Søuhyret Kraken

 

Kraken er et mytologisk væsen, der beskrives som et kæmpestort blæksprutteagtigt uhyre, der overfalder skibe og søfolk. Andre har ment, at den mere er som en gigantisk reje, hvilket hænger sammen med, at visse arter kan blive over 15 meter lange. 

 

Den holder angiveligt til ved den norske og grønlandske kyst, hvor den har skræmt mange søfolk fra vid og sans i århundreder. Den anonyme forfatter af det gamle norske skrift "Konungs skuggsja" fra ca. 1250 hævdede, at der kun kan være to eksemplarer af søuhyret, men at de ikke synes at formere sig. Efter hans mening må der vel så være tale om to af samme køn, så er Kraken hun- eller hankøn? Det vides ikke ....

Hvad der er endnu mere interessant er, at nok har man fundet flere døde kæmpestore kæmpe-blæksprutter, men ingen af dem er blevet identificeret som den - eller de - rigtige Kraken(-er). Dvs. at den stadig må formodes at være derude et sted på det kolde hav, hvis den da ikke udelukkende hører til i myternes verden, hvilket jeg trods alt vil tro er tilfældet ....

 

Hattedamerne

 

Jeg ville nok også protestere, hvis jeg sad bag sådan en hattedame i en biograf. Det KAN dog have været damens måde at signalere afstand, dyd og ærbarhed. Hvis hun var alene i biografen - hvilket nok ikke skete så tit i den pågældende tidsalder - så ville et hatteløst hoved nemlig kunne opfattes som en form for invitation. Når damer smed tøjet hos lægen, så beholdt hun hatten på for ikke at give anledning til misforståelser. Det gjorde hun dog også ved selskabelige lejligheder hos medsøstre. Værtinden bar ikke hat, men det gjorde gæsterne. Dette hænger dog også sammen med de store og fint opsatte frisurer, der kunne ødelægges, hvis ejerinden fjernede hatten. 

Hat sat fast med hårnåle

For nogle år siden talte man med foragt om "hattedamer" som borgerskabets snerpede og intolerante fortrop. De lagde heller ikke gerne hatten, men den var nu ikke helt så voluminøs som deres bedstemødres og oldemødres. Signaleffekten var dog den samme ....

Pæne og nydelige damer, der kan være aldrig så søde, sjove og friske, men hattedamer er de nu engang ....

http://www.walternelson.com/dr/lady-hat

 

Om at danne grobund for en plante eller et dyr

Jeg er med på, at man skal høre meget, før ørerne falder af, men hvordan kan dette dog gå til? Hvor kommer frøet, der skabte træet/planten, fra, og hvad har givet det næring, medens det voksede inde i manden??? Vi kan alle få noget galt i halsen eller "sluge en flue", der måske i virkeligheden er et frø fra en plante, men det er sært, at noget sådant kan overleve og vokse inde i et menneske, hvor der jo (formentlig) ikke er jord.

Nogle gange kan mennesker udnytte planters måde at eksistere på og ligefrem gøre brug af dem som torturmiddel. Mennesker lever, og planter vokser, hvilket ikke burde være en afskyelig tanke, men somme tider er det i særlig grad: https://en.wikipedia.org/wiki/Bamboo_torture 

 

Det er selvfølgelig glædeligt, at den syge mand alligevel ikke havde cancer, men det er nu heller ikke så rart - eller sundt!!! - med ærter i lungerne - eller andre steder i menneskers indre organer undtagen i mavesækken, munden eller tarmen. Dér gør de gavn, men sørme ikke i lungerne. 

Og hvad med de her fyre: parasitter, der - sammen med mange andre levende, dyriske organismer - kan tage ophold i menneskers og dyrs kroppe? Den slags ulækre væsner kan man faktisk have mange af, bl.a. i ansigtet, hvilket ærlig talt er en modbydelig tanke ....

På en eller anden måde forekommer parasitterne mig dog ikke nær så uforklarlige som planter, der gror i ens indre. Parasitterne er dyr og har krop og organer, der ligner vore egne, men det har planterne nu engang ikke. De er og bliver fremmede organismer, der opfører sig som, vi frygter, at aliens fra Det Ydre Rum kunne finde på, hvis de virkelig kom til vores planet .... 

 

https://edition.cnn.com/2017/05/03/world/eco-solutions-capsula-mundi/index.html 

 

https://da.mattelvalues.com/sadan-fjernes-hudmider

 

 

https://illvid.dk/naturen/7-parasitter-der-lever-af-din-krop 

 

 

 

 

 

 

Når fantasien får vinger

Et sært par? Næh, egentlig ikke, når man sammenligner med alle de forestillinger om guddomme og dæmoner, der har været god tone rundt omkring i verden. Måske disse to skal forestille tænkte forældre til havfruerne? Intet kommer bag på mig, når jeg bevæger mig inden for i myternes verden, og det er med til at gøre dette ti et enormt spændende sted at besøge.

Nogle af de vildeste guddomme er helt igennem geniale fantasifostre. Selv holder jeg meget af Medusa med hår, der består af levende slanger, og jeg synens, det var uretfærdigt, som hun blev behandlet. Ikke bare blev hun halshugget, men hendes afhuggede hoved blev også forvandlet til beskyttelse af dem, der havde myrdet hende. Hun - om nogen - viser med al ønskelig tydelighed, at det sikre våben, den usårlige gud eller snedigste dæmon har skavanker i facaden, der kan bruges imod dem selv. Dæk dig med en super-rustning, og den ruster? Noget i den stil ....

Jeg tror, at dette er det sagnomspundne havuhyre, Kraken. Det er i hvert fald den tolkning, man giver det i vore dage: "Kraken er ikke et guddommeligt væsen, der stiger op fra havets bund og omslutter skibe, så de går til bunds, men bare en kæmpeblæksprutte." Ja, sådan siger videnskabsmændene i dag, og det er da også en meget plausibel forklaring på det, sømændene frygtede gennem århundreder. Som ide lever Kraken dog videre, for er havet ikke altid skræmmende? Gu' er det!

Dyrker af slangeguden

Noget af det meste interessante - og et must, der venter mig som et fremtidigt studieobjekt - er den latinamerikanske fjerede slangegud. Jeg har egentlig aldrig før tænkt så meget over denne besynderlige guddom, men forstår nu, at den består af en guddommelig sammensmeltning af jæger og bytte: slanger jager fugle og æder dem med største fornøjelse, og fugle gør sikkert alt, de kan, for at undgå reptilerne. Alligevel opstår der en guddom, der består i en sammensmeltning af de to - supersymbolsk og nærmest grænseoverskridende!

Er vejen frem for forfattere at FORÆRE deres bøger væk?

 

Som jeg ikke har lagt skjul på, er jeg bekymret for, hvad der sker med mit forfatterskab. De fleste af mine udgivelser er selvudgiver-ebøger, og dem er der unægtelig mange af, ja, faktisk så mange, at jeg ikke altid selv kan huske, hvad de enkelte værker går ud på. Pinligt, men sandt ....

Nogle andre står til gengæld lysende klart i min hukommelse, og jeg glæder mig over at se omtaler eller anmeldelser af dem hist og her. At der ikke kommer nogen i de store aviser som f.eks. Politiken, hvor jeg selv har været anmelder og kronikør, ærgrer mig, men ikke så jeg ligger vågen og græmmer mig om natten. Næh, for på en måde har jeg accepteret, at der ikke sker så meget mht anmeldelser og omtaler, og at salget næsten er stagneret. Det er ikke fra mine udgivelser, jeg skal vente de store indtægter, men ligefrem gøre det, som jeg ser andre forfattere gøre i udlandet, nemlig at forære deres bøger væk, vil jeg nu heller ikke. Jeg tvivler nemlig på, at det fører til det, de nok tror: at folk bliver så begejstret for deres gratis-bøger, at de skal købe andre af deres værker. Efter min mening sker der nemlig en forskydning fra et læser-ønske, der også får pengepungen frem, til et blasert "nå ja, hvorfor ikke, når nu det er gratis".

Desuden er der noget andet, der må bekymre en forfatter, nemlig at bogsalget synes at være formindsket. (Indrømmet: da jeg ikke gider at finde statistikkerne frem, så er det mere en fornemmelse end hårde facts). - Låner folk de bøger, de ikke køber, på bibliotekerne? Måske, men også det tvivler jeg på, for det er mere min fornemmelse, at man ikke længere læser så meget som før i tiden. Bogen er blevet hårdt trængt af andre ting, der gør det muligt for folk at selv deltage, sådan som f.eks. ved computer-spil.

Denne bog er sikkert meget fornøjelig, men næppe et uforglemmeligt, højlitterært værk. Da jeg så forsiden og notatet om, at den var gratis i nogen tid femover, så tænkte jeg først, "OK, det kunne jeg da godt, for jeg skrev jo i sin tid speciale om hekse", men derefter indså jeg, at jeg ikke gad læse den ....

Nogenlunde det samme tænkte jeg om denne gratis-bog, der åbenbart også handler om hekse. Det ligner ren hygge - samt spild af tid ....

Nej - og NEJ TAK! Måske den har kvaliteter, der bare ikke fremgår af forsiden, men jeg tvivler på, at den kan holde min interesse fangen hele vejen igennem.

Det mest interessant ved disse (og mange andre gratis-bøger) er og bliver forfatternes valg af "salgs-"metode: bøgerne sælger næppe godt, men mon de går bedre som gratis-bøger? Tænk, at tilbyde de bøger gratis, som man har knoklet med for så bare at opleve, at læserne alligevel ikke gider dem. Faktisk ikke, om så de får dem smidt i nakken - SUK på egne og andres vegne, for bøger har jo en masse at byde på, selv om de ikke siger bip-bop eller blinker hysterisk. De er til stille stunder med én selv, og dem kan man altså få gavn af ....

https://www.bookbub.com/books/black-annis-demon-hunter-by-aubrey-law?ebook_deal

https://www.bookbub.com/books/broomsticks-and-burials-by-lily-webb?ebook_deal 

https://www.bookbub.com/books/witches-brew-by-morgana-best?buy=&ebook_deal&position=cover&region=us 

Og som sagt, ovennævnte er kun nogle ganske få af mange gratis-bøger. Det er også nogle få af mange, mange udgivelser hvert år, for selv om bogbranchen tydeligvis ikke er, hvad den har været, så udkommer der virkelig mange bøger, og unge mennesker drømmer om en tilværelse som forfatter. Hvis ikke jeg tager meget fejl, så skyldes det sidste nok, at de forbinder noget andet end de hårde realiteter med sådan et liv. Måske de tror, at de kan få noget, de opfatter som en "arbejdsfri tilværelse", samtidig med at de får en sexet aura samt adgang til spændende mennesker og miljøer. Tjah, det sker vel, men kun for nogle få ....

Mit hjerte banker for mine bøger, og det ville være sjovt at sælge nogle flere af dem, siden litteratur nu engang er en form for kommunikation. Man skriver til en ikke-definerbar læser, og det er en meget interessant proces. Når der så ikke rigtig er nogen læsere, er et vigtigt led jo cuttet af, men derfor eksisterer bogen jo alligevel, og man kan glæde sig over den, bl.a. fordi det er noget, man har skabt.

