Kunsten at spille "dum"

Man skal være ret smart for at kunne spille dum, og det var Stan Laurel (1890-1965). Denne højt elskede britisk-amerikanske komiker stod første gang på en scene som 9-årig, men fik sin egentlige scenedebut som 16-årig. Begge hans forældre var skuespillere, så teaterlivet faldt ham naturligt. Han fandt sig en niche som klovn og morsom mand med en fantastisk beherskelse af sit udsøgte kropssprog. Noget, der kom ham til gavn, da han indgik i et makkerskab med sin amerikanske kollega Oliver Hardy (1892–1957). I de klassiske Gøg og Gokke-film formåede han at skabe en figur, der signalerede en elskelig dumhed og kluntethed, blandet op med en vis form for naiv snuhed. 

Oliver Hardys figur var også en balancheakt, da han stod for en "elskværdig opblæsthed", ikke helt uskyldig slipseflagren, der stod for liderlighed. Desuden var han en hidsig bølle, dog altid uden at gå totalt over stregen. Samarbejdet mellem disse to så fysisk forskellige personer skabte mange skønne og uovertrufne øjeblikke i filmhistorien, der har skaffet dem en international fan-skare. 

Hvad Stan Laurel angik, så fik han i 1961 en velfortjent Æres-Oscar for sin kreative pionerindsats inden for filmfarcen.

Forøvrigt var han i virkeligheden hverken sky eller genert, for han var gift - eller samboende - fem gange og fik også børn ....