For mig er dette et barn, dvs. en person, fyldt med muligheder, men ikke som sex-partner. At andre ser noget helt andet end mig i børn som dette ved jeg godt, men det betyder ikke, at jeg er forstående over for disse personer. Misbrug af børn, dyr eller andre, der ikke formår at sige fra over for overmagten, er efter min mening 100% uacceptabelt. Om det ALTID er skadeligt for den misbrugte ved jeg ikke, men jeg tror, at det forrykker nogle psykiske grænser i individet, der bør være der som et værn imod mennesker og oplevelser, der ikke er til gavn for det.
Da jeg var barn, talte man om "børnelokkere". Der var kriminalsager med børn, der fulgte med en voksen mand, de ikke kendte, og som derpå forsvandt, måske for senere at dukke op igen som lig. Alt sammen meget skræmmende for børn, men også spændende, for hvad skete der egentlig med disse dumdristige børn, og hvorfor var de pludselig døde? De voksne fortalte ikke noget, der kunne forklare gåden for børnene, kun at der var disse besynderlige personer i verden, der var børnelokkere, og som man skulle undgå, selv om de tilbød én slik ....
Før i tiden var børnelokkere nemlig nogen, der kom hen til børn og tilbød dem slik for at følge med. Det troskyldige, men overmåde slik-glade barn, der ikke forbandt noget farligt med de søde sager, sagde ja tak - og det var så det ....
Med internettet er der kommet mange nye lokker-muligheder, og én af dem er mere eller mindre hemmelige kontaktmuligheder mellem børn/unge og ukendte voksne. På en vis måde er vi dog alle potentielle ofre via nettet, nemlig hvis vi lader os "groome" af folk, der tilsyneladende er vilde med os, og som påstår at ville os det bedste. Det med "tilsyneladende" er vigtigt, for ikke alt er, som det ser ud, når børn, teenagere eller voksne mænd/kvinder overøses med komplimenter, gaver og invitationer. Den slags smigrende opmærksomhed KAN være led i en groomings-proces, hvor der lægges op til personlige møder af en mere uhyggelig art.
Børn er nysgerrige, og det er min opfattelse, at de også har sexuelle lyster, men ikke i form af det, en børnelokker kan finde på at gøre ved dem.Skumle personer nyder måske også selve forførelses-spillet og går derfor i gang med det, der på engelsk kaldes "grooming". Via grooming får de indyndet sig hos det barn eller den voksne, de ønsker at have sex med. På internettet præsenterer man ofte et idealiseret billede af sig selv - eller af den person, man ved vil virke tiltrækkende på dem, man ønsker kontakt med, hvis nu det er det, man vil. Hele dette miljø er som skabt til grooming. Som "groomer" smigrer man sig måske ind hos hele familien, hvis forsvar omkring børnene smuldrer over for denne "pæne" mand, der er så begejstret for deres lille guldklump. Sagen er dog den, at denne fyr har bagtanker, for han er i virkeligheden en internet-skurk af de slemme.
Det kan være overmåde svært at gøre sig fri af en groomer, for hvad er hvad? Løj han hele tiden, og var han fra begyndelsen ude på lusk? Svaret på de spørgsmål er ikke altid så enkle, hvilket de jo heller ikke er ved en normal forførelse, hvor man kan blive spurgt, om det, de skete, var med eller uden samtykke.
https://redbarnet.dk/anmelddet/viden/grooming/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar