Lige nu er vi på den 266de af en lang række paver, nemlig Pave Frans (født den 17. december 1936), der er efterfølger for noget så usædvanligt som en ex-pave. Almindeligvis ophører dette prestige-fyldte job først ved indehaverens død, men Benedikt 16 valgte selv at trække sig tilbage. Siden Pave Frans er kommet til, er der tilsyneladende sket en opblødning i kirkens holdning til forskellige kontroversielle emner som bl.a. homoseksuelle parforhold. Paven har desuden udtalt, at hvis der skulle melde sig en E.T. med ønsket om f.eks. at blive døbt, så er han helt med på den. Kort sagt, han virker som en herlig gut, der ikke viger tilbage fra utraditionelle tiltag.
"Pave" er titlen på det romersk-katolske overhoved og regnes for apostlen Peters efterfølger, der blev indsat som kirkens øverste autoritet af Jesus selv. Han - for der er kun tale om mænd, selv om det hævdes, at en kvinde ved navn Johanna snød sig til titlen, da Pave Leo IV døde i 855, og hun blev valgt som Pave John VIII. Hendes sande køn blev angiveligt opdaget ved, at hun pludselig - i fuld offentlighed - fødte et barn på hjørnet af Via dei Querceti og Via dei Santo Quattri. Nogle hævder, at den folkemængde, der var stimlet sammen for at hylde paven, blev så oprørt over, at "han" i virkeligheden var en kvinde, at de myrdede hende på stedet. Andre påstår, at hun døde af sig selv efter fødslen, men ingen ved det tilsyneladende med sikkerhed.
Den krikelige autoritetsfigur paven er ikke bare regent over 1) menneskesjæle, men også over 2) menneskekroppe, 3) menneskepenge og 4) menneskehemmeligheder. Op igennem tiden er der blevet foretaget mange overgreb imod alle fire, og paven har været en verdslig magt, som konger og kejsere har måttet tage med i deres betragtninger. Noget af deres magt svækkedes efter 1300-tallet, men først omkring 1870 blev deres magtområde synligt indskrænket, for da mistede de store dele af deres besiddelser i Italien, fordi dette blev samlet til én nation af kongen af Sardinien. Dette blev paven så forbitret over, at han trak sig tilbage til Vatikanet.
Denne uafhængige stat med paven som overhoved var som taget ud af en af Birgitta af Vadstenas åbenbaringer i 1300-tallet. Hun hævdede nemlig, at pavens verdslige magt aldrig burde overskride visse grænser, som hun derefter angav. Pavens påståede magt bygger jo ellers på Jesu ord fra Matthæus Evangeliet, 16, 17-19: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Unægtelig noget af en mundfuld, og hvem siger, at denne omfattende magt, som Jesus giver Peter, kan gives videre til en hel række efterfølgere? Grundlaget for denne nedarvede kirkelige, men også verdslige værdighed forekommer mig ret vakkelvornt, men jeg er jo heller ikke katolik. Desuden er der jo en del, der tyder på, at de fire evangelister ikke er de mest troværdige vidner ....
Der er ingen danske paver, men en af de ikke-så-kendte paver var engelsk, hvilket snerper lidt derhenad. Det var den 170de pave, Adrian IV, der i 1154 efterfulgte Anastasius IV, og som gjorde sig bemærket ved en hel del stridigheder. Han udstedte f.eks. en banbulle imod kong Henrik II af England, idet han krævede, at denne invaderede Irland og fik den specielle kristne retning, man havde dér, under det romerske system. Desuden var han involveret i forskellige politiske diskussion og stridigheder rundt omkring i Europa.
Selv om paverne har skabt sig op igennem århundrederne og har givet anledning til verdslige stridigheder, så ses de stadig som den største kirkelige autoritet af mange, mange mennesker verden over. Det sker dog, at selv ikke deres magt er nok til at sikre dem, de velsigner og sender ud som budbringere om religion og frelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar