søndag den 25. oktober 2020

Mine smagsløg råber HJÆLP!!!

 

                                                                 Bacon med chokolade

Jeg tror ikke denne variant af chokolade er noget for mig, men derfor kan det da godt være, at den fungerer for andre. Lige i øjeblikket er det mig dog umuligt at komme i tanke om eventuelle liebhavere af en så speciel delikatesse, men dermed ikke være sagt, at de ikke findes. Det springende punkt for mig vil være at finde nogen, der ikke synes, at de to smagsoplevelser strider imod hinanden: fedt over for noget sødt. Jeg kan ikke se, at de passer sammen, meeen ....

Det samme gælder denne egentlig ret nydelige pizza, der dog har vakt enorm modstand på Facebook. Både anti-vegetarer og ellers ret afslappede personer med stor forkærlighed for pizzaer, burgere og den slags fóer ud med bål og brand over denne "ulækre madvare". Er den mere ulækker end så meget andet? Næh, og retten er da pæn at se på.

Denne delikatesse vakte ikke forargelse, men latter, for hvem har dog hørt om noget så tosset? Ingen af de adspurgte kunne forestille sig, at det var noget, de ville sætte tænder i, om så der var hungersnød! Andre kombinationer med chokolade blev også mest set som latterlige af dem, jeg spurgte. Kun pizzaen med broccoli vakte direkte forargelse, hvilket jeg tager som tegn på, at inkarnerede kød-spisere har mere fastgroede vaner end dem, der elsker alt sødt. Sært: jeg ville have troet det var omvendt, for jeg ved, at udtrykket "en sød tand" dækker over en ægte sandhed, medens jeg ikke var klar over, at retter lavet med pølse-garniture af afdøde dyr havde en så stor fan-skare.

Forleden så jeg en notits om nye "lækkerier" i form af glaserede orme. De var angiveligt direkte sunde, fordi de regnes for at være meget protein-holdige. Det tror jeg såmænd gerne, men Fanden tage mig, om jeg vil spise den slags! Jeg er dog godt klar over, at den dag kan komme, hvor mennesker priser sig lykkelige over at finde sådan noget som f.eks. en håndfuld regnorme. Mennesker har jo også på et eller andet tidspunkt i menneskehedens historie besluttet sig for at erklære snegle for en delikatesse. Det betyder så, at konservative madvaner måske ikke holder i fremtiden, hvis vi skulle blive presset af sult, sygdom eller krig. Jeg ville ikke være forarget over den slags, men her og nu synes jeg, det meste af den slags som menneskeføde er dybt ulækker ... 

 

https://www.popsci.com/story/diy/best-ingredient-combinations-book/?utm_source=internal&utm_medium=email&tp=i-1NGB-Et-RX5-19Xsdg-1c-167BW-1c-19WqSN-l5GPFiCPGX-1Pwr7z 


https://www.eatthis.com/weird-food-combinations/

 

https://www.revolution-bars.co.uk/blog/9-weird-chocolate-combinations-that-are-actually-awesome/ 


https://www.sheknows.com/food-and-recipes/articles/961641/chocolate-broccoli-cookie-recipe

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar