Den falske prinsesse

 

Mary Baker (1792-1864) var en rigtig snydepels, og hun havde held med sine vilde bedragerier. Det mest bemærkelsesværdige var hendes selvopfundne prinsesse Caraboo, der mystificerede englænderne en tid, men også skaffede hende omsorg samt kost og logi.

Den 3. april 1817 blev der fundet en forpjusket og desorienteret, men ganske nydelig, ung kvinde, der talte et besynderligt og ukendt sprog. Hun bar desuden eksotiske klæder, som ingen havde set magen til før. De øvrighedspersoner, der fik ansvaret for hende, kunne ikke finde hoved eller hale i det, hun sagde, og de valgte derfor at sætte hende i fængsel for løsgængeri. Her fik hun imidlertid kontakt med en anden fange, nemlig en portugisisk sømand, der hævdede, at han forstod hendes sprog, og at hun var en prinsesse, der var blevet bortført af pirater fra sit hjemland, Javasu i Det Indiske Ocean. Dette var angiveligt grunden til, at hun virkede så desorienteret, for hun var havnet et sted, hun ikke kendte til. En vis Dr. Wilkinson trådte til og identificerede hendes sprog ud fra Edmund Fry's "Pamthographia". Desuden hævdede han, at nogle mærker på hendes baghoved var tegn på, at hun var blevet behandlet af orientalske kirurger.

Hun opførte sig yderst besynderligt for den tid, svømmede bl.a. nøgen, skød med bue og pil samt sov på gulvet. Alt sammen noget, der vakte stor opmærksomhed i samtiden. Aviserne skrev om hende, og hun fik megen opmærksomhed fra alle mulige personer. På et tidspunkt kom der også et mystisk brev, der angiveligt var skrevet af den detroniserede Kejser Napoleon, der ønskede at gifte sig med hende, men den del af historien er aldrig blevet verificeret og har da heller ikke megen troværdighed. Hvem skrev brevet? Formodentlig "prinsessen" selv - eller en af hendes fans. På dette tidspunkt var der én, der genkendte hende som en skoflikkers datter, der havde haft arbejde som tjenestepige forskellige steder, men havde været ude af stand til at holde på jobbet.

Gode råd var dyre, men så besluttede hun sig for at søge til scenen for også dér at give den som "Prinsesse Caraboo". Hun optrådte både i England, Frankrig og USA, men uden synderlig succes, og til sidst vendte hun tilbage til England under navnet Mary Burgess. Dette navn tilhørte i virkeligheden hendes kusine. Hun giftede sig med en mand, Richard Baker, og fik en datter. Omkring 1829-1839 skaffede hun sig en levevej ved at sælge igler til hospitaler, men så døde hun beklageligvis efter et fald den 24. december 1864. Hendes datter førte imidlertid hendes igle-forretning videre. Hun giftede sig aldrig,men levede alene med et hus fuldt af katte, indtil hun omkom i en brand i år 1900. 
 

http://hoaxes.org/archive/permalink/princess_caraboo 

 

Statue af en "måtte"

Dette billede af John Opie er det klassiske portræt af den engelske forfatter og kvinderetsforkæmper Mary Wollstonecraft (1759-1797), der har fået en renæssance i vore dage. Ikke bare feminister, men også historikere og litterater af forskellig art har fået øjnene op for hende og hendes radikale ideer om kvinder og kvindeundertrykkelse. I sit korte liv fik hun udgivet romaner, afhandlinger og en børnebog, men er mest kendt for "A Vindication for the Rights of Women", der har været som en åbenbaring for mange nutidige feminister. Indtil da var hun glemt eller i hvert fald kun set som den uortodokse og småskøre mor til forfatteren Mary Shelley, hvis fødsel førte til hendes død.

Mary har til gengæld skaffet sig noget nær udødelighed med sin roman "Frankenstein", der er kendt og elsket den dag i dag samt er blevet filmatiseret om og om igen. 

Da Mary Wollstonecraft døde, var hun gift med filosoffen William Godwin, der (måske ufrivilligt) ødelagde hendes ry ved udgivelsen af "Memoirs of the Author of A Vindication of the Rights of Woman", der simpelthen var for stærk kost for det snerpede England. Det forargede folk ikke bare at høre om hendes syn på kønnenes totale ligestilling, men også om hendes uortodokse livsstil med flere elskere inden ægteskabet med Godwin samme år, som hun døde i barselsseng med datteren, Mary.

I de få portrætter, der findes af  Wollstonecraft fremstilles hun som en nydelig, fuldt påklædt og ikke spor provokerende dame. Eftertiden forestiller sig hende i færd med intellektuelle sysler, og det havde man også taget for givet ville være tilfældet med den statue, der blev samlet penge ind til at få rejst i forbindelse med hendes i vor tid genoprettede ry.Den skulptør, man valgte, var den 75-årige maler og billedhugger Maggi Hambling, hvilket jo virker meget passende. Ingen havde åbenbart ventet at se forfatteren og filosoffen Mary Wollstonecraft foreviget af denne skulptør som en spinkel, nøgen kvindekrop uden antydning af tilknytning til intellektuelle præstationer. I stedet ser man en kvinde med en overmåde vildvoksende måtte af hår. 

Det er da muligt, at Mary Wollstonecraft så sådan ud uden tøj på, men hvad har det med hendes tanker, ideer og politik at gøre? Nøgne kvinder optræder i mænds sexistiske fantasier og blade, og derfor signalerer det uvilkårligt det modsatte af, hvad Mary Wollstonecraft stod for. Forargelsen er stor, for hvordan kunne det ske, at en statue af en heroisk skikkelse bliver forvandlet til intet andet end en SKIKKELSE??? 

 

T(-rut) i Rumpetten!!!

Det amerikanske valg har udviklet sig til en gyser. Ingen havde vist for alvor troet, at T. Rump kunne finde noget at udsætte på den proces, der (langt om længe) befriede verden for en amerikansk præsident, der er en skændsel. Ikke desto mindre er det lige præcis det, han forsøger, så han kan få omstødt Joe Bidens sejr. Men er der noget om det? Kan han have ret, eller er det virkelig rablet for ham?

Hmmmmmmmm - "beviset" er, at Pennsylvanias Højesteret traf en afgørelse om, at brevstemmer kunne tælles med 3 dage efter valget, hvis brevet vel at mærke var stemplet på valgdagen. Ret sært, for inden da havde den lovgivende forsamling i Pennsylvania besluttet, at alle brevstemmer, der var modtaget after valgstedernes lukning, var ugyldige. T. Rump hævder, at Pennsylvanias Højesteret derved har gjort sig skyld i en ulovlig lovgivning, fordi de er kommet med en forbudt tillægslov. T. Rumpetterne påstår derfor, at hvis alle brevstemmer, der er modtaget efter kl. 20.00 på valgaftenen afvises, så har Biden alligevel tabt.

Da T. Rump er en notorisk svindler, der har snydt sig igennem livet, så håber jeg virkelig, at dette argument afsløres som det, jeg tror, det er: HULT, grundløst fup! Så kan der endelig komme en ende på denne farce, og T. Rump kan sendes derhen, hvor han hører hjemme: i fængsel!!! At han ikke har opgivet at blive præsident fremgår dog af nogle forbløffende udtalelser fra folk med fingeren på den politiske puls: https://secondnexus.com/donald-trump-cillizza-2024-frontrunner?fbclid=IwAR1IP70iz-7237Ez5VUNEG7XLT5aoqLvVwAPQYroxoX97jR1vLc2DcbL_RY

 

https://www.nytimes.com/2020/11/13/business/porter-wright-trump-pennsylvania.html 

 

https://politiken.dk/debat/art7994532/%C2%BBTrump-har-ret-i-at-der-sker-massiv-snyd.-Men-det-er-bare-republikanerne-der-st%C3%A5r-for-det%C2%AB?utm_source=facebook&utm_medium=ads&utm_campaign=2020%20-%20Indholdskampagner&utm_content=Artikel%20-%20Lektor:%20%BBTrump%20har%20ret%20i,%20at%20der%20sker%20massiv%20snyd.%20Men%20det%20er%20bare%20republikanerne,%20der%20st%E5r%20for%20det%AB

Gnisten der giver liv

Et lys i mørket og en nødvendighed for den, der har tabt livsgnisten - eller aldrig har fået den tændt. Det forekommer mig tankevækkende, at denne gnist er en livsfornødenhed for både mennesker og dyr. Nok er der super-enegængere, der trives med total ensomhed, og som føler sig truet af artsfæller (mennesker eller dyr), der søger kontakt, men mon disse individer af dyre- eller menneskearten kunne leve et lykkeligt liv på en øde ø? Jeg tvivler, for nok holder jeg selv meget af ensomme stunder, men det gør jeg formentlig kun, fordi disse også er produktive - og kan erstattes med forskellige former for kontakt.

Et afgørende øjeblik i hele  to menneskers liv: man ser hinanden og erkender, at der er et bånd

Livsgnisten tændes ved kontakt med moderen, og hvis denne ikke fungerer, ja, så slukkes den igen, og det lille, nye menneske får ikke den udvikling, han/hun burde have haft. Derfor er det afgjort bedre at ikke være født end at være født som uønsket ....

Født og passet af en omsorgsfuld mor, der giver den kropskontakt, der er med til at udvikle det lille lam. Somme tider er det en menneskelig reserve-mor, der opflasker den nyfødte, og det fungerer også på det biologiske plan, men hvad med det sjælelige? Lammet aner jo ikke, hvad det vil sige at være et får, når det vokser op uden kontakt med andre får.

Denne dejlige hund har virkelig tabt livsgnisten. Den ser ikke bare deprimeret, men også hentæret ud. Har dens mennesker glemt at vise den omhu, eller er den blevet direkte mishandlet, fysisk og/eller psykisk? Et meget trist syn, der fint illustrerer, hvor vigtigt det er at bevare livsgnisten. Er den væk, ja, så er man faktisk døende, selv om det kan vare et  stykke tid, før man virkelig dør ....

Da denne hund blev fundet på en gade i Mexico, var den dækket af knuder og sår. Ikke desto mindre har den langt mere livsgnist end den forrige, der ligner en, der har opgivet alt, og som derfor bare venter på at dø. Denne meget syge hund har et vågent blik, og den opfanger tydeligvis det, den ser. Den er måske ikke tryg ved de mennesker, der har besluttet sig for at redde den, men den er til stede i situationen.

Mildt sagt et andet syn: glad vovse, der lever livet og har det sjovt. Sært nok, kan man sige, minder billedet mig om et af Hitler-tidens påfund: "Krafft durch Freude"-programmet, hvor de tyske borgere blev sendt på motivationsophold med sund kost, gymnastiske øvelser og hyggeligt samvær med ligesindede. Det var selvfølgelig i virkeligheden et omvendelses- og indoktrineringsprogram, men selve tanken om, at man fik "kraft" ved at have det sjovt lyder som en god ide. Livsgnist og livsglæde er jo forbundet ....

OK, lyset har brændt længe, og det er vist ved at være kaput, men gnisten er der stadig. Værd af værne om hos både én selv og andre ....

 Ja, sådan BØR det være, men det kan jo desværre være lettere sagt end gjort. Forsøge kan man dog ....

 

 
 

Bedstemor med slav i ....

En nydelig, ældre dame på sådan ca. 80 år, men hvem er hun? Selv om hun ikke ligefrem er glemt, så er hun ikke længere så berømt, som hun var, da hun for alvor tog fat på det, der skabte hendes navn: kunst og malerier, først og fremmest af landlige scenerier, ofte med mange mennesker, der interagerer i et hyggeligt samvær. På det tidspunt var hun 78 år, men alderen satte bestemt ikke en stopper for hendes kreativitet. Tværtimod! Hun malede og malede, og mange af hendes værker er nu på store museer. 

Hendes navn var Anna Mary Robertson Moses (1860-1961), men hun er først og fremmest kendt som "Grandma Moses" - og kendt det var hun!

Alderen bidrog nok en hel del med at skaffe hende opmærksomhed, men bortset fra det, så var hun faktisk en ganske hæderlig kunstner. Nok hørte hun ikke til i den øverste elite, men hun var nu heller ikke nogen "klatmaler".

Folk elskede hendes simplistiske stil med de landlige motiver, og det er ikke overraskende, at mange af hendes malerier også kom som yderst populære postkort. Der er sjove detaljer med et nostalgisk præg, og selv om der er tale om en form for realisme, så er der ingen voldsomme og foruroligende scener. Noget, der afgjort har bidraget til hendes popularitet.

Barske begivenheder var der ellers nok af i hendes liv, for ud af de ti børn, hun og hendes mand fik,  overlevede kun de fem. Meget trist, men ikke nok til at slå hendes glæde ved kunst og malerier ned. 

 

Dødsdom og foragt

Den franske aristokrat, Thomas de Mahy, marquis de Favras (1744-1790) var royalist med liv og sjæl, hvilket selvfølgelig var farligt under Den Franske Revolution. Han endte da også med en dødsdom for at være med til at "lægge planer imod det franske folk". Noget, han da sikkert har gjort, for han gik jo altså ind  for kongedømmet. Da han fik dommen udleveret, hverken protesterede eller bad han om nåde. Vanen tro - vil jeg tro - kom han bare med en nedsættende bemærkning om, at dokumentet indeholdt hele tre stavefejl. Højrøvet og blasert, men samtidig tapper blev han henrettet den 19. februar 1790 ligesom så mange fra det kongehus, han havde forsøgt at befri.

Han var måske særlig kongetro, fordi han var gift med Victoria Hedwig Karoline, Princess of Anhalt-Bernburg-Schaumburg. Nok var han selv fornem af fødsel som marki, men prins var han dog ikke, så det virker som et lykketræf, at han skulle få en prinsesse som kone. 

https://www.history101.com/thomas-de-mahy-marquis-de-favras-famous-last-words/ 

 

 

 

Et mange-facetteret begreb

Denne verden er afgjort ikke for de sarte. Man bliver hurtigt skubbet af pinden, hvis en, der er stærkere, mere pågående og nådesløs, beslutter sig for det. Ergo: begrebet "Alles kamp mod alle" dækker over en virkelighed, der nærmest er til at tage og føle på, medens den modsatte altruistiske holdning er langt mere luftig. At være god og ydmyg forekommer mig derfor som et suspekt ideal, der umiddelbart ligner et postulat eller en utopi, der ikke rigtig kan virkeliggøres i vores verden. Ikke desto mindre er det et ideal, som vi forventes at leve efter, og - hvad der er endnu mere interessant, som vi ser bevist, i hvert fald en gang imellem.

Historisk set er der afgjort flere onde og egoistiske mennesker, der markerer sig, for det lægger vor samfundsform ligesom op til. "Klar dig selv, og lad ingen træde på dig, for så er du et fjols - etc., etc." Man kender remsen, og den er lang. Hvis man kigger på billedet ovenfor, så er det sørme svært at få øje på nogen, der levere efter devicen "lev og lad leve", for her er det alles kamp imod alle. Mange vil hævde, at det er et realistisk billede af dagens samfund, - og at det er noget naturligt, der altid har været sådan .... 

Begrebet "godhed" har imidlertid altid fascineret mig, for hvad står det egentlig for? Er man god, fordi man ikke gør nogen noget ondt eller skal der mere til? Og hvad med den tilsyneladende medfødte godhed, der gør, at nogle mennesker møder andres ondskab med overbærenhed og i hvert fald forsøger at glatte ud, hvor de fleste ville eksplodere eller indlede et modangreb? Er det godhed? Kan man kaldes god, fordi man giver en tigger en 20'er eller mere? Når jeg eksploderer, fordi noget i den grad går mig på, så er det altså ikke godhed, der fylder mine tanker, hvis mit raseri skyldes noget, en eller anden har gjort imod mig. Derfor kan jeg jo godt være god i andre sammenhæng, og det er det, der er så besynderligt. Når diverse nazi-forbrydere med masser af horrible mord på deres (vist ikke-eksisterende) samvittighed forsvares af børn, koner og andre, der "kendte dem som mennesker", så er det forvirrende for os andre. Ikke desto mindre kan de jo godt være vidunderlige hjemmemennesker, selv om de er uhyrer på det, der er deres arbejdsplads. Det er det, der er så forbavsende for os, der ikke har planer om at myrde nogen. At gribe til kniven eller pistolen ville være aldeles grænseoverskridende for de fleste af os. Vi skelner umiddelbart mellem folk, der kan finde på den slags og os andre, men forskellen er måske ikke så stor endda. Man skal "bare" skubbes ud over visse grænser og f.eks. være tilstrækkelig truet af omstændighederne ....

De fleste af os ønsker nok at være - eller opfatte os selv - som gode, og det kan være ud fra dette ønske, vi giver penge til foreninger for dyr eller nødstedte mennesker. Spørgsmålet er så, om vore motiver er så rene, som vi selv tror. Ønsker vi at være gode, for at føle os som bedre mennesker, eller fordi vi erkender en nød, som vi bare må afhjælpe? Godheden har nemlig også et egoistisk perspektiv, og ja, den har flere facetter, end man skulle tro, og jeg vil mene, at den ikke er så ligetil at definere, som man måske umiddelbart tror. Jeg tænker i hvert fald videre over godheden og dens natur samt funktion i samfundet, men samtidig er jeg godt klar over, at jeg måske aldrig finder det endegyldige svar på mit eget spørgsmål: "Hvad er godhed?"