivelser reagerede negativt på hende. På et tidspunkt blev hun ligefrem fængslet og truet med tortur i form af voldtægt. Dette lader dog til at have blevet ved truslerne.
Hun blev imidlertid flere gang anklaget for kætteri, men blev aldrig dømt. Grunden til disse anklager var, at mange af hendes aktiviteter som f.eks. hendes brug af hvidt, så det virkede, som om hun ville spille nonne. At hun påstod, at hun ikke bare kunne bede for afdøde sjæle i skærsilden, men også afgøre, hvem der var fordømt, og hvem der var frelst, var en alvorlig overskridelse af reglerne for en kristen kvindes gode opførsel. En hel del af hendes offentlige adfærd blev også set som et klart brud på Paulus' forbud imod kvinder, der præker. Det værste har dog nok været, at hendes tro på en personlig forbindelse med Jesus fik det til at virke, som om hun fremhævede sig selv og påstod, at hun stod over andre.
Hendes bog begynder med en beskrivelse af den vanskelige fødsel af hendes første barn, hvilket får én til at tænke på 1970'ernes og 1980'ernes bekendelseslitteratur. I hendes bog indgår denne fødselsoplevelse som et led i en religiøs oplevelse af, hvordan Jesus er hende nær som trøster og redningsmand. Senere fortæller hun om de seksuelle fristelser, som hun mente at burde tage afstand fra, selv om hun jo var gift. Desuden led hun af en slem jalousi imod andre kvinder, der bekymrede hende, men som hun ikke sådan lige kunne gøre sig fri af.
Efterhånden blev hun grebet af en dybere og dybere religiøs stræben. Det betød, at hun ønskede at leve et religiøst liv, hvor hun udelukkende bestræbte sig på tilbedelse af Jesus. For hende betød dette, at hun måtte overtale sin mand til at acceptere, at de begge skulle leve i cølibat. Noget, han åbenbart gik med til.
Som ikke-katolik kan man ikke lade være med at undre sig over Margery Kempes tankegang og selvforståelse. Det er så langt fra vores opfattelse af virkeligheden, at man faktisk har brug for en form for oversættelse. Bogen har været forsvundet i flere århundreder, og blev først genfundet i 1934. Den er anerkendt som et værk af stor historisk værdi, men man skal virkelig indstille sit hoved på en speciel oplevelse for at få andet ud af den end undren ....
https://www.atlasobscura.com/articles/the-first-woman-to-publish-a-book-in-english-lived-in-a-room-attached-to-a-church-and-walled-off-from-the-rest-of-the-world?utm_source=facebook.com&utm_medium=atlas-page&fbclid=IwAR0p5ABaaI_bXbm0X9uborg0RdoIHPfJTbazRXpKedk82d1HrV9jW2e1A0E
https://www.theguardian.com/books/2015/may/08/archive-find-shows-medieval-mystic-margery-kempes-autobiography-doesnt-lie