Jomfrufødsler og kloner

Den kønnede formering med forældre af både han- og hunkøn er unægtelig det mest almindelige både inden for dyre- og planteriget, men nogle arter benytter sig altså af jomfrufødsler, helt uden brug af hanner. Det gælder bl.a. visse gekko-arter, der overhovedet ikke har hanner, men udelukkende hunner.
Når de formerer sig, sker det via æg med fostre, der er kloner af deres mor. Dvs at det samme dyr fødes om og om igen uden ændringer og uden fornyelser eller forringelser i form af nedarvede arveanlæg fra hanner. 

Var det vejen frem for menneskeheden? Det ville unægtelig have sine fordele, men virker nu lidt for statisk efter min mening. Vi ønsker vel alle at se  - eller drømmer om - et vist fremskridt for vor planet, og hvordan kan vi ændre noget og gøre det bedre, hvis vi bare forbliver, som vi er? Jeg mener bestemt, at der skal ændringer til, ikke bare af vore omgivelser, men også af os selv som art, og det virker umuligt, hvis vi bare forbliver de samme individer i en ny udførelse.

Dog er der én ting, der kan bryde monotonien, nemlig ændrede livsvilkår og samfundsforhold. Hvis vi pludselig stilles over for helt nye udfordringer af geografisk, social eller biologisk art, så kan status quo ikke opretholdes, selv blandt en flok kloner af tidligere tiders mennesker ....

 

Den tyske playboy, Günter Sachs

(Fritz) Gunter Sachs (1932–2011) er (ligesom den nærmest sagnomspundne Porfirio Rubirosa) blevet kaldt "den sidste playboy", hvilket selvfølgelig er noget vrøvl, for der er stadig masser af playboys inden for snart alle genrer som film, musik og forretningslivet. De fleste af dem savner dog - så vidt jeg kan se - det format, som ikke bare et flot ydre, men også personlighed og udstråling gav disse to herrer. Personligt er jeg - naturligvis efter nøje og mægtig objektive overvejelser - kommet frem til, at Porfirio indtager førstepladsen på playboy-rangstigen, men Gunter er nu også en interessant repræsentant for et fænomen, der er knyttet til det jetset-liv, de fleste af os ikke kommer til at opleve.

Han var barnebarn af Wilhelm von Opel, der var drivkraften bag skabelsen af Opel-bilmærket. Hans far var industrimagnaten Willy Sachs og havde været ven med Hermann Göring og Heinrich Himmler. Efter krigen blev han arresteret for sine forbindelser til nazi-spidserne, men blev erklæret ikke-nazist efter diverse undersøgelser. 
Som ung var Günter ivrig sportsmand og prydede mange avisartikler om datidens jetset-liv med sit ganske flotte ydre. At hans kærlighedsliv omfattede forskellige berømte damer som f.eks. den tidligere iranske kejserinde, Soraya Esfandiary, siger næsten sig selv, men han er nu mest berømt for sit ægteskab med Brigitte Bardot.

Hans første kone var død under et kirurgisk indgreb, og superstjernen blev hans anden kone, efter at han havde gjort kur til hende ved at flyve over hendes villa og læsse et hav af roser af over den. Ægteskabet varede dog kun i tre år, hvorefter han giftede sig med en svensk model, Mirja Larsson, der blev mor til to af hans ialt tre sønner.

Uretfærdigvis kan man sige, er han mest kendt for sit vilde playboy-liv og ægteskabet med Bardot, men han var faktisk også en ivrig kunstsamler, der havde værker af Jean Fautrier, Andy Warhol, René Magritte, Salvador Dalí, Roy Lichtenstein, Tom Wesselmann, Mel Ramos, and Allen Jones foruden mange andre. Han var også en drivkraft bag kunstmuseet "The Modern Art Museum in Munich" (kaldt MAM).

Det var ham, der introducerede sin gode ven, Andy Warhol, i Europa med en udstilling i 1974.
De billeder, han selv skabte, var fotografier, bl.a. med berømte og berygtede nøgenbilleder for Vogue. Efterhånden vandt han international anerkendelse som fotograf, men han var også meget optaget af astrologi, selv om hans metoder gav anledning til kritik.

I 2011 begik han - ligesom sin far, Willy - selvmord på grund af noget, han omtalte som "håbløs sygdom". Man har gættet på, at han kan have lidt af - eller troet, at han led af - Alzheimer, og at han altså valgte ikke at løbe linen ud.

Når for meget virkelig ER for meget

Det er ikke engang løgn, for den virkning kan vægte have. Ikke desto mindre er den slags torturinstrumenter en vigtig ingrediens i de fleste menneskers dagligdag, nemlig hvis man ønsker at følge med i fremgang (der ironisk nok er lig med tilbagegang i vægtforøgelsen) og tilbagegang (der som regel er lig med fremgang i et vægttab). Altså et lidt bagvendt system, hvor det, der vindes, ikke er ønskværdigt, medmindre man virkelig er for tynd.

 Der er en vis fedme-dyrkelse i kunsten (bare tænk på Rubens), for fedt giver former, og former skaber vinkler, skygger og andet spændende, der kan foreviges som kunst. I det virkelige liv er det anderledes, for dels regnes fedt ikke for smukt i vore dage. Vi skal være slanke og have en harmonisk kropsbygning for at blive regnet for smukke, men også her skifter moden, og det, der var in i går, er out i morgen. Dog er der én ting ved fedt, der ikke skifter, og det er sundhedsaspektet ....

De lyksalige TV-kiggere, der har adgang til TLC's programmer, kan således stifte bekendtskab med personer, der er så fede, at man tror, det er løgn. Sammen med disse optræder den uforlignelige "Dr. Now", hvis skarpe personlighed og skrappe tilgang til problemerne er uforglemmelig. Jeg så således et afsnit af denne serie, hvor en ekstremt fed mand (ikke ham på billedet) blev spurgt om, hvorfor han helst ville være indlagt under sin kur, og han svarede "Dr. Now". Det svar var faktisk nok, for doktoren gjorde det, hans omgivelser ikke gjorde, nemlig at holde ham i ørerne og med sit væsen tvinge ham til at holde kuren. (I hans tilfælde var det dog for sent, da han ikke stod til at redde og desværre døde).

Dr. Now er oppe i 70'erne og kan vel ikke blive ved som super-kirurg for evigt, men her og nu får han faktisk gennemført nogle fantastiske forvandlinger med sin diæt på 500-1200 kalorier pr. dag og sine operationer, hvor fordøjelsesorganerne bliver reduceret til det rene ingenting. Det sidste virker ret hasarderet, men lader til at virke, så det må man vel bare acceptere.

Nu er det jo ikke bare et spørgsmål om at komme af med fedtet, men også om at forme kroppen. Da det ikke altid er nok med motion og firness-programmer, så bliver patienten ofte sendt til en plastikkirurg efter et stort vægttab. Her får de så fjernet løs hud, idet kirurgen strammer op og omformer visse partier. Sært nok synes armene at være de hårdest ramte mht løs hud.

Det pynter og er formentlig også nødvendigt, da hudfolder jo har en tendens til at give husly til ophobninger af sved og løse hudceller, der alt sammen kan resultere i en infektion.

Og så kommer belønningen - eller? Tjah, det er jo ikke sikkert, at denne ofte langvarige proces ender med en brudebuket, men den person, der har tilbragt sit hidtidige liv med at ligge i sengen, fordi han/hun er for fed til at bevæge sig, bliver forvandlet, så det lige med et er muligt at deltage i samfundet og måske ligefrem få sig et job. Noget, man ikke kan, når man vejer 300-500 kg ....

Andre oplever til gengæld noget meget ubehageligt: hvor en del af ønsket om at smide kiloene skyldtes ønsket om at gøre sig smuk for én bestemt person, der hidtil har passet og plejet dem, fodret dem døgnet rundt, så sker der det, at netop denne person nu forlader dem. Han - og det er åbenbart mest mænd, der reagerer sådan - elskede tanken om denne uformelige klump, der var helt afhængig af dem, men hader at se hende genvinde sin bevægelsesfrihed.
Og hvad kan man lære af alt dette: jo, det er usundt med for meget på sidebenene, og selv om man så synes, det er pænt, så bør man nok også tænke nærmere over sine bevæggrunde til at opretholde de overdådige former hos sig selv eller andre ....


https://da.wikipedia.org/wiki/Talje-hofte_forhold?fbclid=IwAR305V7garGbaImRskhAIzu5Ob6OEqbFOEAlFT1LuYvEF7veMbVtUnTFqFA

Døden går i pels

Alle tre er formentlig søde og nuttede, selv om man kun ser to af dem bagfra og derfor ikke rigtig kan bedømme dem. Hvad den tredie angår, så er den helt enkelt en personifikation af Døden, og det er tydeligt, at den planlægger en taktik til at skaffe sig en herlig hamster-steg. Set fra dens synspunkt er tanken om nuttethed, charme og sødme helt irrelevant ....

Her er det fire mod én, og det er altså uretfærdigt. Det er muligt, at hamsteren ikke forstår, hvad der foregår, men der er nu også den mulighed, at det gør den faktisk. Noget, der betyder, at den ikke bare lever med en konstant, reel fare, men også med skrækken for, hvad den kan blive udsat for. Sker det, eller sker det ikke? Når jeg tænker på, at min lille Lucille, der gang på gang brød ud at et kæmpestort bur, der skulle være topsikret, så gruer jeg for denne lille nullerbasses fremtid i et katte-hjem, for selv om kattene måske ikke bryder ind, så er der risiko for, at den bryder ud og møder dem et ikke-sikret sted ...

OK, det er kattens natur at jage, (og det er den god til), men som hamster-ejer må man altså fravælge katte, for man kan ikke have et øje på hver finger, og der kan - som med Lucille - ske uforudsete begivenheder, der udsætter hamsteren for fare. Jeg vil sige: enten hamster, marsvin, fugl eller kat, ikke begge dele.

Hvis man både har hund og kat, så kan sidstnævnte da i det mindste ikke jagte førstnævnte som et drømme-måltid. Det kan godt udvikle sig grimt med disse to dyreracer sammen, men begge kan forsvare sig, og det kan hverken en hamster, marsvin eller fugl ....

Tobak og "Den lille, rige pige"

Sin tids "verdens rigeste pige", Doris Duke (1912–1993), var multi-multimillionær efter at have arvet sin far, tobaksmillionæren James Buchanan Dukes, enorme formue. Trist nok, overskygger de mange penge meget af det gode, hun gjorde som filantrop, sådan at hendes eftermæle mere går på millionerne, forskellige kærlighedsaffærer og excentriske påhit end på hendes personlighed. Nok levede hun et glamorøst - og til tider også skandaløst - liv, men da hun døde, efterlod hun sig $1.3 billioner, hvoraf det meste blev efterladt til velgørenhed, så hun må have gjort sig tanker om sin samtid og dens behov. Kort sagt: hun var ikke en tomhjernet gås, der bare brugte løs af de penge, tobakshungeren hos andre havde skaffet hendes familie ....

Hendes interesser spændte vidt og omfattede bl.a. botanik, jazz, bevarelsen af historiske bygninger, medicin (bl.a. forskning inden for AIDS), børns og dyrs vilkår og kunst, som hun alt sammen støttede med millioner. Ind imellem havde hun også jobs som journalist og skrev for forskellige blade.
Hendes omsorg for dyr drejede sig først og fremmest om hunde, men også kameler. Begge disse dyrearter støttede hun på forskellig vis. Ikke nok med det, men hun gjorde også en hel del for planteverdenen, idet hun bl.a. oprettede en speciel have.
Faktisk lader det til, at hendes interesser var så omfattende, at det er ret forrygende. At hun også var særdeles besidderisk fremgår tydeligt af skandalen omkring en ansat, Eduardo Tirella, som hun i 1966 kørte over, efter at han havde fortalt hende, at han ønskede at skifte branche og derfor ville sige op. Selv påstod hun, at det var en ulykke, men hans familie gik i retten med sagen og fik en høj erstatning for noget, der blev kaldt "mangel på omhu". En ret mystisk sag, der ikke gjorde noget godt for hendes ry, især ikke da man senere opdagede, at stort set alle papirer omkring efterforskningen var væk. Havde hun og hendes millioner sørget for, at de forsvandt? Tjaaahhh ...

Hun var vant til at få sin vilje og at klare sig igennem forskellige vanskeligheder med store donationer. En hel del kunne tyde på, at hun nærmest "købte" sin anden mand, den berømte og berygtede diplomat Porfirio Rubirosa, der var kendt som århundredets mest sexede mand og en uforlignelige playboy, der væltede sig i forelskede kvinder. Af hans fem koner var to millionærer, nemlig Doris Duke og Barbara Hutton.

Da Doris - som så mange andre kvinder - forelskede sig i ham, var han allerede gift med den smukke og berømte franske skuespillerinde Danielle Darrieux, men hun blev betalt et eller andet astronomisk beløb for at trække sig. Endnu engang havde Doris bevist, at penge kan være vejen frem i alle mulige sammenhæng ....

Doris havde angiveligt også affærer med forskellige kendte mænd som bl.a. Errol Flynn, general George C. Patton og Louis Bromfield.
Hun døde af et slagtilfælde i forbindelse med en plastisk operation og påfølgende knæoperationer. Hendes eneste datter var død som spæd, så hendes mange, mange penge kunne gå til det, hun havde bestemt i sit testamente uden indblanding fra nærtbeslægtede.
I modsætning til den kvinde, der fulgte hende som Rubirosas kone, nemlig Barbara Hutton, virkede hun ikke hjælpeløs. Hun var 1,80 cm høj, hvilket dengang blev regnet for meget for en kvinde, og ikke særlig køn i almindelig forstand. Til gengæld havde hun ikke bare mange interesser, men var også ferm med værktøj og kravlede gerne op på en trappestige, hvis der var noget, der lige skulle udbedres i hendes mange hjem rundt omkring.


https://www.vanityfair.com/style/2020/07/did-doris-duke-get-away-with-murder?utm_source=pocket&utm_medium=email&utm_campaign=pockethits

Hva' FANDEN, foregår der på Amazon???

I min forfængelige tilstand blev jeg meget glad + smigret, da jeg så denne gamle Gyldendal-udgivelse fra 1979, som jeg i sin tid stod for, og som har forord, noter, udlægning af forfatterskabet, etc. af mig, sat til salg på Amazon for ikke mindre end $ 987.25. At det er umuligt at sælge den til den pris, tager jeg for givet, men som sagt, jeg var smigret.
Som alle ved, er smiger en farlig ting, for der kan gemme sig en skarp fiskekrog -  eller måske ligefrem en bombe - mellem alle de smukke ord, men jeg var nu ganske uforberedt på det, der skete: da jeg noterede linket til siden med bogen ned og sendte det med email, fik jeg intet svar, og det undrede mig så meget, da modtageren plejer at være interesseret, at jeg selv klikkede på linkene i kopien af emailen.
Hvad skete der? Jo, jeg havnede ikke på Amazon, som linket jo hørte sammen med, men på en anden, mig ubekendt side, der advarede om hackere, etc.. Havde en anden sendt mig linket, så ville jeg naturligvis have mistænkt, at han/hun var en hacker, men nu var det jo altså mig selv, så hvordan forklarer man den slags? Hvordan er det gået til, at et tilsyneladende uskyldigt link pludselig bliver så sprængfarligt, at der advares imod det???
I min frustration tog jeg screenshots af Amazon-siderne, som jeg sendte sammen med mange undskyldninger for mine syge links.

Jeg forstår ikke et levende suk af, hvad der er sket, og det er altså irriterende, for det er hverken første eller (formentlig) sidste gang, at internettet - som jeg ellers elsker - giver mig en meget utryg fornemmelse.

Sagen får mig også til at tænke på dengang, jeg blev beskyldt for at spamme en bestemt side allerede før, jeg tog den i brug. DET gjorde mig altså gal, ja, så hvidglødende, at jeg straks slettede min ubrugte side, og det er jo en tosset fornemmelse, for man ved jo, at man har været ude for en uretfærdig behandling, men kan ikke rigtig gøre noget ved det. Protester hjalp i hvert fald ikke ....



 

Rum-parfume

Aldrig havde jeg forestillet mig, at man så meget som skulle overveje at sælge "rumlugt", men jo, det gør man minsandten, og det er tilmed NASA, der introducerer produktet.

Dem, der står for salget, samt dem, der har stukket snuden i parfumeflasken, siger, at rummet lugter af krudtrøg. Det kan selvfølgelig have en vis charme for folk med specielle lyster, men disse flasker sælges altså til høje priser, og jeg ved med mig selv, at jeg ikke ville give over 3.000,00 kr for at sniffe røglugt. Dvs. at jeg tvivler på, at dette salgsobjekt bliver den kasse-succes, som NASA måske drømmer om.
Desuden: hvordan har de fået fat på denne specielle lugt? Rumfartøjer er jo lukkede enheder, så hvordan har de helt konkret båret sig ad?

https://www.highsnobiety.com/p/nasa-space-fragrance/?format=amp


https://www.kickstarter.com/projects/eaudespace/what-does-outer-space-smell-like-nasa-designed-fragrance