fredag den 25. december 2020

Verdens berømteste menneske

 

Dette er formentlig det tidligst kendte billede af Jesus. Det stammer fra det 4de århundrede e.Kr. og er fundet i katakomberne i Commodilla. Interessant nok fremstiller det ham sådan, som vi er blevet vant til at se ham, dvs. som en blond, europæisk udseende mand med blå øjne, bløde, halvlange lokker og skæg. Hvis han overhovedet har eksisteret, så har han med sin geografiske baggrund næppe set sådan ud, men han er blevet genkendelig for os i denne udformning, så det holder vi nok fast i, selv om den ikke er rigtig. I virkeligheden har han snarere set sådan ud, for det gjorde mændende i hans hjørne af verden: 

Mange andre har vist ham helt anderledes i deres kunstneriske gengivelser, men vi genkender ham alligevel som den, han påstås at være, nemlig Jesus af Nazareth. Eftersom den guddom, Jahve, han siges at være søn af, sjældent fremstilles i billedform (The Book of Daniel: 7:9, 13, 22) og i hvert fald ikke nær så tit som Jesus selv, er det ham, der tegner religionen. (For katolikker tegnes den dog også af Jomfru Maria). Selv om billedet veksler, så er han derfor genkendelig på grund af de karakteristika, han tillægges, nemlig håret, skægget, øjnene og ansigtsudtrykket. Man genkender ham, hvad enten man er religiøs eller ej.

Da det ikke er tilladt at skabe billeder af hverken Muhammad eller Allah, har de ikke denne let genkendelige skikkelse, og det har været med til at holde Jesus på førstepladsen som verdens kendteste menneske. Den eneste, der konkurrerer med ham på dette felt, er faktisk hans mor, Jomfru Maria. 

At Jesus eksisterede, gør ham ikke til gud, men en fantasi er han dog næppe. Et af vidnerne på hans eksistens er den jødiske aristokrat, officer og historiker Flavius Josephus, der skrev det 20 bind lange "Jewish Antiquities". Han var ikke Jesus' samtidige, for han var født omkring år 37 e.Kr., og han var ikke engang kristen. Til gengæld bevidnede han starten på den kristne kirke og fortæller bl.a. om det, han kalder "den ulovlige henrettelse af James, der var bror til Jesus, der kaldes Messias". Han fortæller også om en mand, der udrettede store mirakler, men som blev henrettet af Pilatus. Altså den historie, man kan finde i Biblen og dermed et indicium for dens historiske korrekthed.

At meget er blevet misforstået eller afvist af ideologiske grund er der ingen tvivl om. Alene det, at der er fire evangelier med forskellige fremstillinger af den samme begivenhed viser, at man ikke kan tage alt for pålydende, men når en mand som Josephus, der ikke har noget i klemme, ytrer sig, så lytter man. Hans værdi er at påpege, at der engang var en mand, der endte med at blive verdens mest berømte menneske.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar