Ingen ved sine fulde fem tror på Biblens historie om Jonas, der blev slugt af en hval og opholdt sig i dens bug i tre døgn, men historien er nu morsom. For det første er det en skæg tanke, at Gud forgæves beder sin modvillige profet Jonas om at rejse til assyrernes hovedstad Ninive for at forkynde sin dom over de gudløse, der lever et syndigt liv dér. Det må man som bekendt ikke, men Jonas er nu ligeglad med assyrerne og deres levned samt Guds dom over dem, og så går det selvfølgelig galt. Han havner i maven på en hval, da han forsøger at stikke af fra Guds opgave med et skib, hvis besætning smider ham over bord, fordi de mener, at den storm, der er ved at få dem til at gå ned, skyldes ham og hans trods imod Herren.
Liggende i maven på hvalen angrer han dog sin flugt, og Gud tilgiver ham. Han lader hvalen kaste ham op på kysten, og derfor føler han sig nu forpligtet til at gøre, som han bliver bedt om og forkynde Herrens dom over de gudløse. Til hans enorme forundring - og forargelse - virker hans halvhjertede omvendelsestaler næsten for godt, for alle, inklusiv dyrene, angrer deres syndige levned. Derfor skal de ikke - som Gud ellers havde sagt - udryddes, men tilgives. Noget, Jonas dog ikke glæder sig over, da han åbenbart ikke går ind for syndernes forladelse, men for deres afstraffelse.
Jonas hører til de mindre profeter, og det tror da pokker, når nu han er så modvillig imod Gud og de opgaver, han pålægger ham. Lille eller stor så er der imidlertid andre bibelske referencer til hans vilde historie, så han er ikke bare en pudsighed i en bog fuld af pudsigheder, men har betydning i religiøs forstand: bl.a. Matt 12,39–41 og Joh. 2, 16. (En af dem, der refererer til ham, er faktisk Jesus).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar