Hva' ... hva' ... hva' ...!!!!!!!! Ja, DET er ikke god tone hverken ved eller efter en begravelse, for man forventes at udtrykke sorg ved kisten samt ved graven. Om man virkelig føler det, er så noget andet, men det er ikke god tone at, så at sige, "danse på kisten" ....
Men hvad så, hvis man er oprigtigt glad ved tanken om, at en stakkels, forpint person, hvis svære liv man har fulgt, endelig langt om længe har fået fred??? Burde man ikke glæde sig over sin glæde på vedkommendes vegne, når alternativet er en fortsættelse af det uværdige liv, der har været vedkommendes hverdag i flere år? Her bliver jeg i tvivl, for hvis lidelserne - f.eks. i forbindelse med sygdom - er så overvældende, at de rent faktisk er uudholdelige, så føler jeg, at "træboksen" kan være det eneste rigtige alternativ, men jeg vil ikke gå så langt som til at råde til "det endelige farvel". Her spiller der en form for fejhed ind: den, der "går", skal gå af egen vilje, og ikke fordi jeg ser det som den bedste udvej, for det ANSVAR vil jeg ikke påtage mig ....
Hmmmmmmmmmmmmmmmmm ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar