Gnisten der giver liv

Et lys i mørket og en nødvendighed for den, der har tabt livsgnisten - eller aldrig har fået den tændt. Det forekommer mig tankevækkende, at denne gnist er en livsfornødenhed for både mennesker og dyr. Nok er der super-enegængere, der trives med total ensomhed, og som føler sig truet af artsfæller (mennesker eller dyr), der søger kontakt, men mon disse individer af dyre- eller menneskearten kunne leve et lykkeligt liv på en øde ø? Jeg tvivler, for nok holder jeg selv meget af ensomme stunder, men det gør jeg formentlig kun, fordi disse også er produktive - og kan erstattes med forskellige former for kontakt.

Et afgørende øjeblik i hele  to menneskers liv: man ser hinanden og erkender, at der er et bånd

Livsgnisten tændes ved kontakt med moderen, og hvis denne ikke fungerer, ja, så slukkes den igen, og det lille, nye menneske får ikke den udvikling, han/hun burde have haft. Derfor er det afgjort bedre at ikke være født end at være født som uønsket ....

Født og passet af en omsorgsfuld mor, der giver den kropskontakt, der er med til at udvikle det lille lam. Somme tider er det en menneskelig reserve-mor, der opflasker den nyfødte, og det fungerer også på det biologiske plan, men hvad med det sjælelige? Lammet aner jo ikke, hvad det vil sige at være et får, når det vokser op uden kontakt med andre får.

Denne dejlige hund har virkelig tabt livsgnisten. Den ser ikke bare deprimeret, men også hentæret ud. Har dens mennesker glemt at vise den omhu, eller er den blevet direkte mishandlet, fysisk og/eller psykisk? Et meget trist syn, der fint illustrerer, hvor vigtigt det er at bevare livsgnisten. Er den væk, ja, så er man faktisk døende, selv om det kan vare et  stykke tid, før man virkelig dør ....

Da denne hund blev fundet på en gade i Mexico, var den dækket af knuder og sår. Ikke desto mindre har den langt mere livsgnist end den forrige, der ligner en, der har opgivet alt, og som derfor bare venter på at dø. Denne meget syge hund har et vågent blik, og den opfanger tydeligvis det, den ser. Den er måske ikke tryg ved de mennesker, der har besluttet sig for at redde den, men den er til stede i situationen.

Mildt sagt et andet syn: glad vovse, der lever livet og har det sjovt. Sært nok, kan man sige, minder billedet mig om et af Hitler-tidens påfund: "Krafft durch Freude"-programmet, hvor de tyske borgere blev sendt på motivationsophold med sund kost, gymnastiske øvelser og hyggeligt samvær med ligesindede. Det var selvfølgelig i virkeligheden et omvendelses- og indoktrineringsprogram, men selve tanken om, at man fik "kraft" ved at have det sjovt lyder som en god ide. Livsgnist og livsglæde er jo forbundet ....

OK, lyset har brændt længe, og det er vist ved at være kaput, men gnisten er der stadig. Værd af værne om hos både én selv og andre ....

 Ja, sådan BØR det være, men det kan jo desværre være lettere sagt end gjort. Forsøge kan man dog ....

 

 
 

Bedstemor med slav i ....

En nydelig, ældre dame på sådan ca. 80 år, men hvem er hun? Selv om hun ikke ligefrem er glemt, så er hun ikke længere så berømt, som hun var, da hun for alvor tog fat på det, der skabte hendes navn: kunst og malerier, først og fremmest af landlige scenerier, ofte med mange mennesker, der interagerer i et hyggeligt samvær. På det tidspunt var hun 78 år, men alderen satte bestemt ikke en stopper for hendes kreativitet. Tværtimod! Hun malede og malede, og mange af hendes værker er nu på store museer. 

Hendes navn var Anna Mary Robertson Moses (1860-1961), men hun er først og fremmest kendt som "Grandma Moses" - og kendt det var hun!

Alderen bidrog nok en hel del med at skaffe hende opmærksomhed, men bortset fra det, så var hun faktisk en ganske hæderlig kunstner. Nok hørte hun ikke til i den øverste elite, men hun var nu heller ikke nogen "klatmaler".

Folk elskede hendes simplistiske stil med de landlige motiver, og det er ikke overraskende, at mange af hendes malerier også kom som yderst populære postkort. Der er sjove detaljer med et nostalgisk præg, og selv om der er tale om en form for realisme, så er der ingen voldsomme og foruroligende scener. Noget, der afgjort har bidraget til hendes popularitet.

Barske begivenheder var der ellers nok af i hendes liv, for ud af de ti børn, hun og hendes mand fik,  overlevede kun de fem. Meget trist, men ikke nok til at slå hendes glæde ved kunst og malerier ned. 

