Amerikaneren der blev gift med en konge

En konge abdicerer, fordi hans elskede ikke kan blive dronning - jamen er det ikke rørende med sådan en opofrelse på kærlighedens alter? Jo, det kunne det måske have været, hvis ikke det havde været for det faktum, at den ene part måske nok elskede, men at den anden højst sandsynligt først og fremmest lod sig elske for at opnå status og gode forbindelser i det, der betød så meget for hende, nemlig "de kendtes verden".

Wallis Simpron (1896-1986) var enebarn og blev født som Bessie Wallis Warfield i Baltimore, idet det formentlig var hendes ankomst, der gjorde, at forældrene giftede sig. Hendes far døde kort efter hendes fødsel, og hendes mor blev understøttet af rige familiemedlemmer, især en velhavende svoger, der f.eks. også betalte for sin velbegavede nieces skolegang.
Da Wallis giftede sig med flådeofficer Win Spencer, var det ikke nogen succes, og i hendes andet ægteskab, nemlig med Ernest Simpson, havde hun forskellige affærer, bl.a. med Edward, Prinsen af Wales, der blev regnet for den tids hotteste ungkarl. Egentlig havde hun "hugget" ham fra en af sine veninder, da hun måtte tage til USA i et familieanliggende, men det, der måske var tænkt som en enkelt episode, udviklede sig til en kongelig passion. Edward var vild med hendes amerikanske mangel på (ydre) respekt for hans fornemhed og lod sig glad dominere af hende i småt og stort.

Mange fandt det sært, for egentlig køn var hun ikke, men der går stadig rygter om, at hun "kunne noget på lagnet", der i den grad appellerede til den fremtidige konge, at han blev mere og mere betaget, også selv om hun formentlig var ham utro, bl.a. med den nazistiske, tyske ambassadør i London, Joachim von Ribbentrop.

Georg VI og hans dronning, Elizabeth, med deres nyfødte datter, Elizabeth II

Hvorom alting er, så valgte Edward - nu kong Edward VIII - at abdicere til fordel for sin bror, George, der blev kong George VI, medens han selv blev forvandlet til Hertugen af Windsor. Så snart skilsmissen fra Ernest Simpson var gået igennem, giftede Wallis sig med Edward, hvis bror, Kong George VI, udnævte ham til guvernør over Bahamaøerne, hvor Wallis faktisk gjorde det udmærket som guvernørfrue med mærkesager inden for børnevelfærd og Røde Kors.
Efter fem år på denne post indledte de deres omkringflakkende og dybest set meningsløse jetset-liv i Europa, men inden da havde de nået at blamere sig med et besøg hos Hitler, som Edward havde sympati for, ikke mindst fordi han behandlede hans kone som en virkelig kongelig højhed. Noget, det skortede med alle andre steder. Faktisk var hun enormt upopulær i England og alle kongelige kredse, da hun ligefrem blev mistænkt for at være spion for Tyskland samt ude efter hævn, fordi Edward måtte abdicere, og hun ikke blev dronning.

I årene fremover opstod der gang på gang rygter om deres nazistiske holdning, og deres nabo i Paris, Oswald Mosley, der havde oprettet The British Union of Fascists (BUF), har senere sagt, at hun udtrykte bitterhed over Hitlers fiasko, "fordi han burde have haft frie hænder til at knuse kommunismen i Østeuropa". Det lyder slemt, men skrækken for - og kampviljen imod -kommunismen var en del af mange menneskers ideologi dengang, så de bør man tage med i sine betragtninger over hende og hendes personlighed.
Efterhånden skete der en foprbedring af forholdet mellem hertugparret og hans royale skægtninge. De besøgte flere gange dronning Elizabeth II og andre familiemedlemmer, ligesom prins Charles og hans daværende kone, prinsesse Diana, også besøgte dem i Paris. I mellemtiden havde der dog været rygter om hendes utroskab med jetsetteren Jimmy Donahue, der ellers var kendt som bøsse. (Noget, han imidlertid benægtede, bl.a. med henvisninger til sin "fire år lange affære med Wallis").

Hvorom alting var, så blevWallis, der ellers altid havde været så utrolig kvik, desværre med årene mere og mere dement. Noget, der vist nok startede med Edwards død af cancer i 1972. Som gammel og skrøbelig blev hun desuden udnyttet af forskellige personer, der var ansat til at hjælpe hende, bl.a. hendes franske advokat, Suzanne Blum. Hun faldt også og brækkede den ene hofte to gange, hvilket kan være en medvirkende årsag til, at hun sjældent forlod sin bolig.

