fredag den 9. oktober 2020

Tanker om engle, sjæle og andre luftige elementer

Har vi en sjæl, og hvad består den i så tilfælde af? De fleste forestiller sig nok noget, der ligger tæt op ad vore forestillinger om engle, medens andre er mere ovre i spøgelses-afdelingen. Vi forventes også at have vores personlighed med os, når vi træder ind i Paradiset. Alt slemt i tanke eller handling vaskes dog ligesom af os, når vi bliver lukket ind til de andre "salige", som de døde kaldes, når de er havnet i de himmelske gemakker. Den uret, der er blevet begået imod os, medens vi levede, finder en form for retfærdighed, hvor de, der har forsyndet sig imod os, er - eller bliver - straffet. Mange forfulgte og mishandlede mennesker har sikkert trøstet sig med denne tanke, og den er på sin vis rørende, fordi den i den grad ligner en ønskedrøm.

At blive lukket ind i Paradiset sker som følge af en sjælelig forædling op igennem livet. Denne antages at bestå af tro, godhed, empati og næstekærlighed. Noget, vi alle burde stræbe efter, men som vist nok kun en vis procentdel virkelig opnår. Har man troen, er det nemlig ikke sikkert, at man besidder en ægte næstekærlighed ....

Tro er tro, og det er altså ikke det samme som viden. At tro på Biblens fremstilling af forholdet mellem sjæl og legeme støder automatisk på den fornuft, man jo helst skal have udviklet med årene. F.eks. står der i Første Mosebog, kapitel 2, vers 7: "Gud Herren formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." Eftersom betegnelsen "levende væsen" opfattes som "en levende sjæl", er man nødt til at stille sig selv det spørgsmål, hvad er en sjæl????? Tjah, ifølge skabelsesberetningen er den det åndedræt, der giver liv til det døde materiale, der udgør kroppen. Med en sjæl i kroppen er man et menneske, men en krop uden sjæl er et lig, og en sjæl uden krop er et genfærd - eller (måske) en engel. Sådan set meget enkelt, men når man tænker lidt mere over det, så kommer man ikke langt i sin tankerække, før man står over for et nyt spørgsmål: vi tillægger den kropsløse sjæl et liv, som rigtig mange mennesker verden over tror på, men som ikke er særlig logisk, så hvorfor bliver vi ved med at tro på det?

Hvad sjov ville der også være ved et kropsløst efterliv som engel eller spøgelse? Tid og rum forsvinder vel, og døgnets rytme med nat og dag er formentlig også væk, så hvad skal man egentlig foretage sig i det, der kaldes "Evigheden"????? Hvis man, (sådan som det antages af de fleste), får en tilværelse som engel, men med bibeholdelse af ens oprindelige personlighed, så vil det nok være særdeles svært at lægge gamle vaner og lyster fra sig. DET vil måske skabe en uendelig strøm af totalt ens øjeblikke, der er helt uden farve og indhold, hvilket vil sige, at de er dødkedelige ....

Den tidligste forståelse af forholdet mellem sjæl og legeme er efterhånden blevet ændret som følge af en påvirkning fra græsk tankegang. Meget af det, vi forestiller os om den "lavere materie" (dvs. kroppen) og den "højere, mere eller mindre guddommelige sjæl" stammer derfra. Denne påvirkning i tankegang ses tydeligt i Det Nye Testamente og især hos apostlen Paulus. Det sørgelige ved dette er, at den lægger op til en nedvurdering eller ligefrem fordømmelse af legemet og en forherligelse af de forestillinger om det åndelige, der ene og alene bygger på vore forestillinger. Dette har så igen ført til en foragt for kvinder og sex, der i patriarkater har repræsenteret denne "lavere" del af menneskelivet. Noget, der har kostet menneskeheden dyrt i livsglæde, men også i samfundssind, da nogle kvinder er blevet forfulgt og udelukket fra social accept, fordi bl.a. de selv samme mænd, der har benyttet sig af deres tjenester, kategoriserer dem som "usædelige"

Ret trist når man tænker på, at kvinder og det kvindelige spillede en stor rolle i de tidligste religioner, men nedvurderingen af det kvindelige er vel en logisk følge af opvurderingen af den mandlige guddom. Hvis man leger lidt med den tanke, at tingene måske ikke hænger helt sådan sammen, som præsten præker, så kan man dog få et ganske andet billede af guddommen og Paradiset ....  


Barbie Hårfager

 

Jeg har spekuleret over betydningen af denne helt ukarakteristiske Barbie-dukke. Normalt regnes Barbie for det yndigste af alt yndigt, og det indbærer bl.a., at ikke et hårstrå ligger forkert eller stritter ud et sted, hvor det regnes for "ukvindeligt". 

Sådan ser en "rigtig Barbie" ud: smækker og lækker, med flot hår og super-dyrt designertøj - selv for en badedragt! Man kan se, at hun har råd til pleje med frisør, pedicure og manicure, og hendes kæreste - hvad enten det er "Ken" eller en anden succesrig og velhavende fyr - er tydeligvis også ved muffen, for det ligger ligesom i luften, at det er ham, der betaler gildet.

Dog er der også mindre velhavende Barbier som denne "Minimum Wage Barbie", der ved sin mangel på penge og designertøj bryder med konceptet. Det eneste, der stadig er Barbie-agtigt er det kønne ansigt og friske smil. Hun ligner en, der når som helst  kan møde den talentspejder, der kan gøre hende til den stjerne, hun allerede synes at være, eller ham millionæren, der falder for hende og forvandler hende til rig forstadsfru. Noget, der imidlertid kan gå galt:

Den kønne dame kan åbenbart blive så edderspændt over sin rolle som "trofæ-kone", at hun myrder manden - tilmed med et flot tandsmil og perfekt hår.

Ja, sikke en "præstation"!!! Hun er tydeligvis stolt af at have gjort ham den irriterende fyr, hun er gift med, et hoved kortere. Mon han har nægtet hende den flotte kjole, hun ønsker sig, eller måske en lækker bil?

I de allerfleste tilfælde fremtræder Barbie som den perfekte fotomodel-type, der langt hen ad vejen er blevet opstillet som kvindeideal for små piger, men der er altså undtagelser. Nogle af disse virker dog ikke ægte, og jeg mistænker, at de er blevet skabt som en "spøg", der skal udstille et falsk ideal. Gælder det også Barbie Hårfager? Jeg er ikke sikker, men vil ikke afvise, at hun skal tjene som et ægte led i pigernes introduktion til voksenlivet. Piger er måske ikke så hårfagre som mænd, men hårløse er de nu heller ikke, og tanken om en tot hist og pist har redet mange af dem som en mare. Hvis Barbie Hårfager kan lære dem, at de hverken er syge eller grimme, fordi de har lidt hår "ureglementerede steder", så er det da herligt. Jeg mistænker dog, at denne anderledes Barbie-model bare er en introduktion til en hel masse dyre skønhedsprodukter, der kan lære pigerne alligevel at opfylde idealet, selv om de ikke ligner den traditionelle Barbie, inden barbermaskinen kom frem ....

 

 





 

 

 


 
 


 

 

 

 

 






torsdag den 8. oktober 2020

Fortidens genialitet

Jeg har stor respekt for mekanisk snilde, dog uden selv at drive det længere end til det, man kalder "fingerfærdighed". Det er sådan set også godt nok til hverdagsbrug, men derfor beundrer jeg nu alligevel de mekaniske genier, der for rigtig mange år siden opfandt noget, der ved deres snilde er et direkte forbindelsesled til vore dages computere, rumraketter og meget andet avanceret isenkram. F.eks. er der Armillarysfæren, der er et astronomisk instrument, der blev opfundet omkring 250 år f.Kr.. Mange store opfindelser, der har influeret vore dages videnskab på forskellig vis har faktisk set dagens lys som et astronomisk og eller astrologisk instrument, hvilket er en interessant tanke her i "Rumalderen". At Armillarysfæren også blev brugt af Tycho Brahe udgør for mig et svimlende bånd til nutiden, for det er nu slet ikke så længe siden, han levede (1546-1601).

Hvad computeren angår, så går den meget længere tilbage i tiden, end man umiddelbart skulle tro. Man kan nemlig sige, at den opstod med Antikythera-mekanismen, (som jeg nu ikke har i sinde at gøre mig klog på), hvilket vil sige, at den går mindst tilbage til ca. 100 år f.Kr.. Den forbindes med det græske universalgeni Arkimedes, der levede ca. 287-212 f.Kr., men er formentlig blevet seriefremstillet, da den blev skabt. Det er et af disse seriefremstillede eksemplarer, vi har mulighed for at bedømme. Interessant nok blev det fundet i et ældgammelt, forlist skib ud for den græske kyst i 1901, men man har først efterhånden fundet ud af, hvor avanceret mekanismen egentlig er. Man mener, at Cicero (106-43 f.Kr.) omtaler den i et af sine skrifter, men at det altså formentlig var Arkimedes, der opfandt den. Der er dog forskellige meninger om dens oprindelse og fulde funktion, men alle er enige om, at den besidder en utrolig funktionalitet, der også må imponere nutidsmennesker.

Ud fra det man ved nu, er det tydeligt, at det sidste ord om brug og oprindelse ikke er afsagt endnu, og det er altså mere end 100 år siden, det forliste skib blev fundet ....

 
https://interestingengineering.com/11-facts-about-the-antikythera-mechanism-the-2000-year-old-computer 

 

http://www.openculture.com/2017/01/how-the-worlds-oldest-computer-worked-reconstructing-the-2200-year-old-antikythera-mechanism.html

 


Endnu en Elizabeth

Det er ikke så længe siden, jeg læste en bekymret - eller utålmodig?? - person ytre sig om det faktum, at Elizabeth II af England bare lever og lever i stedet for at abdicere til fordel for sin søn, Prins Charles eller simpelthen dø .... Hendes høje alder blev nærmest fremstillet som en "særhed" eller et bevidst drilleri fra hendes side, der ødelagde prinsens liv. Sikke noget pladder, siger jeg bare. 

Hendes far, George VI (1895-1952) blev ikke engang 60 år, men hendes mor, dronning Elizabeth (1900-2002 ), der var kendt som "dronningemoderen", og som angiveligt nærmest var blevet håndplukket af sin svigermor, dronning Mary, blev over 100 år. Dvs. at den nuværende dronning må være født med gode, robuste gener, der formentlig sikrer hende et lendnu længere liv.  

En af dronningemoderens forfædre er sjovt nok den skotske konge Robert I (1274-1329), der også er kendt som "Robert the Bruce". Han er stadig en nationalhelt i Skotland, fordi han bekæmpede englænderne, men nu er det altså en af hans efterkommere, der er blevet dronning over det selv samme folk, han var imod. 

Elizabeth Angela Marguerite Bowes-Lyon, som hun hed i sin tid, ses her med sin ældste datter, Elizabeth (II) og sin mand, den senere George VI, der uventet fulgte sin ældre bror, Edward VIII, som konge, da han abdicerede for at gifte sig med Wallis Simpson. Når man ser hendes ungpigenavn, tror man måske, at hun var en borgerlig kvinde, der ligesom adskillige andre unge damer i vor tid fik prinsen og det hele kongerige, men nej, hendes far var Jarlen af Strathmore, og hun nedstammede altså fra de gamle, skotske konger. Nok var hun ikke født prinsesse, men - også med sine Stuart-aner - hørte hun til den gruppe, man kalder "de kongelige", og kunne derfor gøre fyldest som kone til dronning Marys og kong George I's næstældste søn, kaldt Bertie. 

     George V's formidable kone, dronning Mary med de to unge prinsesser, Elizabeth og Margaret

At den tidligere lady Bowes-Lyon endte som dronning, var der absolut ingen, der kunne have forudsagt, for hvem skulle have troet, at Edward VIII kunne finde på noget så ukongeligt som at falde for en ikke påfaldende smuk, temmelig vulgær, fraskilt amerikansk kvinde? Formentlig ingen.

Selvsamme dame gjorde iøvrigt nar ad dronningemoderen, som hun (og hendes mand, eks-kong Edward VIII) kaldte "den skotske kok", fordi hun havde en mere robust kropstype end den radmagre Wallis. De havde også et øgenavn til den lille prinsesse, der ved kongens død var kommet højt op i arvefølgen og stod til at følge sin far, George VI, som regent. Fordi hun var barne-buttet og havde lyst krøllet hår, kaldte de hende "Shirley Temple" efter den på den tid enormt populære, amerikanske barnestjerne. Måske ikke direkte fornærmeligt, men alligevel heller ikke hverken kærligt eller respektfuldt.

Shirley Temple

At dronning Mary havde en finger med i spillet, da den unge lady Elizabeth blev forlovet med den sky, meget hæmmede og stammende prins George, ses også af, at hun mere eller mindre åbenlyst sørgede for, at den unge adelsmand, James Stuart, der var søn af Jarlen af Moray, blev sendt langt væk, da der kom amoriner i luften. Elizabeth skulle have "Bertie" - BASTA!! - og sådan blev det, men først efter at han havde friet forgæves til hende flere gange. De blev gift i Westminster Abbey den 26. april 1923 og fik efter alt at dømme et lykkeligt ægteskab, hvor hun gjorde meget for at støtte ham. Det siges dog, at hun aldrig tilgav hans bror, Edward VIII (der ved sin abdikation blev forvandlet til Hertugen af Windsor), at han abdikerede og dermed påtvang sin bror kongetitlen samt gjorde hende selv til dronning.

 

https://www.express.co.uk/showbiz/tv-radio/743357/The-Crown-Netflix-King-Edward-call-Queen-Elizabeth-Shirley-Temple-nickname

 

 

onsdag den 7. oktober 2020

Snigløbet af sin egen godhjertethed

 

Gamle myter og legender er det rene guf for dem, der kan lide vilde fortællinger om snart sagt hvad som helst. De har inspireret mange forskellige forfattere, historikere og psykologer til interessante tolkninger. Bare tænk på Joseph Campbell og C.G. Jung, der hver for sig fik fortolket gamle folkeeventyr og myter. Hvis ikke de har taget et af de mest interessante af slagsen op, så burde de have gjort det. Det drejer sig om en af de russiske myter, der lever som ved knopskydning, for ikke bare fremstillingen og indholdet veksler med tidsalderen, men også genren. Således har også flere forfattere af mere moderne art ladet sig inspirere af styrkeprøven mellem prins Ivan og den dæmoniske Koschei.

I en af versionerne, nemlig "The Red Fairy Book" fra 1890, bliver Koschei holdt fanget i et hemmeligt rum i et tårn på prinsesse Maryas slot, hvor hun bor med sin mand, prins Ivan. Hun har pålagt ham at holde sig fra et af tårnene (: i nogle versioner er det en kælder) og aldrig, aldrig gå op til de øverste etager. Da hun drager i krig, (hvilket må siges at være en interessant detalje), keder han sig, og hvad gør han så? Jo, han går selvfølgelig straks op i tårnet og bryder ind i et aflåst rum, hvor han ikke har noget som helst at gøre. Her finder en lænket og udpint gammel mand, der synes at være på dødens rand. Da Ivan er en sød og venlig prins, gør han, som denne halvdøde stakkel beder ham om, nemlig bringer ham et glas vand. Så snart den lænkede gamling har fået dette vand, liver han op og sprænger sine lænker. Intet kan holde ham tilbage, og han udviser ingen taknemmelighed imod Ivan, da han på et tidspunkt bortfører hans hustru, prinsesse Marya.

Nu er der det ved Koschei, at han ikke bare er kendetegnet ved sin hunger efter guld, sin grådighed, men ved sin evne til altid at holde sig i live: han har placeret sin sjæl et sikkert sted og er simpelthen udødelig. Dermed en frygtelig modstander for den unge prins.

Da Koschei bortfører Ivans hustru, Marya, sætter den unge prins af efter ham. Det lykkes dog ikke før efter flere forsøg, for Koschei har en super-hurtig hest, der også er udstyret med forskellige magiske evner. Ivan opsøger derfor Koscheis kvindelige modstykke, (der i nogle af myterne er hans kone eller søster) Baba Yaga for at bede hende om en tilsvarende hest. Det lykkes åbenbart ikke så godt, for han ender med at stjæle en hurtig hest, men i nogle versioner først efter at være blevet dræbt af Koschei og derpå genoplivet af magisk vand. Til sidst lykke det ham dog at finde og befri Marya, og i nogle versioner får han også dræbt den ellers udødelige Koschei. Altså en hæsblæsende historie om mod, tapperhed, kærlighed - og om ikke at være for god, selv når man møder stor elendighed og bare ønsker at lindre den ....




Han spillede detektiv, meeeeen ......

Robert Blake er bedst kendt som TV-detektiven Baretta og for sin flotte præstation i rollen som morderen Perry Smith i filmatiseringen af Truman Capotes roman "In Cold Blood". To modsætninger karaktermæssigt, som Blake havde stor succes med, men faktisk fik han sin debut som 6-årig i filmen "Bridal Suite". Derefter blev den daværende barneskuespiller et kendt og elsket medlem af "Our Gang".

Han var ikke en første-elsker-type, men gjorde det godt inden for sit område. Som "kendis" fik han også sin andel af tilbud fra kvinder med hang til rige, mandlige berømtheder. En af dem, der jagtede ham, var Bonny Bakley, der så at sige levede af sin krop. Hun havde det med at sende nøgenbilleder af sig selv til kendte mænd, hvilket ofte førte til fysisk kontakt mellem dem. Da hun blev gravid, hævdede hun først, at faderen til hendes nyfødte datter var Christian Brando, men en test afslørede, at den lille var Robert Blakes. Hun fik navnet Rose, og på grund af hendes eksistens giftede Robert Blake sig med Bonny Bakley, selv om intet tyder på nogen særlig kærlighed mellem dem. Til gengæld kom han til at holde meget af sin lille datter.
 

Ægteskabet blev kortvarigt og sluttede på dramatisk vis, da den 44-årige Bonny blev fundet død i sin bil foran deres hus. Hun var tydeligvis blevet skudt, men der var ingen tydelige spor efter morderen. Blake blev imidlertid arresteret og sigtet for mordet, bl.a. fordi to stuntmen påstod, at han havde forsøgt at hyre dem til at myrde konen. Juryen troede dem ikke, da de var kendt som et par kokain-vrag, og Blake ikke havde krudtslam på hænderne, da han blev arresteret.

Selv om Blake altså blev frikendt, så slap han ikke for videre tiltale, idet han otte måneder efter frifindelsen blev dømt "skyldig" ved en af disse besynderlige civile retssager, som blev berømt - og berygtet - ved O.J. Simpson-sagen. Han blev dømt til at betale $ 30 millioner til afdøde Bonnys børn.
 

Hvad lille Rose angår, så blev hun overgivet til sin ældste halvsøster, Delinah, der skulle stå for opdragelsen af hende. Selv om der manglede beviser på Blakes skyld, så er der ingen tvivl om, at han regnes for skyldig af de fleste. Han og Bonny levede som hund og kat, og selv efter brylluppet fortsatte hun med at sende kendte, berømte og velhavende mænd nøgenbilleder af sig selv, hvilket han følte udgjorde en trussel imod ham og hans sikkerhed. Det kan man så diskutere logikken i, men det var med til en adfærd, der kastede mistanken på ham ....


 



tirsdag den 6. oktober 2020

Luskerier

 

Som ikke-katolik - men med katolske venner og bekendte - undrer jeg mig på en areligiøs måde over pave Johannnes Paul (1912-1978), der døde efter 33 dage i kirkens højeste embede, som han oprindelig havde planlagt at afslå. Hvis man spørger katolikker, vil de fleste formentlig benægte, at dette dødsfald kan have noget som helst at gøre med denne nye paves planer om at foretage visse forandringer i embedets indhold og i det, der er centrum for den katolske kirke: Vatikanet. Som en stat i staten på globalt plan, (som jeg oplever som en edderkop i sit spind), har dette klerikale hieraki en finger med i spillet steder, som man ikke ville have troet mulige. Med deres effektive hemmelighedskræmmeri giver de indtryk af at være i besiddelse af alle mulige vigtige oplysninger, som de har formået at bevare for sig selv. Mange historikere har erklæret, at de ville ofre både liv og lemmer for at komme i besiddelse af nøglen til de arkiver, der indeholder disse hemmeligheder, ja, nogle taler ligefrem om at bytte deres samlede familie for en udhindret adgang ....

Her ligger han så, manden, der havde planer om at foretage nogle ikke særlig specificerede forandringer af dette hemmelige system. Konspirationsteorierne blomstrer rundt omkring ham, og det er der ikke noget at sige til. Selv tror jeg automatisk mere på lusk (mord!!!) end på det hjerteslag, som den katolske kirke selv har forklaret dødsfaldet med. Hvis det ikke var et naturligt dødsfald, så blev han sikkert offer for de planer om mere åbenhed, som han havde fortalt om. Mange har nævnt, at hvis de store mængder  hemmeligstemplede papirer i Vatikanets bibliotek blev lagt åbent frem for offentligheden, ville mange punkter i det samlede system, vi kalder "historien", men som retteligen burde hedde "valgte højdepunkter" eller noget i den stil, ganske enkelt omskrives. Noget, konservative og rethaveriske mænd som kirkens dignitarer, ikke synes om ....

Var det guddommelig inspiration, der lå bag dette håndtryk? Næppe, og sådan er det med mange andre historiske fænomener: som udenforstående oplever man noget sært, men man mangler at kunne se bag om de ydre begivenheder.

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/vatikanets-fascination-af-diktaturet 

https://connery.dk/top-5-over-vatikanets-moegsager.132115.html