 

Dødsdom og foragt

Den franske aristokrat, Thomas de Mahy, marquis de Favras (1744-1790) var royalist med liv og sjæl, hvilket selvfølgelig var farligt under Den Franske Revolution. Han endte da også med en dødsdom for at være med til at "lægge planer imod det franske folk". Noget, han da sikkert har gjort, for han gik jo altså ind  for kongedømmet. Da han fik dommen udleveret, hverken protesterede eller bad han om nåde. Vanen tro - vil jeg tro - kom han bare med en nedsættende bemærkning om, at dokumentet indeholdt hele tre stavefejl. Højrøvet og blasert, men samtidig tapper blev han henrettet den 19. februar 1790 ligesom så mange fra det kongehus, han havde forsøgt at befri.

Han var måske særlig kongetro, fordi han var gift med Victoria Hedwig Karoline, Princess of Anhalt-Bernburg-Schaumburg. Nok var han selv fornem af fødsel som marki, men prins var han dog ikke, så det virker som et lykketræf, at han skulle få en prinsesse som kone. 

https://www.history101.com/thomas-de-mahy-marquis-de-favras-famous-last-words/ 

 

 

 

Et mange-facetteret begreb

Denne verden er afgjort ikke for de sarte. Man bliver hurtigt skubbet af pinden, hvis en, der er stærkere, mere pågående og nådesløs, beslutter sig for det. Ergo: begrebet "Alles kamp mod alle" dækker over en virkelighed, der nærmest er til at tage og føle på, medens den modsatte altruistiske holdning er langt mere luftig. At være god og ydmyg forekommer mig derfor som et suspekt ideal, der umiddelbart ligner et postulat eller en utopi, der ikke rigtig kan virkeliggøres i vores verden. Ikke desto mindre er det et ideal, som vi forventes at leve efter, og - hvad der er endnu mere interessant, som vi ser bevist, i hvert fald en gang imellem.

Historisk set er der afgjort flere onde og egoistiske mennesker, der markerer sig, for det lægger vor samfundsform ligesom op til. "Klar dig selv, og lad ingen træde på dig, for så er du et fjols - etc., etc." Man kender remsen, og den er lang. Hvis man kigger på billedet ovenfor, så er det sørme svært at få øje på nogen, der levere efter devicen "lev og lad leve", for her er det alles kamp imod alle. Mange vil hævde, at det er et realistisk billede af dagens samfund, - og at det er noget naturligt, der altid har været sådan .... 

Begrebet "godhed" har imidlertid altid fascineret mig, for hvad står det egentlig for? Er man god, fordi man ikke gør nogen noget ondt eller skal der mere til? Og hvad med den tilsyneladende medfødte godhed, der gør, at nogle mennesker møder andres ondskab med overbærenhed og i hvert fald forsøger at glatte ud, hvor de fleste ville eksplodere eller indlede et modangreb? Er det godhed? Kan man kaldes god, fordi man giver en tigger en 20'er eller mere? Når jeg eksploderer, fordi noget i den grad går mig på, så er det altså ikke godhed, der fylder mine tanker, hvis mit raseri skyldes noget, en eller anden har gjort imod mig. Derfor kan jeg jo godt være god i andre sammenhæng, og det er det, der er så besynderligt. Når diverse nazi-forbrydere med masser af horrible mord på deres (vist ikke-eksisterende) samvittighed forsvares af børn, koner og andre, der "kendte dem som mennesker", så er det forvirrende for os andre. Ikke desto mindre kan de jo godt være vidunderlige hjemmemennesker, selv om de er uhyrer på det, der er deres arbejdsplads. Det er det, der er så forbavsende for os, der ikke har planer om at myrde nogen. At gribe til kniven eller pistolen ville være aldeles grænseoverskridende for de fleste af os. Vi skelner umiddelbart mellem folk, der kan finde på den slags og os andre, men forskellen er måske ikke så stor endda. Man skal "bare" skubbes ud over visse grænser og f.eks. være tilstrækkelig truet af omstændighederne ....

De fleste af os ønsker nok at være - eller opfatte os selv - som gode, og det kan være ud fra dette ønske, vi giver penge til foreninger for dyr eller nødstedte mennesker. Spørgsmålet er så, om vore motiver er så rene, som vi selv tror. Ønsker vi at være gode, for at føle os som bedre mennesker, eller fordi vi erkender en nød, som vi bare må afhjælpe? Godheden har nemlig også et egoistisk perspektiv, og ja, den har flere facetter, end man skulle tro, og jeg vil mene, at den ikke er så ligetil at definere, som man måske umiddelbart tror. Jeg tænker i hvert fald videre over godheden og dens natur samt funktion i samfundet, men samtidig er jeg godt klar over, at jeg måske aldrig finder det endegyldige svar på mit eget spørgsmål: "Hvad er godhed?"

Der røg den teori!

Man kender det med, at man har en ide, man selv er helt vild med. Ja, man ser denne ide som noget fuldstændig enestående, der bare er SANDHEDEN, og så viser det sig sørme, at det er den aldeles ikke - ØV!!! 

Det var, hvad der skete for Benjamin Lee Whorf (1897-1941) og hans Hopi-teori. Han mente, det var stensikkert, at menneskets ideer om og opfattelse  af universet var afhængigt af det sprog, de talte. Uden en sproglig forståelse er der efter hans mening slet ikke nogen forståelse. Hans afhandling fra 1936 “An American Indian Model of the Universe” bygger på hans analyser af Hopiernes sprog, som han hævder er uden ord eller begreber, der viser en forståelse for tiden som begreb. De ville derfor ikke være i stand til at forstå, hvad tid er. Denne teori er senere blevet afvist af andre lingvister, der siger, at dette ikke er et bevis på hopiernes manglende forståelse af tidsbegrebet. I 1983 udgav Ekkehart Malotki en kæmpestor afhandling, "Hopi Time: A Linguistic Analysis of the Temporal Concepts in the Hopi Language", hvor han kommer med masser af eksempler på hopiernes forståelse af tid og tidsbegrebet, som Whorf på en eller anden måde havde overset (???) eller set bort fra (???). Kort sagt: pinligt, så det var vist heldigt, at Whorf var død mange år tidligere .... 

 

 

Den nordiske overgud, Odin

Flot fyr - svært bevæbnet, men med kæledyr, så han er sikkert god nok på bunden - alt andet ville heller ikke være godt, da han som asernes øverste guddom har stor magt. Hans navn er selvfølgelig Odin, og han kendes bl.a. på sine to ravne, Hugin og Munin, men også på sit udseende, for han har kun ét øje. Det andet har han mistet, da han bøjede sig ned over Mimers brønd for at få sig en slurk visdom. Mimer var en utrolig klog jætte, der kun bestod af et hoved, og han var overmåde klog. Ved at drikke af hans brønd kunne Odin opnå noget af hans klogskab, men den plan var Mimer ikke med på: han lod ham ikke drikke af visdommens kilde, hvis ikke han gav ham sit ene øje. Det gjorde Odin så og dermed blev han alvis. 

Også hans ravne, Hugin (: "Tanken") og Munin (: mindet), er en del af hans klogskab, idet de symboliserer dele af hans sind. Hver morgen sender han dem ud i verden, så han kan indhente oplysninger om alt, hvad der foregår i gudernes og menneskenes verden, når de vender tilbage om aftenen og fortæller, hvad de har set. 

Odin regerer i Valhalla, men holder sig ikke altid hjemme. Somme tider begiver han sig ud på vandringer, og så er det ikke sikkert, at han optræder i sin egen skikkelse. Faktisk har han både flere identiteter og navne. De gamle nordboere så ham som Alfader, men han var også kendt som Ygg (: den frygtelige). Noget, der vel stemmer godt med en af hans mange roller, nemlig som krigsgud.

 

Ripper-mistænkt

Hvem kan dog mistænke denne nydelige, men tørvetriller-agtige mand for at være Jack the Ripper? Det kunne en af hans største (men for eftertiden ukendte) fans faktisk, for han/hun så ham optræde som den uhyrlige videnskabs-fusker i "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde" i London og blev så overvældet af hans evner som skuespiller, at han/hun meldte ham til politiet som en sandsynlig Ripper-mistænkt. En person, der kunne skifte fra god til ond på et splitsekund, måtte simpelthen være en ægte skurk!

Skuespillerens navn var Richard Mansfield (1857-1907), og han var en meget berømt Shakespeare-fortolker, men han spændte vidt, for han havde også stor succes i Gilbert og Sullivan-stykker, der jo hører til i den lettere genre. Man kan sige, at det på en vis måde var hans ulykke, at han var så god til sit fag, for intet andet end hans skuespilkunst gav anledning til mistanken imod ham. Politiet fulgte dog op på tippet og undersøgte ham som en mulig Ripper-morder. 

Her ses han som Shakespeares "Richard III", en af hans glansroller. Det lader dog til, at ligegyldigt, hvad han lavede, så brillerede han, og sorgen var stor på begge sider af Atlanten, da han døde.The New York Times skrev: "As an interpreter of Shakespeare, he had no living equal in his later days, as witnessed by the princely grace, the tragic force of his Richard, his thrilling acting in the tent scene of "Caesar", the soldierly dignity and eloquence of his Prince Hal, and the pathos of the prayer in that play. He was the greatest actor of his hour, and one of the greatest of all times." Det er sikkert rigtig nok, men han huskes nu først og fremmest, fordi han blev efterforsket som Ripper-mistænkt ....