Ikke noget værd?

 

Da den 42-årige Maureen Long den 9. juli 1977 blev angrebet af en flot, ung mand, som hun ikke kendte, men som havde tilbudt at køre hende hjem, efter at hun havde været en tur på en bar, var alle - og især politiet i Yorkshire, England - vildt begejstrede for, at hun overlevede. De tidligere fire ofre for denne mand var nemlig alle døde, og ingen havde nogen anelse om, hvem han var. Desværre viste det sig, at Maureen ikke huskede ret meget, hvilket nok mere skyldtes hendes daglige drikkeri end de slag, han havde givet hende i hovedet. Det var en skuffelse for politiet og de myrdedes familier, og det var en stærkt medvirkende årsag til, at det lykkedes denne engelske morder at myrde ialt 13 kvinder, inden man fandt frem til hans identitet: Peter Sutcliffe (1946–2020).

Et par uger før overfaldet på Maureen havde han myrdet den 16-årige Jayne MacDonald, og det havde i særlig grad vakt forfærdelse i samfundet, for hun var ikke "sådan en pige", men en pæn ekspeditrice, der ikke skejede ud på nogen måde. Hvad Maureen angik, så er det ikke sikkert, at hun ligefrem var prostitueret, men hun "levede livet", som man siger, drak og havde div. kærester, hvilket man dengang så som tydelige tegn på en utilstedelig umoral hos en kvinde. Dermed blev hun og alle tidligere ofre før Jayne i samfundets øjne set som mindre værd moralsk set end f.eks. Jayne. Hun og de andre ofre fik derfor ikke den opmærksomhed fra politiets side som den "pæne pige", der selvfølgelig ikke "havde fortjent det". Underforstået, at de prostituerede og den vilde Maureen selv havde været ude om det, de kom ud for.

Til det er der kun én ting at sige: om så Maureen væltede sig i herrer og druk, så berettiger det ingen til at overfalde hende og forsøge at myrde hende. Heller ikke en eneste af de kvinder, Sutcliffe myrdede, havde gjort sig fortjent til den skæbne, om så de var aldrig så meget prostituerede. På en eller anden måde fik det dog stor betydning for politiarbejdet, da betjentene mente, at der var tale om en morder med en stor foragt og et uudslukkeligt had til prostituerede. Hvis de overlevende ikke hørte til i den gruppe, politiet mente, at mordofrene passede ind i, så tog man dem ikke alvorligt. Deres skelnen mellem "pæne" og "mindre pæne" kvinder var stærkt medvirkende til, at Sutcliffe havde held med at forblive uuopdaget i så lang tid.

At den dømte massemorder, Peter Sutcliffe - kaldt "The Yorkshire Ripper" - senere ømmede sig over risikoen for selv at blive myrdet i det fængsel, han i den grad havde fortjent at ende i, er latterligt. Ikke nok med det, men han snoede sig også i systemet ved at spille sindssyg, så han kunne komme i et behageligere fængsel. Hans jammer får én til at tænke på en anden morder, der ikke fattede folks afsky for hans mord på 33 drenge og unge mænd, nemlig John Wayne Gacy.

Efter Gacys mening var de dræbte drenge jo "bare" gadedrenge, så han følte nærmest, at han bidrog med en social oprydning. At han blev kaldt et "uhyre" i medierne så han som en stor uretfærdighed, og der er optagelser af ham, hvor han raser imod folk, der har sagt og skrevet den slags om ham. Sucliffes mord på prostituerede - eller kvinder, der i hans øjne var "løse" - viser samme form for social udskillelse, og det er horribelt at tænke på, at mordere som disse to (og der er desværre mange flere af samme type) stiller sig til dommere over andre mennesker og dødsdømmer dem som "uværdige", når de eneste uværdige, der er tale om, er dem selv.

 

https://www.irishmirror.ie/news/yorkshire-ripper-peter-sutcliffe-fears-8720847