Jeg har altid været stolt af at tilhøre en nation, der gjorde sit for at hjælpe de forfulgte jøder væk fra det besatte Danmark. Mange andre lande gjorde intet, selv om det længe var klart, at jødiske liv var i fare på grund af Nazi-Tyskland. Efter min mening vil det til evig tid være en skamplet på mange landes renommé, at de vendte det blinde øje til. Forfølgelserne var mange og af forskellig art, men det blev efterhånden tydeligt, at tyskerne stræbte det jødiske folkeslag efter livet. At ikke hjælpe dem kunne meget vel resultere i deres død - hvilket det jo altså også gjorde.
Problemet med de tydeligvis forfulgte tyske jøder, der blev truet på livet af nazisterne, fik den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt til at gå ind for, at emnet blev taget op i det, vi kender som konferencen i Évian-les-Bains, Frankrig, 6.–15. juli, 1938. Man har spekuleret på, om det kan have været hans snedige forsøg på at bortlede opmærksomheden fra USAs knappe kvoter for accepten af jøder på flugt fra Nazi-Tyskland, men officielt gjaldt konferencen spørgsmålet om, hvad verden som sådan kunne gøre i denne fortvivlede situation. Ialt 32 lande og 24 frivillige organisationer deltog, så umiddelbart virkede det, som om der herskede god vilje til at få løst problemet med jøderne, der med Nüremberglovene fra 1935 var blevet erklæret fredløse i deres hjemland, Tyskland. Da Adolph Hitler hørte om konferencen, erklærede han sig villig til at give "disse forbrydere" (: jøderne) lov til at rejse, hvis der meldte sig lande, der ville tage imod dem. Med 32 deltagende lande burde der have været et stort antal, der meldte sig, men det viste sig, at sympatien for de forfulgte jøder hvilede på et meget usikkert eller måske direkte illusorisk grundlag. Bortset fra Den Dominikanske Republik var der ikke nogen, der helt konkret gav udtryk for et ønske om at tage imod disse flygtninge, selv om det var en uomtvistelig kendsgerning, at de blev truet på livet.
Mærkeligt nok sendte USA ikke en officiel repræsentant til konferencen, men lod sig repræsentere ved Roosevelts gode ven, den amerikanske forretningsmand Myron C. Taylor. Han havde diplomaten James G. McDonald (1886–1964) med som sin rådgiver. Det var ham, der senere blev den første amerikanske ambassadør i Israel.
Ironisk nok endte det med, at denne konference, der måske var startet ud fra et ægte ønske om at finde en brugbar løsning på problemet, der netop ikke gik ud på den "Endlösung", Hitler og hans kumpaner drømte om, udstillede omgivelsernes ligegyldighed over for de betrængte jøder. Derved fik nazisterne en ny propagandamæssig fordel, da de kunne sige sådan noget som "se selv, ingen vil have jøderne, de er uønskede overalt". Berøvet deres statsborgerskab via Nüremberglovene blev jøderne fremmede i det land, hvor de og deres slægt måske havde levet i mange århundreder, og ikke nok med det, men med Hitlers succes forøgedes antisemitismen i andre europæiske lande. En yderst prekær situation ....
Nogle jøder købte sig imidlertid adgang til det såkaldt "Forjættede Land", Palæstina, ved at opkøbe jord. Her ses en arabisk jordbesidder, der lige har solgt jord til et par jøder engang i 1920'erne. Dette foregik i stor stil, selv om der var love, der forbød salg af palæstinensiske landområder. Det var altså noget, der begyndte længe før Hitler og hans slæng kom til magten i Tyskland ....
https://folkedrab.dk/artikler/n%C3%BCrnberg-lovene
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar