Hun blev forlovet med den 23-årige Corfitz rigsgreve Ulfeldt (1606-1664) som 9-årig og gift med ham som 15-årig. Ægteskabet var meget lykkeligt, og de fik mindst 15 børn, hvoraf dog kun fem var i live ved Leonora Christinas død som 77-årig.
Eftersom deres rigdomme, magt og status havde tilflydt ægteparret via hendes far, kong Christian IV, så faldt hele dette korthus sammen, da han døde og blev fulgt på tronen af Leonora Christinas halvbror, Frederik III. Corfitz havde været statholder i København fra 1637, og de havde en stor gård, dér hvor Gråbrødretorv nu ligger, men under den nye konge blev det tydeligt, at han havde begået begået underslæb, solgt embeder og desuden var rodet ind i et uklart forsøg på giftmord.
Et voldsomt modsætningnsforhold mellem Leonora Christina og den nye dronning, Sophie Amalie, udmøntede sig i forskellige former for chikane, og visse ting kunne tyde på, at parret havde storhedsvanvid, der gjorde, at de troede, de kunne tillade sig hvad som helst. For Leonora Christinas vedkommende skyldtes dette nok hendes specielle position som kongens datter, men ikke prinsesse. Var hendes forældre overhovedet gift, og var hun overhovedet legitim? Det er lidt uklart, men da Christian IV's hof manglede en dronning, indtog hun som hans datter en form for "dronninge-status", der må have gjort det meget vanskeligt for hende at opgive sin position til den nye dronning. De to kvinder hadede i hvert fald hinanden, og på baggrund af "Jammersminde" har man længe fordømt dronningen og ophøjet Leonora Christina til en ren engel, hvilket hun absolut ikke var.
Corfitz og Leonora Christina ønskede ikke at gennemgå en (fuldt berettiget) retssag om underslæb og flygtede derfor til Sverige, hvor dronning Kristina lærte Leonora Christina at gå i mandsdragt. Fint nok, men efter visse mislykkede forsøg på en udsoning med Frederik III blev det klart, at de ikke kunne vende tilbage til Danmark, og Corfitz Ulfeldt sluttede sig til svenskerne og deltog personligt i invasionen af Danmark i 1657, der tilmed blev delvist financieret af penge, han må have stjålet fra den danske statskasse. Ikke desto mindre begik han minsandten også noget, der ligner højforræderi imod svenskerne i 1659, og han og Leonora Christina flygtede tilbage til Danmark, hvor de blev arresteret og sad fængslet, indtil det lykkedes dem at flygte.
Alle deres forskellige mislykkede forsøg på udsoning gjaldt nu både den danske og den svenske konge. Desuden forelagde Corfitz forskellige herskere vilde planer om både det ene og det andet. Bl.a. foreslog han kong Ludvig XIV af Frankrig mærkelige projekter og formentlig for at indynde sig forærede han sørme også de franske kongers gravkirke St. Denis den danske helgenkonge Knud Lavards hovedskal, som han må have stjålet i sit hjemland.
Han var og blev landsforræder og fortjente fuldt ud den skamstøtte, der blev rejst over ham, og som nu står i Nationalmuseets gård. Da han i modsætning til Leonora Christina havde held med at flygte, kunne man ikke fange og henrette ham, men måtte ty til den næstbedste løsning: en dukke, der forestillede ham, blev henrettet, hvilket Leonora Christine kunne følge fra sin celle i Blåtårn. Fuldstændig forarmet og måske også sindssyg døde han i 1664 på en lille båd på floden Aare, men hans grav er ukendt.
Leonora Christina var i 1663 rejst til England for at få tilbagebetalt en større sum penge, som hendes slægtning, kong Karl II havde lånt, men blev i stedet udleveret til danske udsendinge og ført til Danmark, hvilket blev indledningen til 22 års fangenskab i Blåtårn.
Leonora Christina var i 1663 rejst til England for at få tilbagebetalt en større sum penge, som hendes slægtning, kong Karl II havde lånt, men blev i stedet udleveret til danske udsendinge og ført til Danmark, hvilket blev indledningen til 22 års fangenskab i Blåtårn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar