onsdag den 7. oktober 2020

Snigløbet af sin egen godhjertethed

 

Gamle myter og legender er det rene guf for dem, der kan lide vilde fortællinger om snart sagt hvad som helst. De har inspireret mange forskellige forfattere, historikere og psykologer til interessante tolkninger. Bare tænk på Joseph Campbell og C.G. Jung, der hver for sig fik fortolket gamle folkeeventyr og myter. Hvis ikke de har taget et af de mest interessante af slagsen op, så burde de have gjort det. Det drejer sig om en af de russiske myter, der lever som ved knopskydning, for ikke bare fremstillingen og indholdet veksler med tidsalderen, men også genren. Således har også flere forfattere af mere moderne art ladet sig inspirere af styrkeprøven mellem prins Ivan og den dæmoniske Koschei.

I en af versionerne, nemlig "The Red Fairy Book" fra 1890, bliver Koschei holdt fanget i et hemmeligt rum i et tårn på prinsesse Maryas slot, hvor hun bor med sin mand, prins Ivan. Hun har pålagt ham at holde sig fra et af tårnene (: i nogle versioner er det en kælder) og aldrig, aldrig gå op til de øverste etager. Da hun drager i krig, (hvilket må siges at være en interessant detalje), keder han sig, og hvad gør han så? Jo, han går selvfølgelig straks op i tårnet og bryder ind i et aflåst rum, hvor han ikke har noget som helst at gøre. Her finder en lænket og udpint gammel mand, der synes at være på dødens rand. Da Ivan er en sød og venlig prins, gør han, som denne halvdøde stakkel beder ham om, nemlig bringer ham et glas vand. Så snart den lænkede gamling har fået dette vand, liver han op og sprænger sine lænker. Intet kan holde ham tilbage, og han udviser ingen taknemmelighed imod Ivan, da han på et tidspunkt bortfører hans hustru, prinsesse Marya.

Nu er der det ved Koschei, at han ikke bare er kendetegnet ved sin hunger efter guld, sin grådighed, men ved sin evne til altid at holde sig i live: han har placeret sin sjæl et sikkert sted og er simpelthen udødelig. Dermed en frygtelig modstander for den unge prins.

Da Koschei bortfører Ivans hustru, Marya, sætter den unge prins af efter ham. Det lykkes dog ikke før efter flere forsøg, for Koschei har en super-hurtig hest, der også er udstyret med forskellige magiske evner. Ivan opsøger derfor Koscheis kvindelige modstykke, (der i nogle af myterne er hans kone eller søster) Baba Yaga for at bede hende om en tilsvarende hest. Det lykkes åbenbart ikke så godt, for han ender med at stjæle en hurtig hest, men i nogle versioner først efter at være blevet dræbt af Koschei og derpå genoplivet af magisk vand. Til sidst lykke det ham dog at finde og befri Marya, og i nogle versioner får han også dræbt den ellers udødelige Koschei. Altså en hæsblæsende historie om mod, tapperhed, kærlighed - og om ikke at være for god, selv når man møder stor elendighed og bare ønsker at lindre den ....




Ingen kommentarer:

Send en kommentar