Det siges, at blandt noget af det, Hanussen hjalp Hitler med, var hans berømte gestik, der jo var en yderst værdifuld del af hans slagkraft som taler. Om det er rigtigt, er der vist ikke nogen, der ved med 100% sikkerhed, men det er bestemt ikke umuligt. F.eks. indgik denne påstand i en psykologisk rapport over Hitler:
"Dr. Walter C. Langer, a psychoanalyst, prepared a psychological profile
of Hitler for the Office of Strategic Services in 1943. The profile
included a reference to Hanussen: "... during the early 1920s Hitler
took regular lessons in speaking and in mass psychology from a man named Hanussen who was also a practicing astrologer and fortune-teller.
He was an extremely clever individual who taught Hitler a great deal
concerning the importance of staging meetings to obtain the greatest
dramatic effect."" (Wikipedia)
Hanussens far, Siegfried Steinschneider (1858-1910), var skuespiller, men var også ansat i en eller anden stilling ved en synagoge. Hans mor var angiveligt sangerinde, så begge forældre kan have givet sønnen en speciel inspiration inden for hans specielle fag som offentlig figur.
På et tidspunkt påstod han, at han var en dansk aristokrat, men det havde nu intet på sig. Efter Første Verdenskrig optrådte han som okkultist, astrolog, tankelæser, hypnotisør, osv., osv., ofte i offentlige haller og andre steder af samme type. Han udgav også et okkult tidsskrift og var i det hele taget meget om sig, ligesom han omgikkes flere Nazi-spidser. Sært nok lader det til, at han ikke tog afstand fra nazisternes holdning til jøderne.
Det er blevet diskuteret, hvordan han mødte Hitler, men det siges at være sket lige før valget i 1932, og at han fik betydning for dette. Hans forudsigelser blev tillagt stor betydning, og flere af dem virker faktisk mirakuløse, som f.eks. da han forudsagde Rigsdags-branden, der hjalp Hitler til magten. Nogle mener, at denne brand kan have været en medvirkende årsag til, at han blev myrdet den 25. marts 1933, fordi der gik rygter om, at han havde hypnotiseret den småtbegavede og tydeligvis forvirrede og desorienterede Marinus van der Lubbe til brandstiftelse. Andre mener, at grunden til mordet på ham hang sammen med Herman Görings og Joseph Goebbels jalousi, fordi Hitler ofte satte ham højere end dem.
Hvordan det end hang sammen med mordet på ham, så lever myten om den jødiske Hitler-rådgiver videre, og i 1988 kom der en film af István Szabó om hans liv med Klaus Maria Brandauer i hovedrollen. Hanussens navn levede også videre på en anden måde efter hans død, da en formodet illegitim søn fortsatte hans karriere under hans navn, nemlig som Hanussen II, men ikke med den samme succes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar