søndag den 5. juli 2020

Da Virginia Woolf poserede som afrikansk prins

Virginia Woolf (1882-1941) var en berømt engelsk forfatter, der bl.a. var med til at gøre Stream of Consciousness berømt. Ud over det var hun også medlem af den såkaldte Bloomsbury Group, der bestod af nogle af Englands på det tidspunkt bedste tænkere, kunstnere og fornemste aristokrater. De fleste af dem havde gået på Cambridge University, hvor fine studerende elskede at spille hinanden og autoriteterne forskellige puds. Kort sagt, de var en flok barnlige pjattehoveder, der elskede skæg og ballade, hvilket for nogles vedkommende fortsatte efter studietiden.
Et af deres mest berømte/berygtede drillerier stammede fra 1910, hvor Virginia blev klædt ud som en abyssinsk prins på besøg, og man narrede det hæderkronede og særdeles seriøse The Royal Navy til at fremvise deres flagskib HMS Dreadnought for den påståede afrikanske delegation, der i dette tilfælde bestod af forklædte englændere. At de kom godt fra det er ret utroligt, for Virginia var faktisk meget feminin i ydre og fremtoning, men det ødelagde åbenbart ikke illusionen om hendes maskuline køn.

Ikke nok med at gruppen snød dem, der havde kommandoen over Englands maritime stolthed, dvs. flåden, men nogle af dem fortsatte deres såkaldte spøg og skæmt med andre indslag eller måske snarere udskejelser.
Personligt synes jeg, det afslører noget meget infantilt, som man ikke venter sig af dem, der også blev set - og betragtede sig selv - ud fra devicen om "herrer vi ere i åndernes  rige" ....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar