En uge uden søvn

Man ved jo godt, at både mennesker og dyr (samt planter???) behøver søvn for at fungere og holde sig sunde og raske. Det må den 32-årige radiomand Peter Tripp (1926-2000) også have vidst, da han i 1959 besluttede sig for at efterprøve denne tese: kan man virkelig ikke klare sig uden søvn, eller hva'?

Ifølge lægevidenskaben var det en alvorlig sag at berøve et menneske dets søvn, men Peter Tripp besluttede sig for at tvinge sig selv til at holde sig vågen i (mindst) 8 dage og nætter. Denne vovelige handling var en del af et velgørenhedsshow, og han stod fast på sin beslutning, selv om noget nær ALLE frarådede ham det.

Han lod sig placere i et glas-aflukke midt på Times Square, sådan at tilskuere af alskens slags kunne følge med i hans forsøg på at gennemføre ialt 201 timer uden søvn. I begyndelsen gik det godt, og han fortsatte tilmed med sine radioudsendelser, der som altid var præget af hans humor og munterhed, dvs. indtil dag 4, for så skiftede hans stemning. Han fik frygtelige psykotiske hallucinationer, bl.a. af edderkopper, der invaderede hans sko, og mus, der løb rundt om ham.

Give op ville han dog ikke, men de læger, der tilså ham, var bekymrede, for hans tilstand gjorde, at de ikke kunne teste hans fysiske funktioner på normal vis. Dette blev heller ikke lettere af, at han fik psykotiske raserianfald og kom med udfald imod lægerne, som han følte konspirerede imod ham og måske ligefrem var en trussel imod hans liv.

Selv om han altså blev mere og mere påvirket af manglen på søvn, så gennemførte han eksperimentet og fik ligefrem en verdensrekord som "søvn-nægter", eller hvad man nu kalder en sådan person. Faktisk lader det til, at han holdt sig vågen i ialt 11 dage, idet han til sidst fik hjælp af lægerne i form af medicin. Da han havde fuldført sin plan, var han totalt udmattet og sov derpå i 22 timer i træk.

Efter sine otte dage uden søvn genoptog han sine pligter på radiostationen, men kun for en tid, da der meldte sig nogle slemme eftervirkninger. Han fortsatte med at have psykotiske symptomer, mistede sit job, blev skilt og gled ud af offentlighedens bevidsthed. Nok skaffede han penge til velgørenhed, men han betalte selv en høj pris for at gennemføre projektet. Hvert af hans fire ægteskaber endte med en skilsmisse, og han døde selv af et slagtilfælde. 

Myten om, at man ikke behøver søvn, blev altså modbevist af Peter Tripp og de ulykkelige følger af hans eksperiment. Man har derefter diskuteret, hvorfor dette skete, og det viser sig, at hans hallucinationer indtraf med et interval på omkring 90 minutter. Dette svarer til mønsteret med hurtige øjenbevægelser (REM), hvor vores hjerne bliver meget aktiv, og det er på dette stadium, at vi drømmer. Stakkels Tripp oplevede en form for "vågne drømme", hvor hans sind fulgte drømmemønstret, medens hans krop forblev vågen.

 

 

 

https://www.wbur.org/npr/562305141/eleven-days-without-sleep-the-haunting-effects-of-a-record-breaking-stunt 

 

 

 

https://study.com/academy/lesson/psychology-case-study-peter-tripp-sleep-deprivation.html 

Et skelsættende møde med en hest

 

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900) er en filosof, som det er nemt at misforstå. Han var komponist, kulturkritiker, digter og filolog. Selv om han var imod antisemitisme, er han blevet taget til indtægt for både dette og nazismen. Desuden viste han sig tidligt at være en fortrinlig tænker, men endte som en mental grøntsag, der blev passet og plejet af den søster, han afskyede. Kort sagt, en modsætningernes mand, som også jeg ofte har svært ved at forstå. 

Nogle af hans gode venner var Cosima og Richard Wagner, der også introducere ham til andre af tidens fremtrædende personer, men med tiden begyndte mange af hans venskaber at falde fra hinanden, også dette. Jeg tror, at han var en enspænder med en særlig psykisk sarthed, der formentlig har gjort det svært for ham at falde ind i mindre intense forhold. At han ikke forsøgte at få oprigtighed og nærhed med andre er dog forkert, og det viste sig især i hans håbløse forelskelse i forfatteren Lou Andreas-Salomé, der var hans ven Paul Rées' samlever.  

I 1879 forværredes Nietzshes helbred så meget, at han måtte sige sin stilling ved universitetet i Basel op. Sådan set havde han altid været svagelig med voldsomme hovedpiner, synsforstyrrelser og andet, men nu blev det meget værre, og han fik ligefrem et veritabelt sammenbrud. 

Man har diskuteret, hvad der førte til det skæbnesvangre sammenbrud, som han aldrig kom sig af. Var det syfilis, som han muligvis/angiveligt led af eller skyldtes det en episode, der måske aldrig har fundet sted som andet end en myte? Det fatale sammenbrud indtraf angiveligt ved synet at en hest, som han så blive pisket på gaden i Torino engang i 1889. Ifølge overleveringen kunne Nietzsche slet ikke holde dette syn ud. Han kastede sig om halsen på hesten og brød hulkende sammen. Nogle hævder i hvert fald, at han faldt den mishandlede hest om halsen og græd ukontrolleret - samt aldrig kom sig igen - men hvor er øjenvidnerne? De mangler, så historien er ikke velunderbygget.

En af Nietzsches filosofiske tanker var, at lidelsen var en kilde til menneskets styrke og viden. At erkende lidelsen fører til en højere erkendelse, som man ikke får uden denne lidelse. En hest er et uskyldigt dyr, der næppe har en sådan form for erkendelse, så var det derfor, at han angiveligt brød sammen ved at se den blive pisket? Det er muligt, at han ville have følt sådan, selv om han ellers udtrykte foragt for medlidenhed. Spørgsmålet er imidlertid, om episoden virkelig fandt sted, for det er der som sagt stadig stor tvivl om.

Sagen er også den, at en lignende heste-episode optræder i Dostojevskis roman "Forbrydelse og straf" (1866), men ikke i Nietzsches værker. Hans emsige søster, der jo plejede ham i hans sidste år, havde det med at "fortolke" - eller snarere forvanske - hans budskaber, så det er svært at frigøre sig fra mistanken om, at hun har skabt myten om denne skelsættende episode i filosoffens liv.

https://www.berlingske.dk/kultur/nietzsche-og-hesten

 

https://udforsksindet.dk/grunden-til-at-nietzsche-omfavnede-en-hest-og-graed/ 

https://tidsaand.no/tidslinjen/1889/januar/3/friedrich-nietzsche-slar-armene-om-en-hest-i-torino-og-far-et-psykisk

 

 

Michelangelo og hans falskneri med en Amor-figur

 

Dette er en ægte antik bronzefigur, vist nok er fra det andet århundrede e.Kr., og den forestiller et yndet motiv med den sovende Amor/Eros. I renæssancen blev antikviteter sat over samtidsværker, hvilket førte til et spektakulært bedrageri, hvor Caprese Michelangelo (1475-1564) fremstillede en falsk Eros-statue med samme motiv, simpelthen for at tjene penge.

Bedrageriet skete i 1496, hvor kunstneren var 21 år gammel og endnu ikke var slået igennem som det geni, han var. For at gøre bedrageriet nemmere at  gennemføre begravede han figuren og gav det nogle småskader, der skulle sandsynliggøre, at det var et gammelt kunstværk, som han havde været heldig at finde. Efter at have givet figuren den rette patina, solgte han den til en kunsthandler ved navn Baldassare de Milanese, der derpå videresolgte den til kardinal Riario af San Giorgio. 

Kardinalen var imidlertid ikke så kunst-kyndig, at han forstod, at statuetten var et mindst lige så værdifuldt kunstværk, som hvis det havde været den antikvitet, det var blevet præsenteret som af Baldassare de Milanese. Hans kunstsans har svigtet, for han må kun have tænkt på snyderiet og har vel følt, at han var blevet til grin ved at have investeret penge i noget moderne. For Michelangelo var handlen imidlertid heldig på den måde, at det var det, der financierede hans arbejde i et par år. Det gav ham arbejdsro, og han frembragte mange værker, der befæstede hans ry som en stor kunstner, men denne etablering i kunstverdenen fik altså sit nødvendige boost via  et fupnummer.

Efter at kardinalen havde opdaget, at han var blevet snydt for den antikvitet, han havde ønsket at købe, så gik han til Baldassarre og forlangte sine penge tilbage. Det fik han, og derefter tilbød Michelangelo at købe figuren tilbage af ham, men nej, "han ville hellere destruere den end aflevere den igen". Desværre kastede dette fup-og-fidus-drama eros-figuren ud på en årelang rejse, der endte i London, hvor den formentlig gik til i branden i 1698. 

 

https://www.jstor.org/stable/3047727?seq=1

 

https://100swallows.wordpress.com/2007/08/31/michelangelo-tried-to-cheat-a-cardinal/ 

 

https://100swallows.wordpress.com/2008/05/14/was-michelangelo-crookedpart-1/ 

 

Hmmmm, ja ......

Et sådant instrument investerede jeg faktisk i for nogle år siden, men selv nu, hvor jeg burde bruge den på grund af Coronaens punktum for nødvendig daglig motion i form af lidt mere aktivitet end bare det at flytte sig fra stol til stol, står den som regel ubrugt. Hvorfor, når den befinder sig i mit hjem og er lige til at gå til??? 

Efter hvad jeg forstår på forskellige Facebook-brugere, er jeg ikke den eneste, der har det med at glemme den slags nyttige redskaber. Er vi dumme??? Tjah, umuligt er det ikke, men jeg vil nøjes med at sige, at vi er "ukloge" med vores evne til at se forbi sådan noget som en motionscykel, der er lige til at bruge ....

 

Femten børn og en skør ægtemand

Samtiden fandt hende "grim", men de elskede hende alligevel. George III's dronning, Charlotte af Mecklenburg-Strelitz (1744-1818), blev et hit, selv om der var nogen, der ikke var særlig vilde med hendes begejstring for snus, som hun brugte tidligt og silde. Andre anså det dog for sofistikeret, og hvad folk end mente, så fortsatte hun. Faktisk havde hun et helt rum, der blev afsat til hendes store samling af snus-dåser.

Ingen kunne have vidst, at det arrangerede ægteskab mellem den tyske prinsesse med afrikanske aner og den engelske kong Georg III (1738-1820) ville blive en succes. Faktisk kunne man kalde det romantisk, for de to unge mennesker faldt straks for hinanden, selv om han kort tid inden forlovelsen havde været forelsket i en anden, han ikke kunne få, da hun ikke var af kongelig byrd. 

George og Charlotte blev gift i 1761, men først efter en vielse med stedfortrædere i brudens hjemland. Det hævdes, at de "konsumerede" deres ægteskab nærmest øjeblikkelig, selv om de ikke havde mødt hinanden før brylluppet. Hvad der end foregik, så forløb alting tilsyneladende godt, for dette blev starten på et lykkeligt ægteskab, hvor der produceredes 15 børn, hvoraf de 13 opnåede voksenalder. 

I en Netflix-serie fremstilles Charlotte som en barsk, ret hoven og dominerende kvinde, men det var hun slet ikke i virkeligheden. Ud fra, hvad jeg har hørt om serien, er der faktisk ikke meget, der ligner George III's og dronning Charlottes hof, som det var i virkeligheden. De var beskedne folk, der ikke skejede ud, hvilket gav ham tilnavnet "Bonde-George". Hun levede for sin familie og huslige sysler, hvilket vist ikke fremgår af Netflix-serien.

Charlotte havde hof-regler, der ikke gjorde det let for ambitiøse kvinder, at blive en del af inder-cirklen. Når man var kommet ind, måtte man desuden finde sig i, at der blev snakket husholdning og ikke politik. Sidstnævnte emne var ligefrem blevet forbudt for dronningen, da hun kom til England, og det passede hende fint, for hun havde ingen lyst til at deltage i palads-revolutioner eller politiske intriger. Med femten børn, hvis ve og vel hun fulgte nøje, har hun også haft nok at se til.

Ægteskabet med George var altså blevet en uventet succes, idet de to virkelig lod til at elske hinanden. Alt gik godt indtil 1788, hvor kongen blev syg. Det må have været, som om han blev forhekset, for pludselig blev den gode og milde mand voldelig og totalt rablende. Han overfaldt dronningen og deres ældste søn - den senere George IV - samt kom med vilde anklager om utroskab. Det fortælles, at dronningens hår blev gråt af bekymring, og at hun pludselig ældedes synligt. Den læge, Dr. Francis Willis, som hun tilkaldte, havde ikke andre ideer end spændetrøje og forskelligt andet ubehageligt af samme skuffe, og det hjalp ikke på kongens helbred.

George havde været hendes bedste ven, for de to havde haft et virkelig godt forhold med gensidig tillid og åbenhed, men nu blev han pludselig en uregerlig vildmand. Hun havde lukket sin soveværelsesdør for ham og holdt de mindste børn væk fra ham af sikkerhedsgrunde, fordi han jo havde overfaldet deres ældste søn og hende selv. Oven i disse problemer var der så  spørgsmålet om, hvem der skulle regere landet under kongens sygdom. Kronprinsen vandt en strid med sin mor, der ikke stolede på hans dømmekraft, og dette førte til en årelang "kølighed" mellem mor og søn. Kongen, der blev holdt indespærret på Windsor, rasede imod hende. Han var ikke længere den mand, hun havde elsket, og nok besøgte hun ham, men altid med en følgesvend, så hun turde tydeligvis ikke længere være alene med ham. En trist afslutning på et langt ægteskab, der sluttede med hans død i 1820, hvor han blev lagt til hvile ved siden af hende et års tid efter hendes død.

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-9081893/Netflix-drama-Bridgerton-depicts-George-IIIs-wife-Queen-Charlotte-black.html 

 

https://aaregistry.org/story/englands-first-black-queen-sophie-charlotte-born/ 

 

 

Et par betragtninger om at kaste sin kærlighed på et dyr

Ja, hvorfor gør man nu det? Når det gælder mor-barn-kærligheden er det umiddelbart forståeligt, for naturen har indrettet det sådan, at moderens kærlighed i mange tilfælde udgør barnets eneste livsforsikring. Uden mor er den lille ilde faren, så her har kærligheden et praktisk formål, men hvad med mennesker, der elsker dyr? Hvorfor elsker denne mand f.eks. den lille, sovende killing og har besluttet sig for at inkorporere ham/hende i sin menneskefamilie samt forsørge det lille kræ, som var det et barn? Den eneste umiddelbare forklaring er, at killingen er gennem-nuttet, men det er jo altså ikke i sig selv en udtømmende begrundelse. Sådan et svar går i ring, hvilket vist er det eneste, man har kunnet præstere vedrørende disse tilfælde af menneskelig dyre-kærlighed. Jeg har da heller ikke nogen forklaring, selv om jeg har spekuleret over fænomenet, bl.a. fordi jeg kender det fra mig selv.

