Fattigdom har sine egne grimme udtryksformer, af både individuel og social art. Når man ser en så nedbøjet tigger som ham her, så er han et markant udtryk for begge dele: 1) han er røget igennem samfundets sikkerhedsnet, og 2) han er et billede på den individuelle fattigdom, der rammer mange i det, vi kalder "hårde tider". Dette udtryk antyder, at der er tale om noget forbigående, men i virkeligheden kan det vare et helt liv for nogle.
Hvordan man end udtrykker det, så er 8 millioner ny-fattige en tragedie, og det viser noget om, hvor sart det amerikanske "enhver for sig selv"-system er. Hvis disse mennesker før i tiden har levet i (relativ) økonomisk tryghed, så er de nu havnet i en forbandet situation, som mange måske aldrig kommer ud af igen. Nogle vil opleve, at både de og deres familie bliver så trængt af økonomiske hensyn, at det vil påvirke flere generationers trivsel i stort og småt. De kan blive presset ud i alvorlig kriminalitet og ende Gud-ved-hvor i det sociale system.
Som så ofte før, når det drejer sig om penge og menneskelige forhold, så kommer jeg til at tænke på Jane Austen og hendes både morsomme og skarpe analyser af samfundsforhold. Fordi hun i den grad har blik for det, der afhænger af en sund økonomi, så får hun gang på gang sagt noget væsentligt om køn, karriere og penge. Jeg har for kort tid siden genset en filmatisering af "Fornuft og følelse", selv om "Stolthed og fordom" er min yndlings-Austen, og jeg næsten altid automatisk vælger den, når jeg er i Austen-humør. (Det viste sig nu, at begge disse film fortjener ros til den forfatter, hvis værker de bygger på).
At have tre ugifte døtre, men kun £ 500 om året er sørme ikke let. Pigerne kan hurtigt blive forvandlet til enten ultra-fattige "pebermøer" eller forførte og ulykkelige damseller, bl.a. fordi der er rigere damer i farvandet, der kan lokke deres hjertenskær væk. Jeg forstår faktisk begge køn, set ud fra den sociale kontekst, hvor man hurtigt ryger til bunds og aldrig kommer op igen. Willoughby er måske en skiderik, da han skrotter den søde og følsomme Marianne for den rige Miss Grey, men hans valg er efter min mening ikke komplet uforståeligt set ud fra de økonomiske realiteter i datidens samfund.
Udtrykket "new richs" - noget vi før har kaldt "parvenu" - dækker en speciel vulgær form for adfærd, som der hurtigt kan blive skabt vittigheder over, men "new poor" er et nyt og måske ikke særlig brugt kendt udtryk, selv om den samfundsgruppe, det beskriver har eksisteret - eller er dukket op igen og igen - igennem historien. Det er da også mit indtryk at netop disse mennesker ofte er (eller forvandles til) forslagne livskunstnere, hvis de da ikke dykker nedad i vrede og bitterhed. Noget, der så igen lægger op til et spørgsmål: hvad kan man klare sig for, og hvor meget har man egentlig brug for i et ganske almindeligt liv?
Sådan er der vist mange, der lever, og hvis cirklen er stabil, så de ved, at de får tilstrækkeligt til det absolut nødvendige, så burde det ikke være det helt store, ødelæggende problem for fornuftige mennesker. Hvis man lever over evne, så opstår der mange problemer, og der er sikkert dem, der skal opleve det på egen krop, om jeg så må sige, for virkelig at forstå at det ikke er nogen god ide. Jeg har mere respekt for fattige flaskesamlere end for Café Latte-folkene, men jeg forstår godt, at mange ser de førstnævnte som et skræmmebillede. Efter min mening er det imidlertid sådan, at de heldige, sande livskunstnere er dem, der formår at finde det rette forhold mellem næring og tæring. Når/hvis man får det lært, så er en lille indkomst egentlig ikke noget særligt problem - og bør heller ikke være det ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar