Denne verden er afgjort ikke for de sarte. Man bliver hurtigt skubbet af pinden, hvis en, der er stærkere, mere pågående og nådesløs, beslutter sig for det. Ergo: begrebet "Alles kamp mod alle" dækker over en virkelighed, der nærmest er til at tage og føle på, medens den modsatte altruistiske holdning er langt mere luftig. At være god og ydmyg forekommer mig derfor som et suspekt ideal, der umiddelbart ligner et postulat eller en utopi, der ikke rigtig kan virkeliggøres i vores verden. Ikke desto mindre er det et ideal, som vi forventes at leve efter, og - hvad der er endnu mere interessant, som vi ser bevist, i hvert fald en gang imellem.
Historisk set er der afgjort flere onde og egoistiske mennesker, der markerer sig, for det lægger vor samfundsform ligesom op til. "Klar dig selv, og lad ingen træde på dig, for så er du et fjols - etc., etc." Man kender remsen, og den er lang. Hvis man kigger på billedet ovenfor, så er det sørme svært at få øje på nogen, der levere efter devicen "lev og lad leve", for her er det alles kamp imod alle. Mange vil hævde, at det er et realistisk billede af dagens samfund, - og at det er noget naturligt, der altid har været sådan ....
Begrebet "godhed" har imidlertid altid fascineret mig, for hvad står det egentlig
for? Er man god, fordi man ikke gør nogen noget ondt eller skal der mere
til? Og hvad med den tilsyneladende medfødte godhed, der gør, at nogle
mennesker møder andres ondskab med overbærenhed og i hvert fald forsøger
at glatte ud, hvor de fleste ville eksplodere eller indlede et
modangreb? Er det godhed? Kan man kaldes god, fordi man giver en tigger
en 20'er eller mere? Når jeg eksploderer, fordi noget i den grad går mig på, så er det altså ikke godhed, der fylder mine tanker, hvis mit raseri skyldes noget, en eller anden har gjort imod mig. Derfor kan jeg jo godt være god i andre sammenhæng, og det er det, der er så besynderligt. Når diverse nazi-forbrydere med masser af horrible mord på deres (vist ikke-eksisterende) samvittighed forsvares af børn, koner og andre, der "kendte dem som mennesker", så er det forvirrende for os andre. Ikke desto mindre kan de jo godt være vidunderlige hjemmemennesker, selv om de er uhyrer på det, der er deres arbejdsplads. Det er det, der er så forbavsende for os, der ikke har planer om at myrde nogen. At gribe til kniven eller pistolen ville være aldeles grænseoverskridende for de fleste af os. Vi skelner umiddelbart mellem folk, der kan finde på den slags og os andre, men forskellen er måske ikke så stor endda. Man skal "bare" skubbes ud over visse grænser og f.eks. være tilstrækkelig truet af omstændighederne ....
De fleste af os ønsker nok at være - eller opfatte os selv - som gode, og det kan være ud fra dette ønske, vi giver penge til foreninger for dyr eller nødstedte mennesker. Spørgsmålet er så, om vore motiver er så rene, som vi selv tror. Ønsker vi at være gode, for at føle os som bedre mennesker, eller fordi vi erkender en nød, som vi bare må afhjælpe? Godheden har nemlig også et egoistisk perspektiv, og ja, den har flere facetter, end man skulle tro, og jeg vil mene, at den ikke er så ligetil at definere, som man måske umiddelbart tror. Jeg tænker i hvert fald videre over godheden og dens natur samt funktion i samfundet, men samtidig er jeg godt klar over, at jeg måske aldrig finder det endegyldige svar på mit eget spørgsmål: "Hvad er godhed?"
