fredag den 25. december 2020

Varsel eller hallucination?

 

Første gang, nogen påstod at have set det amerikanske, overnaturlige (?) væsen, der kaldes "The Mothman" - dvs. "Mølmanden" - var i 1966, hvor fire meget unge, men tilsyneladende troværdige teenagere kørte gennem en mørk skov. Pludselig dukkede væsenet op og skræmte dem ved at nidstirre dem med et par lysende, røde øjne. De unge vidner blev afhørt hver for sig, men sagde nogenlunde det samme, så politiet kunne ikke bare afvise dem som fantaster eller løgnere. Desuden var der det med de andre vidner, der meldte sig: FLERE og FLERE fortalte om møder med et stort, rødøjet væsen, der lignede en mellemting mellem et menneske og en fugl samt med et vingefang på omkring tre meter. Væsenet var meget uhyggeligt og derfor skræmmende, men det havde ikke ligefrem angrebet nogen, så man kunne ikke sige, at det var direkte farligt, kun at det forskrækkede folk. 

Beskrivelserne var temmelig ens, så hvis det var et bedrag, var det sandelig godt organiseret, og det var der ikke rigtig nogen, der troede på. Tvivlere kom dog med alternative tolkninger, der spændte fra "store rovfugle" til "hejrer" og derved udelukkede alle overnaturlige forklaringer. 

Andre mente, at der var tale om en budbringer af himmelsk - eller djævelsk!!! - art, for en af de gange, hvor det var blevet set og tilmed fotograferet, var lige inden Silver Bridge-broen styrtede sammen i 1967, hvorved mange blev dræbt. Var det noget, Mølmanden gjorde, eller var han bare et forvarsel om det, der skete??? Teorierne blomstrede og gør det såmænd stadig den dag i dag, selv om der var en pause i fremkomsterne efter katastrofen med broen. 

Lige inden bro-ulykken var der rigtig mange, der så Mølmanden. Så blev det færre og færre, men det viser sig dog, at han er blevet set andre steder, nemlig inden det store jordskælv i Mexico City i 1985 og i forbindelse med Tjernobyl-tragedien året efter. Er han kommet for at blive? Det vil tiden vise ....

 

https://wchstv.com/news/local/man-photographs-creature-that-resembles-legendary-mothman-of-point-pleasant 

 

http://www.sufoi.dk/arkiv/arkiv-hn/myter-04.php

 

https://wchstv.com/news/local/man-photographs-creature-that-resembles-legendary-mothman-of-point-pleasant 


https://youtu.be/J4fxUr-PPLg 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar