mandag den 20. juli 2020

Det skrigende lig ....



Denne meget berømte, men mystiske mumie blev fundet af ægyptologen Gaston Maspero i Deir El-Bahari i Ægypten i 1886. Den fyldte folk med rædsel, for den døde lå med hænder og fødder bundet og et skræmmende ansigtsudtryk som ved de grusomste pinsler. Munden, der står på vid gab, blev taget som udtryk for, at der var tale om en levende begravelse, måske af en forbryder, og at den henrettede skreg sig ind i døden. Det med den levende begravelse er formentlig ikke rigtigt, men at han ikke fik en nem død er senere blevet bevist, idet man har fundet visse mærker på hans hals, der tyder på, at han blev hængt eller kvalt, måske i forbindelse med et (påtvungent?) selvmord..
Nogle har opfattet mumien som en (utro?) kvinde, men via nymodens metoder som bl.a. DNA har man afsløret, at det er en mand, og at han er søn af Ramses III, ja, formentlig prins Pentaware, der gjorde oprør imod sin far og myrdede ham i år 1156 f.Kr.. 
Begravelsesformen, hvor den døde ligger indsvøbt i fåreskind samt med bundne hænder og fødder, viser i hvert fald med al tydelighed, at han var særdeles upopulær blandt sine samtidige, og at de ville ydmyge ham, samtidig med at de ønskede at vise ærbødighed for hans kongelige rang ved at give ham et evigt hvilested i en sarkofag.


Normalt ligger fornemme, ægyptiske mumier som her Ramses II med lukket mund, for de har fået kæben bundet op, så den ikke falder ned som på f.eks.de sydamerikanske mumier, der har inspireret Edward Munk til hans berømte maleri "Skriget".




Det er noget andet end den ægyptiske mumie, for de sydamerikanske har (formentlig) ikke lidt en smertefuld og ydmygende død. De er bare døde, og som det er naturligt for døde mennesker "taber" de underkæben, så munden står åben.


Denne normale biologiske reaktion på døden ser man i naturlig form hos en anden skrigende mumie fra samme sarkofag som Pentaware. Her er der formentlig tale om en prinsesse, der døde pludseligt af et hjerteanfald, men først blev opdaget så sent, at det var for sent at binde hendes kæbe op og dermed sikre hende et pænt og nobelt udseende i døden.

https://see.news/dr-hawass-uncovers-mystery-of-the-screaming-woman-mummy/

Der er altså forskel på skrig og skrig, for prinsessen har ikke forbrudt sig, men det har prinsen, der myrdede sin far og stedmor. At udgyde kongeligt blod har aldrig været god tone, og han blev straffet for det ....



Mumierne i Ægypten repræsenterer stadig mange hemmeligheder som f.eks. denne: her er graven, men hvor er liget???




Ingen kommentarer:

Send en kommentar