tirsdag den 14. juli 2020

Tyvens hjælper - eller det modsatte?


Tydeligvis en super-optimistisk tyveknægt, der forventer at kunne få tyvekosterne uset med sig ud af butikken ved at proppe dem ind under sin hood-jakke. Mon det lykkes ham at få dem smuglet ud af butikken? Og skal man - som et forholdsvis godt og i hvert fald for det meste ærligt menneske - gøre butikkens personale opmærksom på, hvad der foregår?
Dilemma: på den ene side mener jeg, at man bør fortælle om det, men på den anden side vil jeg nødig involveres. Min skyklaps-undskyldning for at lade være, (hvis nu det er det, jeg vælger), er, at personalet nok selv har opdaget det og vil stoppe fyren på vej ud, og at det desuden ikke er min opgave at lege butiks-detektiv. Desuden er forretningen jo nok forsikret, så de ikke lider et virkeligt tab ... 
Sært, at det skal være et dilemma, om man skal melde et tyveri, for jeg holder jo ikke med tyven eller synes, det er OK, at butikken mister varer på denne måde. Ikke desto mindre er det ikke helt nemt at afgøre, hvad man (jeg!) skal gøre, for der er jo også risiko for, at man placerer sig selv i en farlig position over for forbryderen ...
Jeg har flere gange råbt op, når folk har tabt ejendele uden at opdage det, og det har været min fortjeneste, at de ikke mistede dem, men hér er jeg i tvivl, ikke om, hvad jeg burde gøre, men om hvad jeg helt konkret ville gøre - hmmmmmmmmmm .....

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar