Betragtninger over et billede

OK, damen her ville have godt af at tabe sig sådan ca. 40-50 kg. Det ville lette hendes krop for den tunge byrde at skulle være der for hende døgnet rundt, og hun ville helt sikkert komme til at se bedre ud. Hendes holdning til både det ene og det andet, der ikke lever op til vore gængse skønhedsidealer, udtrykkes dog på en glimrende måde med den ikke ligefrem forskønnende maske, hun bærer. Denne maske har hun formentlig selv valgt, og hun kunne sagtens have fundet noget, der klædte hende bedre. Hun er altså en person, der vender situationen med de mange uskønne kilo og hendes egen mangel på gængs skønhed om. I stedet for at forsøge at gøre sig pænere, gør hun sig grimmere, end hun behøvede at være, hvilket er en hån imod de strikte skønhedsbegreber i vor verden. Der er dog én detalje, der kunne tyde på, at sagen ikke er helt så enkel endda, for når man ser på, hvordan linjerne i hendes ansigt møder linjerne på masken, så er der også en anden mulighed: masken kan være lavet over hendes virkelige ansigt, og sådan ser hun ud med eller uden maske. Jamen, så kunne hun da have valgt en maske, der skjulte hendes ikke så højt værdsatte ydre, eller hva'? Det kunne hun, men den mulighed har hun altså fravalgt. Med sin maske siger hun: "Sådan ser jeg ud, og det må du bare finde dig i!" Egentlig en ret bastant manifestation af selvstændighed og selv-accept ....

 

 

 

Da Majestæten fik et knus

Intet er helligt for amerikanere, de vover sig gerne ud, hvor andre frygter at træde. Her giver den tidligere præsidentfrue Michelle Obama således Englands dronning, Elizabeth II, et spontant knus. Ret dristigt, når nu man befinder sig i majestætens hjemland, i hendes palads og med alskens store herrer og damer rundt omkring foruden diverse sikkerhedsvagter.

Michelle Obama, (der iøvrigt kunne være et godt bud på en amerikansk præsident), har senere udtalt sig om episoden (gengivet efter hukommelsen og altså ikke ordret): "Jeg følte en øjeblikkelig sympati og reagerede på den ...." Det var ikke gået i Henrik VIII's tid ....

Djævelske krapyl!

Alexander Keith Jr. (1827-1875) var en skotsk immigrant, der blev dobbeltspion under den amerikanske borgerkrig. Han arbejdede dog mest for Sydstaterne, og en af hans "bedrifter" bestod i at sende tøj, der var inficeret med gul feber til Nordstaterne. Alt, hvad han foretog sig, viser en tydelig "mig-først"-mentalitet, og han var totalt ligeglad med, om han skaffede sig penge via andres død. Hans "glansnummer" foregik under en særdeles nødvendig flugt til Tyskland efter forskellige svindlerier i USA. Tyskland blev hans tilflugtssted, idet han havde slået sig ned her under falsk navn sammen med sin kone. 

Selv om han spillede stor mand i byen, manglede han i virkeligheden midler til at opretholde facaden. Så kom han på en "genial plan" til at skaffe sig penge, nemlig via en forsikringssvindel, der kom til at koste 81 mennesker livet og såre omkring 50: han udstyrede angiveligt skibet Mozel med en last caviar. I virkeligheden bestod denne last af sprængstof, der ved et uheld dog gik af, inden skibet stod fra kaj. Den oprindelige plan var, at det skulle eksplodere på havet, sådan at Keith Jr. kunne indkassere store forsikringssummer for tabet af den ikke-eksisterende caviar-last. 

Allerede inden denne mislykkede plan havde Keith fået blod på tanden og var gået i gang med omfattende forsikringssvindel, nemlig med passagerskibe, der også skulle bringes til skibbrud på havet, selv om det ville koste mange uskyldige livet. Efter Mozel-eksplosionen var Keith dog tilsyneladende så trængt, at han endte med at skyde sig. Det siges, at hans hoved blev opbevaret på et politimuseum i Bremen, der imidlertid blev ødelagt under Anden Verdenskrig.

https://blog.marinersmuseum.org/2017/10/ss-mosel-insurance-fraud/

 

 

 

 

Roman-forfatteren Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte som ung, smuk soldat

Silkehandlerdatteren Desirée Clary (1777-1860) blev forlovet med Napoleon Bonaparte, efter at han på snedig vis havde fået sin bror Joseph gelejdet væk fra hende og over til hendes søster, Julie, som han også giftede sig med. At den letfængelige Napoleon var forelsket i Desirée er der ingen tvivl om, men det endte som bekendt med en brudt forlovelse.

