En dukke som rival

 

Jeg læste engang en anmeldelse af en fransk roman, der var meget omtalt ved udgivelsen, men hvis titel og forfatter jeg har glemt. I anmeldelsen blev det nævnt, at hovedpersonen var bange for og i det hele taget afskyede dukker, "fordi de lignede små lig". Den opfattelse kan jeg såmænd godt sætte mig ind i, men ikke tilslutte mig, for jeg er ikke bange for dukker eller føler afsky imod dem. Det skyldes måske, at jeg ikke har haft de samme barndomsoplevelser som dem, den amerikanske skuespillerinde Candice Bergen, der bl.a. er kendt for sin rolle som"Murphy Brown". Hun startede som model og fik en flot filmdebut i "The Group" (1966).

Senere har hun fortalt, hvordan hun, der var datter af den kendte bugtaler, skuespiller og meget andet spændende, Edgar Bergen (1903-1978), altid spillede anden violin til hans bugtalerdukker. Han nærede tydeligvis en forkærlighed for sin frække og ikke altid helt sympatiske levemands-bugtalerdukke Charlie McCarthy, der ligefrem fik sit eget værelse i huset. Dette var større end Candices værelse, og ifølge hendes memoirer, "A Fine Romance" efterlod han dukken, men ikke sin datter en arv. 

Charlie var fremstillet som en levemand og medvirkede bl.a. i en berømt sketch med Mae West, der ikke lagde skjul på den personlighed, som Edgar Bergen havde udstyret sin yndlingsdukke med.

Charlie og Mae West den 12. december 1937:

    Charlie: "Not so loud, Mae, not so loud! All my girlfriends are listening."
    Mae: "Oh, yeah! You’re all wood and a yard long."
    Charlie: "Yeah."
    Mae: "You weren’t so nervous and backward when you came up to see me at my apartment. In fact, you didn’t need any encouragement to kiss me."
    Charlie: "Did I do that?"
    Mae: "Why, you certainly did. I got marks to prove it. An' splinters, too."

Ud over denne påståede romance med en af filmens frække damer, så havde Charlie det også med at genere skuespilleren W.C. Field, noget denne fik en masse sjov ud af.

Charlie's W. C. Fields-fejde:

    W. C. Fields: "Well, if it isn't Charlie McCarthy, the woodpecker's pinup boy!"

    Charlie: "Well, if it isn't W.C. Fields, the man who keeps Seagram's in business!"

    W. C. Fields: "I love children. I can remember when, with my own little unsteady legs, I toddled from room to room."
    Charlie: "When was that? Last night?" 

Charlie var altså en meget aktiv og slagfærdig dukke-mand, der forståeligt nok var virkelig populær i samtiden. På en vis måde var han selvfølgelig en anden udgave af den selvlærte og overmåde populære Edgar Bergen, der dog ikke var levemand på samme måde som sin dukke.

Hadede hun dukken? Jeg håber, at det kun er for sjov, når hun udtrykker en tydelig modvilje imod den, for interessant nok er den jo ikke en selvstændig person, men bare en anden udgave af hendes fars personlighed, som hun taler om som "svensk og reserveret". Når man ser hende "kvæle" Charlie i ovenstående billede, medens hendes far ser bekymret til, opfatter jeg det som en spøg, men man ved jo ikke, om det er andet og mere ....