En lignende kærlighed kan man også finde hos dyr, der tilsyneladende falder for andre dyr, der ellers mest fungerer som deres middagsmad. Når det gælder mennesker, så tror jeg, at der er noget omkring den lille pelsbolds hjælpeløshed, der udløser nogle dybe instinkter i os. Disse er formentlig beslægtet med forældres ømme følelser for deres afkom, for hvad skulle det ellers være? Med hensyn til dyr, der falder for andre dyr af en anden race, så er der mange underlige ting inde i billedet. Således var det en sensation, da man så billeder af et rovdyr, der havde adopteret et gazelle-føl, og som sørgede, da en af dets artfæller dræbte og åd dets plejebarn. (NB: muligvis ikke disse to)

For det meste er det dog mennesker, der falder for dyret og tager det til sig. At der findes myter om dyr, der adopterer menneskebørn, ved vi jo fra mytologien om Romulus og Remus, men som sagt, det er (formentlig) kun myter.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor mennesker falder for et lille dyrebarn og adopterer ham/hende som et kæledyr. Løveunger er enormt nuttede, men de har det jo med at vokse op og blive temmelig uregerlige. Alligevel vil der sikkert altid være dem, der hellere end gerne tager dem til sig og investerer tid og kærlighed i dem.

I min barndom havde jeg en veninde, hvis kat stjal andre kattes killinger og bragte dem hjem til familien. Hvorfor gjorde hun nu det, når hun havde sine egne killinger? Forelskede hun sig i enhver killing, hun mødte på sin vej, eller kunne hun ikke kende forskel på sine egne og andres afkom? Nok ligner mange killinger hinanden, men dyr plejer jo at gå efter duft-mærker, så hvad gav hende dog det indtryk, at denne fremmede katte-baby var hendes? 

Leoparden sætter sit duftmærke på hunden, som den måske er vokset op med som en form for surrogat-mor, men det betyder så, at de to dyr må have et godt forhold og opfatter hinanden som nærtstående. Højst besynderligt!

http://heavenofanimals.com/2021/01/22/homless-dog-found-curled-up-in-snow-keeping-five-orphaned-kittens-warm/?fbclid=IwAR0E-xFAcGKTRtTsfiUQOXe1tWCpQsJ0GXjusyTa_VUYtc11mWuwVTyrZIY

 

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2021/jan/24/who-is-a-good-boy-the-unbreakable-bond-between-humans-and-dogs#Echobox=1611556803?utm_source=pocket&utm_medium=email&utm_campaign=pockethits 

 

 

Er Paradiset til at holde ud for en aktiv sjæl???

Titlen er selvfølgelig ment ironisk, bl.a. fordi jeg ikke tror på det med Paradiset, hvor vi ifølge Biblen skal gense vore kære og leve i evig fryd og gammen. Desuden er jeg ret sikker på, at det hurtigt bliver mega-kedeligt med al den harpeklang og englesang. 

Så vidt jeg har forstået, hverken spiser, drikker eller "fester" man i Paradiset. Sex er formentlig også helt udelukket, så hvad laver man egentlig? Formentlig ingenting - tilmed i al evighed!!!!! Dér må jeg nok sige fra, selv om alternativet er ild, svovl og alle mulige former for tortur. Noget, man dog også hurtigt - meget hurtigt!!! - kan blive træt af ....

Paradiset kendes også som "Edens Have", der stammer fra flere sproglige kilder. På hebræisk indikerer det en park, hvor der hersker en tilstand af vellyst eller glæde. Det sumeriske "Eden" henviser til en steppe eller ørken, så hvis man sætter disse to sammen, får man billedet af en oase midt i en ørken. Hvad ordet "Paradiset" angår, så er det persisk, og det betyder "indhegning".

I Første Mosebog omtales Edens Have som et et sted i den fysiske verden, men senere rykkes den så at sige fra et sted "ude mod Øst" til området mellem floderne Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris, dvs. det, vi i dag kender som det sydlige Irak. Hvor Det Gamle Testamente altså kommer med stedsangivelser her på jorden, så er Paradiset flyttet op i Himlen i Det Nye Testamente. Det er ikke et sted, man kan finde på et kort, og man bliver ført af sted af den himmelske engleskare for at komme dertil. Hvad man så får tiden til at gå med er ret uklart ..... 

        
  

https://www.bibelselskabet.dk/vidste-du-om-edens-have

 

https://www.religion.dk/leksikon/paradis

 

https://www.kristendom.dk/sp%C3%B8rg-om-trosl%C3%A6re/hvad-f%C3%A5r-man-tiden-til-g%C3%A5-med-i-paradis