Da den 42-årige Maureen Long den 9. juli 1977 blev angrebet af en flot, ung mand, som hun ikke kendte, men som havde tilbudt at køre hende hjem, efter at hun havde været en tur på en bar, var alle - og især politiet i Yorkshire, England - vildt begejstrede for, at hun overlevede. De tidligere fire ofre for denne mand var nemlig alle døde, og ingen havde nogen anelse om, hvem han var. Desværre viste det sig, at Maureen ikke huskede ret meget, hvilket nok mere skyldtes hendes daglige drikkeri end de slag, han havde givet hende i hovedet. Det var en skuffelse for politiet og de myrdedes familier, og det var en stærkt medvirkende årsag til, at det lykkedes denne engelske morder at myrde ialt 13 kvinder, inden man fandt frem til hans identitet: Peter Sutcliffe (1946–2020).
Et par uger før overfaldet på Maureen havde han myrdet den 16-årige Jayne MacDonald, og det havde i særlig grad vakt forfærdelse i samfundet, for hun var ikke "sådan en pige", men en pæn ekspeditrice, der ikke skejede ud på nogen måde. Hvad Maureen angik, så er det ikke sikkert, at hun ligefrem var prostitueret, men hun "levede livet", som man siger, drak og havde div. kærester, hvilket man dengang så som tydelige tegn på en utilstedelig umoral hos en kvinde. Dermed blev hun og alle tidligere ofre før Jayne i samfundets øjne set som mindre værd moralsk set end f.eks. Jayne. Hun og de andre ofre fik derfor ikke den opmærksomhed fra politiets side som den "pæne pige", der selvfølgelig ikke "havde fortjent det". Underforstået, at de prostituerede og den vilde Maureen selv havde været ude om det, de kom ud for.
Til det er der kun én ting at sige: om så Maureen væltede sig i herrer og druk, så berettiger det ingen til at overfalde hende og forsøge at myrde hende. Heller ikke en eneste af de kvinder, Sutcliffe myrdede, havde gjort sig fortjent til den skæbne, om så de var aldrig så meget prostituerede. På en eller anden måde fik det dog stor betydning for politiarbejdet, da betjentene mente, at der var tale om en morder med en stor foragt og et uudslukkeligt had til prostituerede. Hvis de overlevende ikke hørte til i den gruppe, politiet mente, at mordofrene passede ind i, så tog man dem ikke alvorligt. Deres skelnen mellem "pæne" og "mindre pæne" kvinder var stærkt medvirkende til, at Sutcliffe havde held med at forblive uuopdaget i så lang tid.
At den dømte massemorder, Peter Sutcliffe - kaldt "The Yorkshire Ripper"
- senere ømmede sig over risikoen for selv at blive myrdet i det
fængsel, han i den grad havde fortjent at ende i, er latterligt. Ikke
nok med det, men han snoede sig også i systemet ved at spille sindssyg,
så han kunne komme i et behageligere fængsel. Hans jammer får én til at tænke på en anden morder, der ikke fattede folks afsky for hans mord på 33 drenge og unge mænd, nemlig John Wayne Gacy.
Efter Gacys mening var de dræbte drenge jo "bare" gadedrenge, så han følte nærmest, at han bidrog med en social oprydning. At han blev kaldt et "uhyre" i medierne så han som en stor uretfærdighed, og der er optagelser af ham, hvor han raser imod folk, der har sagt og skrevet den slags om ham. Sucliffes mord på prostituerede - eller kvinder, der i hans øjne var "løse" - viser samme form for social udskillelse, og det er horribelt at tænke på, at mordere som disse to (og der er desværre mange flere af samme type) stiller sig til dommere over andre mennesker og dødsdømmer dem som "uværdige", når de eneste uværdige, der er tale om, er dem selv.
De fleste forbinder nok navnet "Gawain" med den højt elskede tegneserie
om Prins Valiant, der blev skabt af Harold R. Foster i 1937. Sjovt nok er den stadig i produktion, men fra 2012 med Mark Schultz som forfatter og Thomas Yates som tegner, og den bringes nu bl.a. i mere end 300 aviser over hele USA. I serien er Prins Valiant den tapre tronarving til et fiktivt land, der minsandten fremstilles som en del af Norge. Det meste af tiden er Valiant dog væk, da han også er en af de tapre riddere, der har plads ved Kong Arthurs runde bord og bl.a. derfor har mange opgaver fjerne steder.
Ridderen, Sir Gawain er prins Valiants gamle læremester og nære ven, som han ofte er på eventyr med. Hvor Prins Valiant altså er en moderne skikkelse, så er Gawain til gengæld temmelig gammel, da de første beretninger om ham stammer fra omkring 1400-tallet. De 800 år preller dog af den tapre ridder, når han optræder i sin moderne version i tegneserien, for dér fremstilles han med en glød, der lader til at gøre ham evig ung. Noget, der også viser sig i hans omgang med damer, for han er en charmør og hjerteknuser, men forbliver på en eller anden måde alligevel ungkarl.
I den oprindelige myte er han en ridder, der ønsker at gøre det godt ved Kong Arthurs hof. Derfor tager han straks imod udfordringen fra en mystisk, kæmpestor ridder i grønt, der besøger hoffet. Denne grønne kæmpe siger, at Gawain kan få lov til at hugge ud efter ham, som han vil, hvis han får lov til at gøre gengæld. Den er Gawain helt med på, og han hugger straks hovedet af kæmpen med et enkelt hug. Det skulle jo under normale omstændigheder afgøre sagen én gang for alle, men nej, den nu hovedløse kæmpe-ridder tager bare sit hoved og smækker det på igen.
Alle er vildt forbløffede, hvad der jo ikke er noget at sige til, men Gawains indgår en ny aftale med Den Grønne Ridder, om at det frie hug, denne nu har ret til at uddele, ikke skal gives dér, men om et år i en skov. (Noget, der måske kan skyldes, at den ædle ridder forventer, at det bliver blodigt, og han vil ikke have, at hans blod skal grise til ....)
De andre riddere forsøger at få Gawain til at blive væk fra den ensidige duel, der jo nu skulle afgøres af et enkelt slag, som han formentlig ikke ville overleve. Nu er der bare det ved det, at Gawain er en meget stolt og tapper ridder, så han holdt fast ved aftalen.
Undervejs til mødestedet kommer han imidlertid til et slot, hvor der bor en anden ridder med sin kone. De indbyder ham til at blive hos dem i de få dage, der er til det aftalte møde med Den Grønne Ridder, og på et tidspunkt får hans vært ham til at medvirke i en form for leg, hvor alt, hvad han får på en dags jagt, skal være Gawains, men alt hvad han får skal være værtens.
Ridderen tager af sted og kommer hjem med en hjort, som han har nedlagt, og som ifølge aftalen tilfalder Gawain. Hvad han ikke ved er, at hans kone har forsøgt at forføre deres gæst, men den pæne og ærbare Gawain afviste den gifte kone og tog bare imod et let kys på den ene kind. Hele dette forløb gentages de efterfølgende to dage, idet antallet af kyssene dog forøges. På den sidste dag giver værtens kone Gawain et grønt strømpebånd, som hun hævder har store magiske kræfter og vil beskytte ham. Modvilligt tager han imod hendes gave, men giver det ikke til sin vært eller fortæller ham om det, da han kommer for at få det, han har modtaget den dag, sådan som de har aftalt. Han får dog de tre kindkys, som hun har givet ham.
Ved mødet med Den Grønne Ridder rykker Gawain instinktivt tilbage, da denne svinger øksen imod ham, hvilket får angriberen til at le ad ham. Gawain, der selvfølgelig ikke vil vise sig som en kujon, tilbyder ham straks endnu et slag, og denne gang bliver han stående, men ridderen nøjes med et slag uden fysisk kontakt, hvilket gør ham vred. Hvad er nu det for noget, skal det være, eller hva'?
Det bliver så til det tredie og afsluttende slag, og denne gang rammer våbnet ham, men ikke dødeligt. Da han går i rette med Den Grønne Ridder for at såre ham, når han undlod det de to første gange, får han det svar, at det var straffen for ikke at have givet det grønne strømpebånd til værten som aftalt. Den betuttede Gawain beder ham om at tage hjælmen af og vise sit ansigt, så han ved, hvem han har kæmpet imod, hvilket ridderen gør. Til sin forbløffelse ser han, at Den Grønne Ridder er hans vært på det slot, hvor han tilbragte flere dage før duellen. Han fortæller, at det hele var en test, som troldmanden Merlin havde sat i scene for at teste hans tapperhed. Straks bliver Gawain meget skamfuld, og da han kommer tilbage til Camelot, fortæller han Kong Arthur det hele og slutter af med at sige, at han ikke fortjener at være med i kredsen af riddere om Det Runde Bord. Det er der dog ingen andre, der giver ham ret i, for som kongen siger: "Denne historie kan vi lære af, og fra og med nu skal vi alle bære et grønt skærf som et symbol på ærlighed."
Er denne hvide, bebrillede bønnestage virkelig så super-laber og dejlig, at man ville gå imod sit folks nedarvede skik og sædvane og ikke hugge hovedet af ham, men i stedet forlange at blive gift med ham??? Tjah, en kvindes lynforelskelse - samt denne spaniers held - frelste ham fra at ende som skrumpehoved og i stedet blive høvding for The Jibaros. Dermed blev han den første hvide indtrænger i dette specielle, peruvianske junglesamfund, der ikke endte som skrumpehoved. Det vigtigste var dog, at han faldt i høvding-datterens smag, for da hun - højst uventet - valgte ham som ægtefælle, frelste hun hans liv. Man regner iøvrigt med, at den kammerat, han var sammen med under deres indtrængen i junglen, led den sædvanlige skæbne for hvide mennesker: af med knoppen!!!
Sådan kunne det altså være gået Alfonso Grãna (1878-1934), hvis ikke høvding-datteren havde forelsket sig i ham. Det var nu også heldigt, at hun havde en overbærende far, der åbenbart elskede hende højt nok til at ville opfylde hendes ønsker. Alfonso fik dog ikke bare en idianer-prinsesse, men også høvding-titlen, der af nogen sidestilles med titlen som konge, som han arvede efter sin svigerfar. Ganske godt gjort af en søn af en fattig, spansk skrædder, og som havde arbejdet i gummi-branchen, indtil markedet brød sammen i 1922. Altså ikke den fødte prins, men åbenbart med "noget", der tændte indianer-prinsessen, og som også gjorde, at stammen kom til at respektere ham.
Da han ankom til dette fjerne rige, kunne han knap nok læse og skrive, men lærte sig det selv gennem selv-studier. Han lærte stammen at udvinde salt, der var en værdifuld handelsvare i junglen. Ud over det arbejdede han for fred mellem de forskellige krigeriske stammer.
Venner og familie i hans oprindelige hjemland troede, at han var forsvundet - formentlig død - i junglen, så det var en stor overraskelse for alle, da han pludselig dukkede op sammen med nogle folk fra stammen i en nærliggende by, hvor der boede en del spaniere. Formålet med hans besøg var at besøge en af hans spanske venner fra før i tiden, Cesáreo Mosquera, der havde en boghandel i byen. Denne ven er så at sige hans vidne på hans liv som indianerhøvding, idet han skrev hans beretninger om hans oplevelser ned. Disse dokumenter er nu de vigtigste beviser på det, der skete med ham og det samfund, der havde "adopteret" ham.
Når Alfonso besøgte sin ven, Cesáreo, så inviterede han sine indianske følgesvende på køreture i dennes bil samt præsenterede dem for vestlige produkter som f.eks. is-vafler. Det vigtigste var dog nok at tage dem med et helbredsproblem til lægen. Man får i hvert fald indtryk af, at han tog sin opgave som indianer-høvding alvorligt og gjorde, hvad han kunne for stammefolkene. I 1933 spillede han dog også en rolle som vejviser for de amerikanske oljefolk fra Standard Oil of Ohio and Standard California, der ønskede at gennemsøge junglen. De måtte forhandle med ham og overholde aftalerne med ham.
Året efter opstod der en ulykkelig situation, hvor han endte med at blive dekoreret for sin indsats. Det drejede sig om tre fly, der forulykkede i Amazonas. En af piloterne døde, men han fik ham balsameret og derpå bragt gennem junglen til hans familie. Pludselig regnede det ned over ham med æresbevisninger, men der er en vis ironi i, at den peruvianske regering nu anerkendte ham som konge over det folk, hvis regent han på det tidspunkt havde været i over 10 år. De gav ham også en officiel tilladelse til at udvinde den salt, han havde udvundet i årevis. Det virker latterligt, men er faktisk ret underligt, for hvad har den peruvianske regering at gøre med stammefolkets udnævnelse af en høvding?
Den dag i dag har Alfonso efterkommere i junglen, og dette barn er formentlig et af dem. Et af hans børnebørn, Kefren Granã, er leder af "The Federation of Wampis Communities of the Santiago River", der har opsyn med områdets naturlige reserver.
Er etniske unge mere kriminelle end ikke-etniske danske teenagere? Eftersom etniske unge har fået flest domme, virker det umiddelbart, som om de er langt værre end deres jævnaldrende af dansk oprindelse, men konklusionen er, at det alligevel ikke vides med sikkerhed.
Flere har peget på en anden faktor, der nok tit overses: ikke den etniske baggrund, men fattigdom og en vis marginalisering i samfundet spiller en langt større rolle, end hvor folk kommer fra, og hvilken religiøs baggrund de har.
Fattigdom er en hård herre, så jeg finder det yderst logisk, at ordnede sociale strukturer virker bedst som en holdbar langtidsforanstalning. Forhåbentlig vil spørgsmålet blive afgjort engang i fremtiden, for selv om meget peger på fattigdoms-forklaringen, så er der stadig løse ender, der kræver yderligere forskning.
Indlæg bragt i "Arbejderen", den 14. december 2020:
Jeg
troede, det var løgn, men nej, vort land er nu blevet "beriget" med
vejbump på visse cykelstier landet rundt. Umiddelbart reagerer en hel
del fodgængere, som jeg har diskuteret disse bump med, som om det var
alle tiders gode idé, for "cyklisterne kører altså for hurtigt". Alt er
relativt, men en fart på 20-40 kilometer i timen kan ikke karakteriseres
som "hurtigt" eller i sig selv farligt.
Jeg har desuden undret mig over, at de enkelte vejbump
ikke er fuldt oplyste, og at der ikke engang er hajtænder eller
lignende, der kan advare to- eller trehjulede trafikanter.
Det virkelig farlige er den sammenblanding af to- eller trehjulede
køretøjer og det, jeg fristes til at kalde "fumlegængere", der bliver
det uvægerlige resultat, når cyklister, brugere af
elschootere/kørestole, løbehjulsentusiaster og folk på rulleskøjter
føler sig presset væk fra cykelstierne og op på fortovene. At vejbumpene
ikke umiddelbart er farlige for bilisterne er nemlig ikke det samme,
som at de er sikre for de to- eller trehjulede.
Grunden til, at disse vejbump er farlige for alle andre end bilister,
er: 1) Man har ikke styr på friktionslængden, da bumpenes belægninger
bliver glatte i regn- eller frostvejr. 2) Vejbumpene er opført ud fra
firhjulede køretøjers friktionsmålinger, formentlig med Vejdirektoratets
målebil Viafrik, men tager, så vidt jeg ved, ikke to- eller trehjulede
køretøjers begrænsninger i betragtning. Sagen er den, at disse køretøjer
rammer bumpene i en anden vinkel end de firhjulede, der ikke vælter for
et vejbump, men det kan let ske for de to- eller trehjulede. 3) For at
komme sikkert over et vejbump skal den kørende accelerere, samtidig med
at han/hun holder balancen, hvilket ikke er nemt selv for rutinerede
cyklister, kørestolsbrugere eller løbehjulsentusiaster. 4) I forbindelse
med Vejdirektoratets måling af G-påvirkningen af bilister glemte de
tydeligvis de to- eller trehjulede trafikanter, som man tilsyneladende
behandlede som en art bilister, der jo er kendetegnet ved en masse træk,
som man ikke ser hos cyklister og så videre: De sidder afskærmet af
bilens karosseri, og de er ikke nødt til at kæmpe for at holde balancen.
I forvejen kender de fleste cyklister og så videre problemerne med
cykelstier med lapper, kloakdæksler og huller, som de skal manøvrere
udenom, men som er skyld i de fleste soloulykker. Hvert eneste år er der
mange i denne trafikantgruppe, der kommer til skade på grund af dårlige
cykelstier, der i bund og grund bare en forsmag på vejbumpmareridtet.
Jævnhedsmålinger kan hjælpe med en realistisk vurdering af situationen,
men jeg tror ikke, at det er nok, da jeg tvivler på, at problemet kan
planlægges væk.
Der skal mere til. Det første skridt vil være at se i øjnene, at
vejbump ikke hører hjemme på cykelstier, hvor de er til fare for de
trafikanter, der færdes dér: Cyklister, kørestolsbrugere,
løbehjulsentusiaster og rulleskøjtebrugere.
En variant af vejbumpsmareridtet kan angiveligt ses i Byparken i
Ørestaden, som jeg ikke selv kender. Her lader det til, at man har en
delt fodgænger- og cykelsti, hvilket vil gøre de to trafikantgrupper,
fodgængere og cyklister og så videre til konkurrenter om den samme
plads. Det er vildt og kan føre til mange ulykker for begge grupper.
Jeg har desuden undret mig over, at de enkelte vejbump ikke er fuldt
oplyste, og at der ikke engang er hajtænder eller lignende, der kan
advare to- eller trehjulede trafikanter. Man forventer åbenbart, at de
er en art supermænd, der kan se i mørke samt flyve hen over bumpene,
uden at der sker ulykker. Noget, der viser, at disse cykelstivejbump er
resultatet af et skrivebordsprojekt og ikke har noget som helst med
virkeligheden at gøre.
Kærlighed er en besynderlig følelse, der både kan føre til tragiske såvel som morsomme situationer. Ofte ender det dog med uforståelige oplevelser for det ene køn, når biologien spiller ind og gør det, den er skabt til.
En af de ting, der virker logisk på det ene køn, men mægtig ulogisk på det andet er det, der er mange (???) kvinders oplevelse omkring "de dage". Selv søde og velmenende mænd har tit et meget underligt forhold til menstruation.
Da astronaut Sally Ride skulle ud på en 7-dages rumtur, blev hun således
spurgt, om 100 tamponer var nok. Alt er individuelt, men man skal være meget
uvidende om den kvindelige biologi for at tro, at kvinder "lækker" så
meget, at det skulle være nødvendigt med sådan en overdådig forsyning til en uge.
Menstruation forekommer åbenbart visse mænd så gennem-ulækkert, at de
glemmer alt om deres egen liderlighed. Begæret forsvinder som ved et
trylleslag, men for nogles vedkommende forvandles det bare, og fokus flytter fra vagina til dens nabo, numsen. At det skulle være mere lækkert, forekommer de fleste kvinder ubegribeligt. Hvordan kan mænd foretrække LORT frem for BLOD????? Meget, meget mærkeligt ....
Måske kvinder nøjes med at undre sig, men der er sikkert også nogen, der
forarges. De er måske ikke selv vilde med menses-sex, men har det endnu
sværere med det anale surrogat, da numsen nu engang ikke er bygget til
den slags. At få vagina fravalgt er desuden et tvetydigt udspil fra
mandlig side, hvor kvinder kan føle sig både dømt, skrottet og nedvurderet -
samtidig .....
Åh, det dejlige dyr - eller hvad det nu er - der har skaffet masser af turistindtægter til beboerne omkring Loch Ness. De fleste i vores del af verden tror, det er svindel, photoshop eller noget andet lige fra en flydende gren til en tabt eller strategisk placeret gummiand. Noget, der dog ikke bekymrer Nessies fans, for der er stadig mange, der jagter det mytiske dyr, men nok memst for at bevise dets eksistens. Eksperter i alle mulige dyrearter udtaler sig om det, og det lader til, at "man" tror, at hvis der er noget om snakken, så er vi nok ovre i et overlevet eksemplar fra dinosaurernes verden. Så vidt jeg ved, er der dog ingen ægte hardcore-tilhængere af den teori, der vist mest regnes for en spøg.
Også denne håbefulde jæger var ude efter Nessie, men det lykkedes ham (selvfølgelig) ikke at finde hende. Nok er der nogle eksemplarer af mere eller mindre troværdige billeder samt forskellige øjenvidneskildringer, men dyret selv mangler den dag i dag. Hun er som en særlig vand-E.T., som man taler om, men ikke fanger. Desuden: dette er jo altså ikke Roswell, men Skotland ....
Sådan forestiller mange Nessie-tilhængere sig, at hun ser ud
En, der virkelig fik sit liv endevendt på grund af mødet med Nessie, var Sandy Gray, der ofte fiskede i Loch Ness. Han var født den 28. marts 1900 i nærheden af søen, som han tit besøgte, selv om han havde hørt alle de historier, man fortalte om "noget" i vandet. Hvad dette "noget" var, kunne ingen sige med sikkerhed, kun at det eksisterede i Lock Ness' dyb, og at det formodentlig var meget farligt for mennesker.
Familien Gray boede i et lille træhus, der også somme tider tjente som mødested for egnens beboere, enten fordi man holdt gudstjenester dér, eller lyttede til Sandys fars foredrag om alkohols farlige sider. I Sandys barndom eller tidlige teenageår kom han ud for en sær episode, hvor et fiskenet med laks pludselig blev revet ud af hænderne på ham og de voksne mænd, der også var til stede. Han sagde senere, at et stort, sort væsen på sådan ca. 180 cm og med en vægt på omkring 15 tons, pludselig ragede op over vandoverfladen. Folk på egnen fortalte efter fisketuren, at der netop den dag havde været marsvin i søen, men han holdt fast i sin historie og nægtede at anerkende, at det, han havde set, var sådan et velkendt dyr som et marsvin.
Omkring 15 år senere, hvor han og hans bror, Hugh, var ude at fiske med nogle venner, var der pludselig en stor laks, der hoppede op af vandet med retning imod dem, som de sad dér i deres båd. Det havde ingen af dem oplevet før, men de mente alle, at laksen flygtede fra et større rovdyr, og at det var derfor, den opførte sig atypisk. Ud over denne mærkelige laks observerede mændene også en sær lyd, og de så skumsprøjt, der fløj til alle sider. Samtidig opstod der store bølger, der fik deres båd til at rokke, så den var lige ved at kæntre. Den lokale avis The Northern Chronicle skrev om episoden den 27. august 1930, men selv om den vakte en vis opmærksomhed, var der ingen, der fulgte op på den. Interessant nok var det dog første gang, en avis tog emnet op.
A
view of Loch Ness published by the Scotsman newspaper, 1933. (Image by
Johnston Press plc., courtesy of the British Newspaper Archive.)I 1932 giftede Sandy, der var blevet buschauffør, sig med en lokal kvinde ved navn Catherine. Seks måneder efter brylluppet, dvs. i maj 1933, oplevede han for tredie gang noget meget sært, da han - siddende i bussen og på en rute langs søen - så et stort, sort væsen, der bevægede sig gennem vandet med en anseelig fart. Han forsøgte at overhale det inde på landjorden, men det viste sig at være umuligt. Avisen "The Aberdeen Press", der navngav væsenet "The Loch Ness Monster", fortalte også, at Sandy havde besluttet sig for at fange det, og at det ville kræve specialværktøj, bur, etc..
Loch Ness er ikke en fuldt udforsket sø, men den er meget stor og også meget dyb. Moderne målemetoder har fundet frem til en dybde på mindst 889 fod. Teoretisk set kunne der derfor godt være et ukendt væsen i søen. Det havde man hørt om i umindelige tider, for myten om "væsenet" var opstået mange år før, Sandy så det. Nessie var et mytisk dyr for mange, også andre steder end i Skotland.
Nessies bur under konstruktion
Grunden til, at Sandy ville forsøge at fange Nessie var formentlig, at Englands cirkus-konge, Bertram Wagstaff Mills, udlovede en dusør på £20,000 (næsten $2,000,000 i vore dages amerikansk valuta) til den, der fangede hende og afleverede hende i levende live til ham. Det var dog en forudsætning, at Nessie opfyldte nogle krav til størrelse og vægt, og at en flok videnskabsmænd sagde god for hende som et ægte forhistorisk væsen. Mange har sikkert ladet sig lokke og har leget med tanken om at fange Nessie, men Sandy var nok den eneste, der rent faktisk forberedte sig til denne fangst.
Curious men scan Loch Ness looking for the monster, 1933.
Alt det ståhej, der opstod omkring avisartiklerne samt de gamle myter, som de ligesom genoplivede, betød, at turistmængden blev større og større. Noget, der selvfølgelig påvirkede infrastrukturen i det lille samfund. Der blev bygget veje, sprængt klipper, osv., osv.. Faktisk var der lokale personer, der hævdede, at alt det hurlumhej havde en forstærkende effekt på fænomenerne med væsenet, der dukkede op i tide og utide. Nogle hævdede direkte, at det var disse mange sprængninger, der havde "vækket" et ældgammelt uhyre på søens bund.
Foto fra en amerikansk dino-park
Både besøgende og lokale holdt udkig efter det legendariske Loch Ness-uhyre, samtidig med at de måske lo ad Sandy og hans forgæves forsøg på at fange det, så det kunne udstilles. Mange gjorde i hvert fald, selv om han var kendt som en troværdig fyr samt ualmindelig dygtig fisker. Selv om han fejlede med sit fangst-projekt, så var der til gengæld flere og flere, der rapporterede om møder med bæstet. Nogle havde set et kæmpestort væsen i vandet, hvor det svømmede med høj fart. Det havde angiveligt flere "pukler", og nogle talte om luffer eller forben. En velrenomeret direktør for et skrædderi i London, George Spicer, fortalte om et "forhistorisk væsen", der krydsede vejen foran ham, da han kom kørende. Han fandt det så grimt og modbydeligt med dets lange hals og puklede ryg, at han gik ind for, at det blev slået ihjel! Der var ikke noget med, at han ville fange det ligesom Sandy, så det kunne udstilles i Mills cirkus, nej, det skulle nedlægges! At det var mere end en myte, var der dog ingen tvivl om for ham. Endnu engang må man sige, at beskrivelsen af uhyret ligger tæt op ad
det, vi ved om visse dinosaurer af sauropodearten, nemlig de gigantiske
brotosaurusser eller plesiosaurusser. Man skal dog nok være super-fan af Nessie for at tro, at
sådan et dyr kan have overlevet i en skotsk sø, selv om den er meget
dyb, bred og fuld af mysterier.
Alle mulige havde teorier om Nessie, og hvad hun var, men først da det lykkedes Sandys bror, Hughie, at få et billede af det uhyre, han havde set, kom der rigtigt kød på historien. Egentlig tog han 5-6 billeder, men kun dette lykkedes for ham. Selv om det vakte stor opsigt, idet mange mente, at man nu endelig havde fået et ægte billede af det, der ellers ofte blev afvist som en myte, så var det desværre ikke alle aviser, der bragte det uden forskellige former for retouchering. Nogle tilføjede en længere "hale" og ændrede i det hele taget væsenets form, men det forandrede ikke dets status som det første såkaldte bevis på dets eksistens. Tvivlere var der nok af, men Hugh svor på, at hans billede var ægte, og han blev støttet af forskellige folk, der stolede på ham som en god og ærlig mand. Dem, der ikke troede på ham og hans billede, kom med teorier om, at der var tale om en forulykket båd, en flydende træstamme, en usædvanligt stor ål, osv., osv.. De mere alvorlige anklager om ren og skær svindel kom først senere.
Folk strømmede stadig til for at se og helst også fotografere Nessie, men hun holdt sig væk indtil april 1934, hvor "The Daily Mail" publicerede et nyt billede, nemlig det, der kan ses øverst i dette indlæg: Nessie blev vist som et stort, mørkt dyr i vandet med en lang, svaneagtig hals, og sådan kom hun til at se ud i de fleste Nessie-elskeres bevidsthed indtil 1994. Den elskede Nessie-myte sprak, da en ældre kunstner ved navn Christian Spurling indrømmede, at det, der var blevet fremstillet som Nessie i dette fotografi, var svindel. "Nessie" i billedet var blevet fremstillet af en legetøjsundervandsbåd samt forskelligt andet legetøj.
The
Daily Mirror debunks Wilson’s photo, March 1994. (Image by Reach PLC.
Digitized by Findmypast Newspaper Archive Limited, courtesy of the
British Newspaper Archive)
Hele dette hurlumhej gjorde, at Sandy, Hugh og deres beskrivelser af søuhyret Nessie næsten blev glemt. Sandy havde mødt det fem gange, og han veg ikke i sin beskrivelse af det, men uddybede den bare for hvert møde. Spørgsmålet er, om han også så det den 22. februar 1949, hvor han forsvandt under mystiske omstændigheder på det, der skulle blive hans sidste sejltur på Loch Ness.
The Aberdeen Press reports on the death of Sandy Gray, February 1949.
Hvorfor var Sandys båd alvorligt skadet efter en sejltur på Loch Ness? Det virkede ulogisk, for hvad - andet end Nessie altså - kunne skade en båd på den måde? Hvis det var hende, så var det altså ikke ham, der fik fanget hende, men hende der fik fat på ham ....
