Barn af udviklingshæmmede forældre

En yndig, lille pige, ingen tvivl om det. Sådan et barn kan blive familiens solstråle, men hvad nu når hun bliver 14, 15 eller 16 og opdager, at drenge egentlig er mægtig sjove og tiltrækkende? For slet ikke at tale om den dag, hvor maven vokser, og forældrene ikke ved, hvem der er skyld i det og er i tvivl om, hvad de bør gøre. Hvad så? En ting er nemlig, hvis et "normalt" par får et udviklingshæmmet barn, noget helt andet hvis dette handicappede barn får et "normalt" barn? Den udviklingshæmmede mor vil sikkert elske sit barn, men kan hun passe og opdrage et "normalt" barn, så det ikke berøves de muligheder, som andre børn har?

I sin tid modtog hendes sunde og raske forældre formentlig forslag om abort, da man fandt ud af, at det ventede barn ikke var det, samfundet regner for "perfekt", men de fik altså gennemtrumfet hendes fødsel. Det er deres ret, men hvilke rettigheder har barnet til at leve et normalt liv og selv få børn? Mange vil sikkert mene, at disse "uperfekte mennesker" slet ikke bør have børn. Hvis de ikke beskyttes af forældre og slægtninge, men er i de sociale myndigheders varetægt, så bliver der måske uden videre sørget for, at svangerskabet afbrydes, men er det lovligt og kan det forsvares moralsk? Serviceloven burde beskytte dem og deres børn, men det system kører vist som vinden blæser: 

"Den danske stats forpligtigelse til at yde støtte til at udfylde forældrerollen fremgår ikke specifikt af den danske sociallovgivning. I lovgivningen er der imidlertid ikke noget til hinder for at yde den hjælp, der gør det muligt for forældre med handicap at varetage deres forældrerolle. I serviceloven er der en række konkrete bestemmelser, der kan bruges, når personer med handicap har behov for støtte for at kunne varetage rollen som forældre. Bestemmelserne har dog fokus på forælderens behov som selvstændigt individ og ikke på hans eller hendes behov som forælder. Det er derfor åbent for fortolkning i de enkelte kommuner, hvordan bestemmelserne i serviceloven skal bruges, når det handler om hjælp til at udfylde forældrerollen. Sommetider bliver de slet ikke brugt. Det kan i praksis betyde, at der ikke sker en kobling mellem forælderens behov for støtte og hans eller hendes evne til at udfylde forældrerollen. Der kan derfor være meget stor forskel på, hvordan og om forældre med handicap får støtte i de enkelte kommuner." - Begreber som "tvangssterilisation/tvangsprævention som løsningsmulighed til forældre uden forældreevne" optræder i forskellige sammenhæng, hvor udviklingshæmmede samfundsborgere er i fokus. Sagen er jo den, at de er "dyre i drift", om jeg så må sige, og de investeringer, man accepterer fører måske ikke til så meget, som økonomerne ønsker.

Så vidt jeg kan se ligger det største problem altså ikke i det udviklingshæmmede barn som barn, men som voksen. Hvordan skal disse mennesker klare sig i samfundet? Det bliver vel på en institution eller et bo-fællesskab af en eller anden slags, dvs. under opsyn af sociale myndigheder. Noget, der kan være OK, hvis samfundet lever op til sine forpligtelser, men noget møg, hvis det ikke sker. Jeg har ikke været i stand til at finde noget om "normale børn" af udviklingshæmmede, men jeg er sikker på, at de findes, og at de udgør en ganske særlig opgave for de sociale myndigheder, som de formentlig ofte giver op overfor. 

Alt omkring disse handicappede mennesker synes at udgøre et etisk dilemma, hvor man kan vægte for og imod fra nu af og til Dommedag uden at kunne finde frem til en retfærdig løsning. 

Måske disse mennesker ønsker et arbejde, men spørgsmålet er ikke bare, om de kan klare det, men også hvordan man sikrer, at de ikke bliver udnyttet af en potentiel arbejdsgiver. Skal/skal ikke og Vil/vil ikke gælder i mange af livets forhold, men i dette tilfælde har det en vital betydning.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev udviklingshæmmede forældre set som en kulturel og biologisk bombe under samfundet. Udviklingshæmmede og fødedygtige, unge kvinder kunne ifølge den daværende tankegang forventes at levere en lind strøm af degenererede og/eller kriminelle børn. Derfor forbød man giftermål og  greb til foranstaltninger som internering og tvangssterilisation. I midten af det 20. århundrede ændredes indstillingen til en større optimisme på de udviklingshæmmedes vegne. Man mente nu, at med hjælp fra samfundet, så kunne de godt lære at blive gode forældre. Noget, der selvfølgelig ville lægge et stort pres på det sociale system, så det er egentlig ikke så overraskende, at man nu lader til at have skiftet mening én gang til. Optimismen lader ikke til at have det så godt længere, men hvad så? Ingen synes at have nemme eller bare brugbare løsninger på dette felt, og det er faktisk ret bekymrende. Jeg ville også ønske, at jeg sad inde med en løsning, men nej, jeg tænker, men det er også det hele ....

https://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/ret_til_at_vaere_foraeldre_pdfa.pdf

 

https://socialraadgiverne.dk/faglig-artikel/interview-naar-gaven-ved-at-faa-et-barn-bliver-til-en-uoverkommelig-opgave/ 

 

https://vidensportal.dk/handicap/voksne-med-udviklingshaemning