Tudor-rosen

Hvis Henrik VIII's yngre søster, Mary Tudor (1496–1533), lignede sit portræt, så var hun virkelig yndig som en rose. Hun blev i hvert fald regnet for en stor skønhed, og kong Ludvig XII af Frankrig blev regnet for heldig at få hende til kone. Formålet var - som sædvanlig dengang - dynastiske hensyn: han var 30 år ældre end sin 18-årige brud, men havde - til trods for to tidligere ægteskaber - endnu ikke produceret en tronfølger. Det siges, at hans alt for entusiastiske anstrengelser for nu endelig at få den ønskede arving førte til hans død i 1515, dvs. tre måneder efter brylluppet. 

Som børn havde Mary og hendes bror, Henrik VIII, stået hinanden nær. Han havde også opkaldt sin ældste datter, Mary, efter hende, hvilket vel var en hæder for begge disse kvinder.

Nu, hvor hans søster var blevet enke, var han i hvert fald bekymret for, hvordan han fik hende, der jo var Frankrigs dronning, hjem til England igen - samt sikrede de værdier, hun havde bidraget med. Derfor sendte han sin betroede mand, Charles Brandon, 1st Duke of Suffolk, for at hende hende, idet han dog advarede ham imod at blive endnu mere forelsket i Mary, end han var i forvejen. Det lovede Charles, men han brød dog hurtigt sit løfte, måske også fordi Frans I, der fulgte Ludvig XII på tronen, var interesseret i den smukke prinsesse, selv om han dog allerede var gift med dronning Claude, der imidlertid havde helbredsproblemer og døde kort efter Ludvig XII.

Ja, Frans var en flot fyr, men Mary valgte nu alligevel hertugen, Charles Brandon, selv om hendes bror var imod forholdet. Faktisk blev de gift i al hemmelighed allerede i Frankrig, således at han blev hendes anden mand og hun hans tredie kone. Selv om Henrik VIII rasede, og det kunne være endt med Charles' henrettelse, så blev de dog gode venner igen, bl.a. fordi Charles var ekspert i at smigre sin svoger og også gav ham rige gaver. 

Mary og Charles fik fire børn, 2 piger og 2 drenge, og de blev bedsteforældre til Jane Grey, der var Englands dronning i ni dage i 1553, før hun blev afsat og halshugget. En tragisk skæbne, også fordi hun slet ikke ønskede at blive dronning. 

Da Mary døde i 1533, giftede Charles Brandon sig hurtigt igen, denne gang med den 14-årige Catherine Willoughby, der egentlig var forlovet med en af hans og Marys sønner, der dog blev regnet for ung til at gifte sig. Man mener, at dette ægteskab blev indgået for at sikre slægten hendes besiddelser, men det førte nu til en udvidelse af børneflokken med to sønner.