 

Desirée var bestemt en dejlig, ung dame, der forståeligt nok vakte opmærksomhed blandt sine samtidige. At hun endte med at blive svensk dronning i stedet for fransk kejserinde, og at hun som bernadotternes stammoder også hører til den danske kongefamilie via dronning Ingrid gør bare det hele endnu mere spændende. Ikke mindst hun og hendes karriere viser, at Napoleon ikke var den eneste i samtiden, der opnåede en karriere, som ingen ville have forestillet sig ved deres fødsel. 

                                    Napoleons første hustru, kejserinde Josephine

Det samme gælder faktisk også hans første kone, Josephine, der minsandten også kan genfindes i den svenske - og dermed også den danske - kongefamilie. 

                              Josefine, gift med den svenske konge, Oscar I

Kejserinde Josephines søn, der jo var Napoleons stedsøn, Eugène de Beauharnais, blev nemlig far til den overordentlig populære, svenske dronning Josefine, der som 16-årig blev gift med Desirées søn, kong Oscar I af Sverige.

Desirée

Inden Napoleons og Desirées forlovelse gik i stykker, havde den forelskede - og lidenskabelige - soldat forsøgt at holde sin forlovedes interesse fangen ved hjælp af et litterært værk, som han selv havde forfattet, nemlig "Clisson et Eugénie". Denne superromantiske fortælling, som Napoleon skrev i 1795,  handler om den tragiske kærlighed mellem en soldat og hans kone, der er ham utro med en af hans soldaterkammerater. Det er muligt, at han har villet fortælle Desirée noget om sin egen jalousi, for på et tidspunkt i deres forlovelse lader det til, at hun ikke længere besvarede hans breve. Da det går op for ham, at hun vist ikke længere følte det samme for ham som før, bryder han forlovelsen for i stedet at forlove sig med Josephine, der var enke med to børn - og ikke særlig trofast ...
 

Desirée i 1810

Hvad romanen angår, så har den haft en omtumlet tilværelse, for det meste i fragmenteret form. Den findes imidlertid udgivet og er bl.a. til salgt på SAXO: https://www.saxo.com/dk/clisson-eugenie-a-love-story_napoleon-bonaparte_paperback_9781906040277

Visse eksperter siger, er der ikke tale om et udødeligt mesterværk, selv om Napoleon har gjort sig umage med at skildre den tragiske kærlighedshistorie i tidens foretrukne sentimentale stil. Nogle påstår, at han har ladet sig inspirere af Jean-Jacques Rousseau og måske også af Goethe. 

https://www.thetimes.co.uk/article/clisson-and-eugenie-by-napoleon-bonaparte-mqzzllcm3wm 

 

https://h-france.net/fffh/classics/2857/ 

 

 

Manden, der var kvinde

Det dér med mænd, der føler sig som kvinder, eller kvinder, der føler sig som mænd, er vi vel efterhånden mere eller mindre vant til. 

Sådan var det dog ikke før i tiden, så forbløffelsen var stor, da jazz-musikeren Billy Tipton (1914-89), der var et temmelig stort navn i 1930'erne og 1940'erne, blev afsløret som kvinde ved sin død. Selv ikke den kvinde, "han" havde levet sammen med i mange år, og som "han" delte forældreskab med til tre adoptivbørn, havde nogen anelse om sandheden. 

Billy havde nemlig altid hævdet, at "han" desværre ikke kunne have sex, fordi "han" havde været ude for en ulykke, der havde destrueret hans kønsorganer. Ja, han var vel lige så glat i skridtet som en - kvinde ....

https://deadline.com/video/no-ordinary-man-clip-toronto-premiere-doc-billy-tipton/

 

 

 

Offer for en viking

 

Vikingen Egil Skallagrimssons ry lever videre i vor tid, fordi han var en stor digter. At han også var en brutal bisse, der ikke skyede nogle midler til hævn, når han blev vred, bærer man ligesom over med, idet man nærmest opfatter hans brutalitet som noget pudsigt. For eftertiden er han nok nærmest blevet til en art "trolden i æsken", der minsandten også skrev flotte digte. En form for bussemand, der måske efterhånden er mere underholdende end skræmmende.