Der findes nogle meget sørgelige billeder fra hendes alderdom, hvor hun tydeligvis ikke længere er rigtig til stede i sin egen krop. Hun fik ingen besøg, for hvad skulle hendes gamle jetset-venner med en aldrende, dement hertuginde, der ikke længere var "in"? Man kan sige, at hendes alderdom udstillede tomheden i hendes liv, for hvor blev alt det strålende og skinnende, som hun havde elsket dog af? Det var der ikke længere ...

Da hun aldrig rigtig havde givet meget til veldædige formål, undrede det mange, at meget af indtægten fra salget af hendes formidable smykke-samling gik til den slags efter hendes død. Auktionen på Sotheby over smykkerne - og måske også andre af hendes ejendele - indbragte iøvrigt $45 millioner.

Fedlinge og frådseri

Et ansigt, der stråler af glæde ved det guf, han har i favnen ....

Det er blevet sagt, at fedtceller i personaliceret form ville fremstå som bedsteforældre, der forkæler deres børnebørn helt vildt. De forsøger nemlig konstant at få deres specielle fedling til at tage en bid mere af usunde ting, medens de samtidig hamstrer kæmpe-forråd af vitaminer, som de aldrig giver videre til selv samme børnebørn.

At proppe sig i ny og næ er unægtelig ganske fornøjeligt, men problemet er, at vore kroppe ikke er designet til at "puge" fedtvæv som en gnier puger penge og samtidig være sunde. Det er virkelig et enten-eller-valg, hvilket sådan set burde gøre det nemmere for os, men det gør det bare ikke. Sagen er jo den, at guf smager godt, og vore smagsløg kræver sit ...

Halløj dame, det er en fælde, for kvindeligt fedtvæv, som du tydeligvis har rigeligt af, nøjes ikke med at bevare østrogen, men producerer det sørme også selv. Noget, der så forøger en kvindelig (og måske også mandlig?) fedlings risiko for brystcancer. Ikke lige det, man har brug for at høre oven på et dejligt kageorgie ....

Vores kroppes stofskifte kører typisk på 2000-2500 kalorier om dagen, hvis man er en kvinde, men mere hvis man er en mand, især hvis han har fysisk krævende arbejde. Som et udtryk for naturens  uretfærdighed indeholder mænd (generelt set) mere muskelvæv end kvinder. Dette er "aktivt væv", fordi det forbruger en del af sig selv gennem sin egen vedligeholdelse. Magen til uretfærdighed skal man lede efter, men Moder Natur har selvfølgelig et formål med at udstyre kvinder med mere fedtvæv. Da vores biologiske opgave er en anden end mandens, er det vigtigt, at vi ikke hverken dør af kulde eller forbruger den oplagrede energi, der er vore reserver under hungersnød. At dette fedtvæv typisk nok befinder sig som et lag "passivt" lag af fedt overalt på kroppen er uheldigt i vores fitness-fikserede tid. Naturen mener os det sikkert godt, men moden dikterer noget andet ud fra helt andre kriterier ....

Desværre har kager og slik jo også den irriterende bivirkning, at de får ens blodsukker til at stige meget hurtigt, hvorefter det styrtdykker til et lavt niveau. Det gør så, at man får et stærkt behov for at proppe noget mere i hovedet - og på sidebenene - hvilket holder skruen uden ende i gang.

Gør de nu også det? Jeg tvivler, selv om totalt afpillede personer af alle køn nok ikke gør det meget bedre.

Én ting er dog ens helbred, der kræver, at man ikke er svært overvægtig, og ens udseende, der nu bygger på forestillingen om en idealkrop, der er slank og uden fedtaflejringer. Sådan var det ikke før i tiden, hvor kvinder skulle have både til gården og gaden for at regnes for sexede.

Denne dame vil også i tynd udgave helt afgjort blive regnet for flot i vore dage, men annoncen viser, at for ikke så forfærdelig længe siden brød hendes oprindelig meget slanke krop med alle skønhedsidealer. Så må man spørge sig selv, om det er moden eller helbredet, der skal diktere ens BMI ....

https://www.truthaboutweight.global/da/support/whats-your-body-mass-index-bmi.html?cid=pse-ga-sea-tx-tawdk_startup-bmi

 
 

Når man bare ikke KAN holde sig længere

At mænd har lettere ved at finde et såkaldt "restroom" ved vi jo, for ifølge traditionen behøver de jo bare at hive sjoveren frem og lade vandet, dér hvor de nu befinder sig, eller hva'? Her holder jeg bestemt på "hva'", for hvis det f.eks. sker i en trappeopgang, op ad en mur eller bare uden for toiletkummen, så er det altså møg-irriterende for deres omgivelser.

