Skind og samvittighed

Greta Garbo i en mink-pels 

Som datter af en buntmager er jeg vokset op med et afslappet forhold til pelse samt andre skind-produkter, men det har ændret sig med tiden. Jeg er jo nemlig også dyreven, og dyrevenner går ikke ind for forbruget af dyr, der opdrættes og dræbes på grund af det, vi mennesker også har: huden. Ergo har jeg efterhånden gjort mig fri af de fleste skindprodukter, (men dog ikke alle), og det er meget, meget sjældent, jeg spiser kød. (Fiskeretter har jeg dog stadig et ømt punkt for, så jeg har alså ikke nået logikkens højder endnu ...) 

Denne fint udsmykkede krokodille blev 130 år, og da den var et æret og elsket medlem af den indiske landsby, hvor den boede, hædrede beboerne den som ved en menneske-begravelse. Krokodillen er nok ligeglad, men det er da rørende, også at man havde givet den navnet Gangaram, så den forvandles fra et anonymt uhyre til en person eller i hvert fald et individ. Jeg er dog lidt forbeholden over for beboernes udnævnelse af den til "beskytter" af landsbyen, for det den slags ligger nu ikke rigtig til krokodiller eller alligatorer.

Andre personer - som f.eks. buntmagere - ville have betragtet afdøde Gangaram med grådige øjne, for krokodilleskind er altså mægtig flot. Da jeg ryddede op i mine gemmer forleden, fandt jeg en kvittering på hele tre krokodilleskindstasker og to slangeskindstasker, som jeg åbenbart har købt i et øjebliks vanvid for 10-15 år siden. Det var vintage-tasker, så det er altså ikke mig, der har givet ordren til at myrde dyrene for deres skind, men alligevel: slem Else! 

Selv som brugt er sådan en taske dyr, og det bør den også være, for dyrene skal ikke misbruges som pynt og/eller statussymbol for os. 

Hvad mine indkøbte vintage-tasker angår, så havde jeg helt glemt, at jeg i sin tid har købt dem. Faktisk kom beviset i form af kvitteringen med pris og salgsdato helt bag på mig, for den slags gør jeg jo bare ikke .... Med hensyn til taskernes videre skæbne, så er de - som så meget andet, jeg har købt i tidens løb - havnet hos en velgørende organisation i stil med Røde Kors. Jeg kunne selvfølgelig have begravet dem med en ægte begravelsesceremoni, som var de døde kæledyr, men det gjorde jeg altså ikke ....