At mænd har lettere ved at finde et såkaldt "restroom" ved vi jo, for ifølge traditionen behøver de jo bare at hive sjoveren frem og lade vandet, dér hvor de nu befinder sig, eller hva'? Her holder jeg bestemt på "hva'", for hvis det f.eks. sker i en trappeopgang, op ad en mur eller bare uden for toiletkummen, så er det altså møg-irriterende for deres omgivelser.
Fordi det er mere omstændeligt med kvinder, og de desuden blotter følsomme organer, hvilket kan give nogle mænd "gode" ideer af seksuel art, så benytter kvinder normalt ikke de samme muligheder. De forurener derfor heller ikke på samme måde, hvilket sørme er en lettelse for folk med følsomme næser, etc.. Nogle damer giver dog bare los, når nu det presser på. Ikke at jeg billiger det mere end med deres mandlige kolleger, men der kan jo opstå et nødstilfælde ...
Jeg hørte om en kvindes trængsler, fordi Covid-19 har betydet lukning af en masse offentlige WC'er. Hun nærmest tiggede og bad personalet på en jernbanestation om at måtte låne toilettet, men lige lidt hjalp det: NUL adgang til toilettet, selv om hun altså fik vanddrivende piller og virkelig var stærkt trængende, ja, nærmest på eksplosionsstadiet.
Gode råd var dyre, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så hun gjorde det, mange mænd ville have fundet helt naturligt: hun fandt et mere eller mindre afsides hjørne på stationen, satte sig ned og slap tøjlerne. Det lod hendes blære sig ikke sige to gange, for den gav slip på det, den ellers havde holdt fast på, og derved kom hun i samme liga som de mænd, der må formodes at benytte ovennævnte "restroom" i parken, og som sikkert heller ikke ville være blege for at bruge plankeværket. Derfor tør jeg vædde med, at en mand bliver beskyldt for hendes udåd, fordi man er vant til, at de gør den slags. Uretfærdigt? Ja, selvfølgelig, men også lidt sjovt ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar