Den krumme, men formentlig ikke særlig grumme konge

 

Den shakespeareske version af den sidste Plantagenet-konge i England, nemlig Richard III (1452-1485), er et typisk eksempel på sejrherrens forvrængninger af en slagen modstanders eftermæle. Richards regeringstid som engelsk konge var kortvarigt og varede kun fra 1483 til 1485, hvor han blev besejret, og Tudor-slægten holdt sit indtog. 

Eftersom Shakespeare levede og virkede under denne nye kongeslægt, så er det klart, at han ikke kunne tillade sig at være objektiv i vurderingen af den døde Richard III. Spørgsmålet om, HVEM der havde RET til den engelske trone, var jo af vital interesse for Tudor-regenterne, for hvis det var Richard, så forsvandt deres rettigheder som legitime monarker. Derfor var der ingen grænser for alt det slemme, han blev beskyldt for, inklusiv en vakkelvorn fysik. Selv hans modstandere måtte dog indrømme, at han var en tapper mand, der gjorde det godt på slagmarken - altså indtil han ikke bare tabte, men også døde.

Denne form for legitimitets-usikkerhed havde Elizabeth I levet med det meste af sit liv, fordi hun skiftevis blev regnet for kong Henrik VIII's ægte datter, skiftevis for det illegitime resultat af et uheldigt ægteskab med den henrettede Anne Boleyn. At fremstille Richard III som andet end en super-skurk ville derfor ikke have været klogt af Shakespeare, så han smurte virkelig på og gjorde ham til det ondeste af det onde og det ækleste af det ækle fysisk set. Eftersom han var den sidste engelske konge, der døde i kamp, så kunne Shakespeare jo også have valgt at fremhæve hans tapperhed, men nej, den går ikke, når der går politik i eftermælet, og det var lige, hvad der skete med Richard .... 

Man mente, at Richards lig var gået tabt, da det hed sig, at det var blevet smidt i en flod. Andre kilder hævdede dog, at det var blevet begravet i Gråbrødre-klostret, der imidlertid var blevet revet ned. Det betød, at man ikke vidste, hvor kongens lig befandt sig, men i 2012 blev det genfundet, begravet under det, man fandt ud af engang var Gråbrødre-klostret, men som nu er en parkeringsplads. Det hele blev meget spændende, for dette maltrakterede mande-lig med 10 alvorlige skader i hovedet, der af arkæologerne blev beskrevet som "svagt, kvindeligt og krumrygget", lå sammen med et andet lig, der vist ikke er blevet identificeret endnu. Den berømte "pukkelryg" viste sig at skyldes skoliose, og den kan ikke have gjort det lettere for Richard at deltage med bravour i krigen, men det gjorde han rent faktisk. 

Liget blev identificeret af eksperter fra The University of Leicester via DNA, og derpå trådte hele det kongelige maskineri i gang. Resterne af den sidste Plantagenet-konge blev begravet med fuld honnør i Leicester Cathedral den 26. marts 2015.

Da han blev fundet, of man så billeder af ham, var det egentlig et rørende syn, for det var jo altså tydeligt, at det, der var blevet sagt om hans medfødte handicap, ikke var løgn. Som han ligger dér i det, der i så mange år havde været han grav, var han så "afklædt", ikke bare for kongelig værdighed, men for livet selv, som noget menneske kan være. Ikke desto mindre sloges han for det, han troede på, men som blev ham berøvet.

Han var måske ikke nogen engel, men de, der "stjal" hans kongedømme - som han muligvis selv indirekte havde "stjålet", idet hans brors såkaldt "illegitime" sønner, der var blevet frakendt deres arveret, ANGIVELIGT blev myrdet af ham - er nu hensat til det samme stade, som han blev fundet i: Tudor-slægten er lige så død som han er. Ret tankevækkende faktisk ....