Fordi det er mere omstændeligt med kvinder, og de desuden blotter følsomme organer, hvilket kan give nogle mænd "gode" ideer af seksuel art, så benytter kvinder normalt ikke de samme muligheder. De forurener derfor heller ikke på samme måde, hvilket sørme er en lettelse for folk med følsomme næser, etc.. Nogle damer giver dog bare los, når nu det presser på. Ikke at jeg billiger det mere end med deres mandlige kolleger, men der kan jo opstå et nødstilfælde ...

Jeg hørte om en kvindes trængsler, fordi Covid-19 har betydet lukning af en masse offentlige WC'er. Hun nærmest tiggede og bad personalet på en jernbanestation om at måtte låne toilettet, men lige lidt hjalp det: NUL adgang til toilettet, selv om hun altså fik vanddrivende piller og virkelig var stærkt trængende, ja, nærmest på eksplosionsstadiet.

Gode råd var dyre, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så hun gjorde det, mange mænd ville have fundet helt naturligt: hun fandt et mere eller mindre afsides hjørne på stationen, satte sig ned og slap tøjlerne. Det lod hendes blære sig ikke sige to gange, for den gav slip på det, den ellers havde holdt fast på, og derved kom hun i samme liga som de mænd, der må formodes at benytte ovennævnte "restroom" i parken, og som sikkert heller ikke ville være blege for at bruge plankeværket. Derfor tør jeg vædde med, at en mand bliver beskyldt for hendes udåd, fordi man er vant til, at de gør den slags. Uretfærdigt? Ja, selvfølgelig, men også lidt sjovt ....

"Jeg kan ikke trække vejret ...."

Billede fra demonstration i 1960'erne

Efter den mildt sagt mislykkede anholdelse af George Floyd den 25. maj d.å. har der som bekendt været en masse demonstrationer i USA, men også andre steder. Folk stort set verden over er forargede over, at endnu en sort mand har mistet livet, fordi en hvid politimand har været alt for hårdhændet.

Det er klart, at horderne af demonstranter har skræmt politiet - og måske også givet dem dårlig samvittighed? - og deres reaktion har så været at gribe til våben af en art, der bestemt ikke er ufarlige, selv om de ofte fremstilles sådan. Det gælder f.eks. gummikugler, der imidlertid har meget forskellig udformninger, der gør dem mere eller mindre farlige. 

De skal affyres med en afstand af 33-66 og absolut ikke under 15 meter. Et normalt projektil affyres fra en 9 mm-pistol med en hastighed på 320-350 meter i sekundet, medens gummikugler har en hastighed på 60-80 meter i sekundet.
Hvis man sigter på én er det desværre ikke det samme som, at det er denne person, man rammer. Især gummikugler kan være svære at styre, og hvis de f.eks. rammer sidelæns, så kan det give ret alvorlige skader, måske på en uskyldig forbipasserende. En gummikugle, der rammer hovedet og ikke benene, som den er beregnet til, kan forårsage kraniebrud, hvis man er rigtig uheldig. Der kan også ske det, at kuglen rammer én, så det påvirker hjerterytmen, og så får man hjertestop, så helt ufarlige er disse gummikugler altså ikke. Rammes man i brystet, kan man også risikere at brække et ribben, hvilket kan føre til en punkteres lunge.

Privat våben til ikke-politimand

Andre politi-våben er tåregas og peberspray, der har den fordel, at det virker øjeblikkelig. Hvis man får en omgang med et af disse midler, så er man virkelig pacificeret, for man kan ikke se, da det er stærkt irriterende for slimhinderne. Sidstnævnte middel har det danske politi haft tilladelse til at bruge siden 2007, og der har været skader på demonstranter, f.eks. på Nørrebro. Sagen er jo den, at hvis man i forvejen har problemer med luftvejene, så forværrer disse skrappe midler dem i høj grad.

Peberspray kan iøvrigt købes (lyssky steder???) på nettet, men jeg tvivler meget på, at de er lovlige ....

Selvvalgt handicap

En virkelig tapper, svært handicappet, ung mand, der tilmed gør sit som en god samfundsborger. Måske han er født handicappet, måske skyldes tabet af armene en ulykke. Begge dele kan ske og sker hver eneste dag verden over, men hvad nu hvis det drejer sig om en person, der ønsker at være handicappet? Den slags findes faktisk også, tilmed i både en psykisk og en fysisk form.