Han blev født på Island omkring 910 e.Kr. og døde ca. 80 år senere, så han blev gammel. Ifølge sagnet tilhørte han en temmelig speciel familie, idet hans farfar angiveligt kunne forvandle sig til ulv, når han ville. Aha, tænker man, en familie af varulve! Helt så slemt var det næppe, men brutale var de, hvilket i Egils tilfælde bl.a. gav sig udslag i drab og mord. Således skal han have begået sit første mord som 7-årig, hvor han angiveligt kløvede hovedet på en eller anden stakkel med en økse. Senere blev det værre, og det jeg selv finder værst er måske, at han klemte øjnene ud på en mand, der ikke havde noget mjød, han kunne byde ham på, men som serverede surmælk. Grove løjer må man sige, og det kan ikke retfærdiggøres med opdagelsen af, at han måske led af en sygdom, der fortykkede og deformerede hans ansigtsknogler.

Alle Egils uhyrligheder førte til en udvisningsdom, som kong Erik Blodøkses dronning, Gunhild, formentlig har beordret. Helst ville hun have haft ham henrettet, da han på et tidspunkt blev taget til fange, men han klarede frisag ved at skrive et smukt hyldestdigt til hendes mand, kongen. Efter at være blevet udvist, tog han til England, hvor han sluttede sig til kong Athelsten, sådan at han kom til at kæmpe imod sine gamle kammerater, nemlig Erik Blodøkses mænd. Det har nok ikke altid været lige let for ham, da han åbenbart var loyal over for dem, han regnede for venner.

En hård banan med et blødt hjerte? Tja, måske, men jeg har nu ikke glemt det, han gjorde ved den stakkels mand, der ikke kunne servere mjød for ham. Det var grimt gjort, og jeg forestiller mig livet fremover for den blindede mand i et vikingsamfund: fra viking til tigger? Ikke rart, nej, slet ikke rart ....

https://islandstur2013.wordpress.com/farfaren-til-egil-skallagrimsson-kunne-forvandle-seg-til-ulv/ 

http://www.viking.ucla.edu/publications/articles/skull_bones.pdf 

 

 

 

Lykken som statussymbol

                                          Jamen, det vil vi da alle, på hver vores måde ....

Det er in at være lykkelig, hvilket der ikke er noget at sige til, men det er også et statussymbol. Én ting er den individuelle lykke, noget andet det, man kunne kalde "fælles-lykken", hvor alle opfyldes af de samme forestillinger, drømme og håb om livets lykke. De mest almindelige af denne type drømme består nok i sådan noget som at møde den eneste ene, få dejlige børn, en god karriere, et nyt hus samt masser af penge på lommen. Når man tænker over det, så kan mange menneskers lykke-vej beskrives som en masse parallelle linjer, der løber side om side uden de store forskelle eller forskydninger. 

Den individuelle lykke-drøm derimod krydser de parallelle linjer, hvilket mange af de fælles-lykkelige synes bringer uorden i deres smukke symmetriske lykke-mønster. Nogle af de fælles-lykkelige opfatter de individuelle lykke-mennesker som provokerende, idet deres alternative liv og livsstil opfattes som en kritik.af fælles-forestillingerne. 

Hvor de fælles-lykkelige er vant til, at repræsentere lykke-begrebet som idealet, så kommer de her underlige individualister med deres helt anderledes opfattelse, og det kan ses som en udfordring. De føler måske, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres liv, og at det d ermed forvandles fra en succes til noget helt andet.

At man ikke altid kan definere lykke kommer sikkert bag på mange mennesker, der har set det som et fælles-menneskeligt ønske om noget bestemt, "der siger sig selv". F.eks. udstråler den lille, fattige, men jublende glade dreng på billedet ovenfor en glæde, der ikke kan erstattes af en masse penge. Det kan formentlig forøge den, men ikke træde i stedet for eller sælges, byttes eller foræres væk.