 

 

 

 

 

 

Den 16 år lange krig, der aldrig fandt sted

Den 11. december 1941 erklærede den polske eksil-regering i London krig imod Japan, men - vist nok for første gang i verdenshistorien - nægtede den udfordrede regering at tage imod denne vist nok meget uventede krigserklæring. Normalt accepterer det land, der erklæres krig imod, en sådan krigserklæring, og BUM, så er de to lande i krig!  

Lederen af den polske eksilregering, Wladyslaw Sikorski, ses her sammen med Winston Churchill og Charles De Gaulle foran en tank i 1941. (Sikoski er nr. 2 fra venstre)

Premierminister Hideki Tojo mente, at den polske eksilregering kun havde erklæret krig imod dem, fordi englænderne havde presset dem til det. Selv om Polen og Japan officielt - eller teknisk set - var i krig fra 1941 til 1957, så blev der aldrig løsnet et skud mellem dem, og den japanske regering hjalp den polske på forskellig måde, bl.a. ved at udstede pas, der lettede situationen for forskellige polakker. Deres sære krig/ikke-krig afsluttedes den 8. februar 1957, hvor der blev genoprettet diplomatiske relationer mellem de to "krigsførende" lande. 

Babser

Sådan er der nok mange, der har drømt om at tilbringe livet, men det går nu engang ikke. Hverken babse-ejeren - nemlig moderen - eller "barnet" kan forlænge denne magiske stund i al evighed.

 

Nej, sådan kan babser ikke gøre, selv om de ellers er ret fantastiske og også kan meget andet end at optræde i deres rolle som sekundært kønssymbol og dermed være blikfang for diverse herrer.

Før det blev lovligt at vise ben offentlige steder, fandt man mange forskellige måder at fremvise eller bare vise hen på babser som det primære kønssymbol i dannet selskab. En kvinde var lig med højbarmede personer i et stramt korset, og deres egen påstand om, at de så sandelig også havde noget mellem ørerne, blev set som direkte "ukvindeligt". Vær din krop, kunne man sige, men glem alt om dit hoved ....

I græsk mytologi er Artemis datter af Zeus og Leto. Hun står for fødsler, jomfruelighed og frugtbarhed, men hun er også jagtens, skovens og dyrenes gudinde, og så har hun altså en masse babser.

 

Kvindebrystet er unikt blandt hunpattedyr, fordi de er synlige gennem hele kvindens voksne liv. Et bryst består af mælkekirtler, fedtvæv og bindevæv. Det indeholder omkring 15-20 mælkekirtler med hver sin mælkegang, og disse "mælkegange" munder ud i et mindre reservoir, umiddelbart inden hele gangsystemet udmunder i brystvorten. Denne befinder sig midt på brystet.
Brysternes størrelse og form er ikke ens hos alle kvinder, og kan også veksle hos den enkelte kvinde, sådan at det ene bryste er større end det andet. Størrelse og form kan påvirkes af alt lige fra arvelighed, alder, hormonbalance og vægt. 

 

 

I vestlige lande er brystomfanget blevet øget med ca. 10 cm gennem de sidste 100 år. En del af forøgelsen stammer fra plastiske operationer, idet tolerancen over for ældede og måske slappe bryster er formindsket betydeligt. Nu skal babser helst være fyldige og sidde uden nedadgående tendenser, hvilket i de fleste/mange tilfælde kræver kirurgiske indgreb. Resultatet af disse kan i nogle tilfælde være direkte groteske, men tolerancen over for denne form for et ændret udseende er tilsyneladende vokset. Dvs. at idealerne har skiftet.

 

 

Set fra naturens side er brystet ikke bare et vigtigt sekundært kønskarakteristika, men - i bogstaveligste forstand samt først og fremmest - en kilde til den nyfødtes ernæring. Modermælken er unik og indeholder alle de nødvendige stoffer til barnets ernæring i de første 6-8 måneder af dets liv. Man mener, at de børn, der får denne mælk, udvikler en højere modstandskraft imod allergier resten af livet. Deres immunsystem og helbred nyder godt af denne tid ved deres moders barm.