Den mest almindelige form for selv-handicaps bunder i ønsket om at forhindre en snarlig skade på ens selvfølelse ved på forhånd at gøre det umuligt at nå et bestemt mål. Hvis det rent faktisk er super-vanskeligt, så vil fiaskoen ikke falde tilbage på den, der forsøgte at nå målet, men på alle de skrækkelige forhindringer, som han/hun stod overfor. Ergo: jeg'et lider ikke skade, og personen får måske tilmed medfølelse, fordi "vanskelighederne" forhindrer ham/hende i at yde sit bedste ...
Denne psykologiske strategi er kendt fra mange forskellige samfund, nogle karriereforløb og almindelige hverdagssituationer, så den er lige ved at være "normal", men hvad med dem, der frivilligt gør sig selv fysisk handicappede? Eftersom de virkelig eksisterer, og man er blevet opmærksom på dem i en tid med transkønnede, så har de fået en betegnelse, der ligner, nemlig "transabled".

Glad og smilende, selv om hun åbenbart har mistet sin evne til at gå, kort sagt, en tapper, ung kvinde - eller "noget andet"? Nemlig: helt sikkert noget andet, men hvad????????????????????????????????

Ingen ved sine fulde fem kan mistænke dette barn for selv at have fået sit ene ben amputeret, og det er der nok heller ikke nogen, der gør. Ikke desto mindre lader det til, at en gruppe mennesker forskellige steder i verden er blevet handicappede med vilje, Meget mystisk, for hvem vil dog give afkald på sin førlighed? Jeg ved godt, at nogle unge mænd før i tiden kunne finde på at hugge en finger eller to af for at undgå krigstjeneste, men hvad med frivilligt at få amputeret begge ben? Sådan nogle er der faktisk eksempler på, og de fik det gjort, fordi de følte, at disse lemmer ikke var en ægte del af dem, selv om de dog var medfødte ...

https://www.pinknews.co.uk/2017/01/25/can-you-be-transabled-meet-the-people-trapped-in-their-working-bodies/

Når slange bider slange ....

Jeg er  ret vild med dette billede, fordi det viser en forbløffende kampvije og livsgnist: slangen er ved at sluge sit bytte, der formentlig enten er en mindre slange eller en øgle, men dette byttedyr bider den, og man under det virkelig at undslippe. Ikke at jeg tror, det vil ske, men hvor ville det dog være et pragtfuldt bevis på, at det kan betale sig at kæmpe imod overmagten og bevare håbet om overlevelse.

Også et herligt billede af de samme egenskaber som med de to slanger. Om frøen overlever er ikke godt at vide, men også her tvivler jeg, måske fordi det ville for mirakuløst til at være muligt i vor verden af stor-æder-lille. Et trist princip, der iøvrigt gælder både dyr og mennesker ....

Det er uendelig rørende, når der ydes modstand imod overmagten, og det burde  - moralsk set - langt oftere føre til sejr. Her tænker jeg ikke mindst på nazisternes systematiske undertrykkelse og udryddelse af den jødiske befolkning.

Ca. 100 af de ialt 400 ghettoer i Europa under Anden Verdenskrig husede faktisk bevæbnede undergrundsorganisationer, der ind imellem fik organiseret opstande. Den mest berømte af disse var opstanden i Waeszawas ghetto i 1943, hvor der allerede var blevet myrdet omkring 35.000 jøder i selve området og ca. 265.000 i kz-lejre efter deportationer. Dette oprør imod nazisterne blev utroligt nok holdt i gang i knap en måned af ekstremt tapre jøder og blev desuden et forbillede for andre jødiske ghettoer, rundt omkring.

https://folkedrab.dk/artikler/joedisk-modstand-under-holocaust-0

 

 

Bortforklaringer og historiske forfalskninger

Normalt ville Tintin lade sig befordre af mørklødede bærere, men den slags er ikke in mere, for nu er både n-ordet og n-personer i ydmyge stillinger banlyst. Om det hjælper på racediskrimination vil jeg lade være usagt, men HVIS det gør, så er det da OK med mig.

Der er dog én side af dette nye bortforklaringsfænomen, der pikerer mig: en bortforklaring skulle nødig udvikle sig til en vildledning eller mørklægning af historiske kendsgerninger. Eftersom det er lige præcis det, der sker i denne tegning med de udraderede bærere, så må jeg protestere. Det er det samme som forbud imod visse ord eller omtale af nogle bestemte ubehagelige, historiske begivenheder, for det fører til fornægtelse af fortiden.

Hvis vi tager Tintin-tegningen som eksempel, så er det tydeligt, at i stedet for at hjælpe på virkelig undertrykte og misbrugte, mørklødede bæreres situation, så bortforklarer den den. Man kan ikke se dem = Ergo: det er aldrig sket ....